Ytringsfrihed
Hvordan ville en skole udvikle sig, hvis gymnasielærerne ikke kom med input til, hvordan skolen kan blive endnu bedre? Det er væsentligt – ikke bare for den enkelte skole, men for samfundet – at gymnasielærere deltager i debatten om gymnasieuddannelserne og den enkelte skole.
Ytringsfriheden er klokkeklar – den er grundlovssikret. Men man står til ansvar for sine ytringer, og man har en forpligtelse til at være loyal over for arbejdspladsen. Denne balance oplever mange gør det vanskeligt i praksis at ytre sig, fordi man ikke præcis ved, hvor grænsen går. Og for mange bliver selvcensuren afgørende af angst for at gøre noget forkert.
Det er ikke kun gymnasielærere, der oplever dette dilemma. Det gør rigtig mange offentligt ansatte. Derfor har Justitsministeriet nedsat et udvalg, der skal forholde sig til offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger. GL er repræsenteret i udvalget via Akademikerne (AC), og jeg er gået ind i den følgegruppe, som Akademikerne har. Det er jeg, fordi vi desværre alt for ofte oplever, at gymnasielærere ikke tør bruge deres ytringsfrihed. På flere af de skoler, jeg besøgte i foråret sammen med andre hovedbestyrelsesrepræsentanter, mødte vi desværre ofte lærere, der var bekymrede for at formulere deres kritik af lokale arbejdsforhold. Vi får også henvendelser i GL’s sekretariat om, hvad man må ytre sig om, og problemstillingen er også til debat i diverse fora for gymnasielærere på sociale medier.
Det er min og Akademikernes opfattelse, at det er gavnligt for samfundet, at offentligt ansatte ytrer sig om de forhold, de konstaterer via deres arbejde. På den ene side er de gældende regler klare: En arbejdsgiver må ikke sanktionere lovlige ytringer; på den anden side er det et problem, at mange medarbejdere ikke føler sig trygge ved at anvende ytringsfriheden. Derfor er der behov for, at ledelser klart signalerer, at det ikke alene er lovligt, men også ønskeligt, at medarbejderne deltager i debatten, herunder kritikken af arbejdspladsen, fordi det styrker skolen.
For mig giver det mening, at man først fremfører kritik internt på skolen og direkte til ledelsen. Der bør på den enkelte skole skabes ordentlige vilkår for en konstruktiv debat om arbejdspladsens forhold. I SU bør der udarbejdes retningslinjer for, hvordan man på skolen seriøst behandler den kritik, der kommer frem, så der bliver handlet på kritikken.
Min klare anbefaling på skolemøder er, at man ytrer sig i fællesskab. Dels bliver et udsagn stærkere, hvis det fremføres af ti lærere eller helst af hele lærerkollegiet; dels er der ikke risiko for, at enkeltmedlemmer kommer i klemme mellem ytringsfriheden og loyalitetsforpligtelsen. Kollektivet giver både styrke og beskyttelse.
Jeg deltager i det første følgegruppemøde om ytringsfrihed torsdag den 14. august. I efteråret planlægger GL sammen med DM et gå-hjem-møde, hvor vi sætter ytringsfriheden på dagsordenen.
Læs om ytringsfrihed på GL’s hjemmeside her.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode