West Side Story: Tanker om integration, livet på Vestegnen og det frie gymnasievalg

Som canadisk indvandrer i Danmark har jeg altid været optaget af spørgsmål vedrørende integration og identitet. En interesse som helt naturligt overføres til mit arbejde som gymnasielærer på Vestegnen. Identitet er en underlig størrelse.

Når jeg som lærer snakker med Amira, (opdigtet navn) der går på mit valghold, hvad ser jeg? Ser jeg Amira, hvis forældre kommer fra Pakistan? Ser jeg Amira, pige fra 3.b, Amira, superstudent, Amira, hvis mor har passet mit barn i børnehave, eller Amira, der altid sidder sammen med Yousra i kantinen? Måske ser jeg alle de ovennævnte parametre og meget mere. Er det også det, hendes klassekammerater ser? Og hvordan vil hun beskrive sig selv?

Spørgsmålet er, hvor meget disse identitetsspørgsmål egentlig betyder, og hvilke konsekvenser de har. I dette skoleår har pressen været fyldt med artikler om identitet, etnicitet og opdelte gymnasier, især siden rektor på Langkær Gymnasium har forsøgt at takle det, han ser som et stigende problem på hans gymnasium – de etnisk dansk elevers fravælg af Langkær Gymnasium. Det er en problemstilling, som er yderst relevant og samtidigt meget følsom. Men hvorfor er det et problem, at større grupper elever vælger eller fravælger et bestemt gymnasium? Gl. Hellerup har næppe betragtet det som et problem, at de fleste af deres elever stammer fra folk af ”gammel dansk” oprindelse.

På mit gymnasium, som ligger på den københavnske Vestegn, har vi lige haft et fælles AT- forløb i 1.g om kulturmøder. For et par uger siden havde vi inviteret Mattias Tesfaye til at indlede forløbet med et foredrag om indvandring i Danmark og nogle af de udfordringer, Danmark står overfor i dag mht. til integration.  På et tidspunkt spurgte han eleverne, hvad der er vigtigt for dem, når de vælger, hvilket gymnasie de skal gå på? Der var én, der svarede, at han bare vil føle sig ”godt tilpas.” Der nikkede mange af de andre elever, der sad i salen, både de lyshårede og de mørkhårede— hvem har ikke lyst til at føle sig godt tilpas i deres dagligdag? Men problemet, ifølge Tesfaye, opstår, hvis man kun føler sig godt tilpas blandt ”sine egne,” en tendens, han både har observeret og skrevet om. I en blog fra september advarer han imod, det han kalder ”Manhattan” tilstand, en tilstand, der fører til hele bydele som ”Little Italy” eller Chinatown som vi ser i New York.  Som han skriver, ”De unge er ikke påtvunget et ondt apartheid-system fra oven. De vælger det selv!”

Mattias Tesfaye forsøgte at ruske op i de 1.g´ere, der sad til foredraget. Han kaldte dem nogle ”røve” og beskyldt deres generation for at være ansvarlig for den voksende etnisk opdeling, som man er begyndt at se på flere gymnasier. Han spurgte dem direkte, om de mente, at det vil være en god ide, at politikerne blandede sig i det frie skolevalg, for netop at sikre at der ikke kom etniske opdelte gymnasier. Det var der ingen, der syntes. De var vant til det frie valg, og det ønskede de ikke fjernet. Det samme kan man læse i artiklen her på Gymasieskolen.dk, ”Københavnske Gymnasier vil undgå Langkær udvikling,” hvor gymnasieelev, Martin Sindberg, citeres,” “Det er forkert at fokusere på etnicitet, og det vil være fjollet at begynde at sende elever over på andre gymnasier på grund af det.”

Og det er heri paradokset ligger. Er det måske nødvendigt at fokusere på etnicitet, for netop at slippe for at gøre etnicitet til et problem? Det vil Tesfaye nok mene, at det er. Ved at indskrænke det fri gymnasievalg og ”tvinge” folk til at vælge det lokale gymnasium, vil man sikre en mere repræsentativ etnisk fordeling af eleverne. På mit gymnasium har vi stadig en etniske fordeling på skolen, der afspejler den omkringliggende samfund, men det er ikke længere tilfældet på nogle af de andre Vestegns Gymnasier, som fx Høje Tåstrup, hvor Rektor Mogens Andersen har udtalt i pressen, at han ser det som problematisk, blandt andet fordi ” danske elever ikke vil gå her, fordi de ikke kan have samme ungdomskultur som på et gymnasium med flere danske elever.” For at takle problemet efterlyser han en ændring i det frie skolevalg.

Mattias Tesfaye på sin lidt provokerende måde fortalte 1.g´erne, at problemet omkring etnisk opdeling ikke vil forsvinde, før de begyndte at gå til fester sammen på tværs af etnicitet og ”knalde” sammen, som han ligefrem sagde. Det så ikke ud til, at de fleste følte sig særlig ramt. De havde nemlig lige været til gymnasiefest fredagen forinden. En herlig blanding af mange forskellige hårfarver-alt fra blåt og pink til forskellige nuancer af lyst og brunt. Er det svaret på disse komplicerede forhold? Så enkelt er det nok desværre ikke.

Jeg trives på Vestegnen og er glad for at være en del af den mangfoldighed, der kendetegner Albertslund Kommune, og Albertlund Gymnasium. Det er en mangfoldighed, der giver plads til hinandens forskelligheder, hvad enten vi taler om hårfarve, halalkød eller hundevalg. Jeg håber også, at det er en mangfoldighed, der bidrager til en forståelse for hinandens kulturer, traditioner og sociale forskelle men også individuelle særheder. En forståelse der gør det muligt for os at se hinanden som de komplicerede, sammensatte mennesker, vi er—både Amira og Amanda.

Allerhelst håber jeg, at det er en mangfoldighed, der vil føre til udviklede netværk og livslange venskaber på tværs af sociale klasse, politisk overbevisning, køn og ikke mindst etnicitet. For at sikre dette og undgå en polarisering af ”jets” og ”sharks” i de danske gymnasier, er man nok nødt til at begrænse det fri skolevalg og sætte en stopper for den ødsel konkurrence og ødelæggende skævvridning, der finder sted gymnasierne imellem.