Vi skylder de unge mere end en god karakter

“Får du ikke penge for det?” Spørgsmålet kom fra en klassekammerat i gymnasiet, da jeg forklarede, at jeg brugte min fritid på at arrangere sommerlejre, diskutere vedtægter og sidde i møder som frivillig. Hun havde aldrig mødt nogen, der gjorde noget for andre uden at få noget igen. Hvis vi ikke passer på, bliver de fleste som hende. Og det er skidt for Danmark.

Jeg har selv siddet i omklædningsrummet som fodboldspiller, siddet omkring bålet som spejder og svømmet baner i klubben, hvor min farfar er kasserer, og min grandonkel er formand. Jeg er blevet taget imod med åbne arme i en bueskytteforening og har brugt min ungdom på at debattere for klima og lighed i DSU. Alt det har gjort mig og titusindvis af andre danske unge til dem, som de er i dag.

Men det, som burde være en gave til flere unge, er ved at blive et privilegie for de få.

For at være aktiv og frivillig i en forening betyder, at du skal være halvt revisor, halvt jurist og fuldtidsekspert i tilskudsregler, GDPR og kommunale portaler.

Det rammer især unge frivillige. Dem, der brænder for en idræt, en idé eller et fællesskab, men som bliver mødt af et uddannelsessystem, der står klar til at registrere fravær fra første minut – uanset årsag – og kvote 2-ordninger, der prioriterer udlandsophold over foreningsansvar.

Det er skidt, for de danske foreninger og fællesskaber er modgiften til ensomhed og mistrivsel. Der, hvor reelle fællesskaber erstatter algoritmer, og hvor politisk deltagelse læres. Løsningen er ikke mere skærmtid eller endnu en app. Løsningen er det gode, gamle, danske, dannende foreningsliv. Men vi har desperat brug for at modernisere rammerne.

Foreningslivet skal styrkes på tre afgørende områder:

Vi skal sikre, at ingen børn og unge udelukkes fra fællesskaber, bare fordi økonomien derhjemme er presset. Fritidspasordninger, som dækker kontingenter og udstyr, virker. Og de skal udbredes nationalt.

For det andet kan politisk dannelse af unge ikke ske uden unge. Men alt for ofte nægtes foreninger som DSU, KU og VU adgang til gymnasier og erhvervsskoler. Demokratiet er ikke en selvfølge. Det skal plejes og forsvares – især i en tid, hvor misinformation og digitale ekkokamre præger unges digitale virkelighed. Regeringen skal sikre, at adgangen for foreninger til ungdomsuddannelserne bliver lovfæstet.

Vi skal indføre fraværsdispensation for unge, der deltager i dokumenteret foreningsarbejde. Hvis vi giver elitesportsudøvere fri, må vi også kunne give det til dem, der kæmper for klima, lighed eller lokale fællesskaber.

Det kræver mod at tro på fællesskab i en tid, hvor individet er blevet målestok for alt. Men vi har gjort det før. Vi byggede andelsbevægelsen, højskolerne, idrætsforeningerne og folkestyret på ideen om, at man vokser som menneske, når man tager ansvar – ikke bare for sig selv, men for andre. Det kan vi gøre igen.

Hvis vi tør give plads, vil de unge tage den. Ikke for at få noget – men for at give noget tilbage.

Og måske er det netop det, vi har allermest brug for lige nu. Og det betaler sig i længden.