Vi skal hjælpe vores elever med at finde ud af, hvem de er

Vores elever er fuldstændigt klar over, hvad de er. De er elever, men samtidig er de også borgere i en global smeltedigel, hvor de får deres viden, deres svar og deres meninger fra et væld af forskellige steder – deres venner, familie og lærere, men i stigende grad også fra sociale medier.

Det store problem for vores elever er ikke det – altså at vide hvad de er. Nej, det store problem for vores elever er i højere grad at finde ud af, hvem de er. Hvad de står for, hvad deres holdninger er, hvad deres formål er med det, de gør.

Når jeg spørger mine elever, hvad de gerne vil være ”når de bliver store”, er det forbløffende få, der aner, hvilken retning de vil i. Det kan jo sådan set være godt nok, for så er verden da virkelig åben. Men dem, der ved det, svarer tit noget med læge, sygeplejerske, advokat, politi eller pædagog, afhængigt af, hvilken klasse og hvilken uddannelse de er en del af.

Det virkeligt interessante opstår, når jeg går dem lidt op klingen: ”Ej, hvor interessant. Hvorfor vil du gerne det?” Nogle gange svarer de: ”Fordi en læge tjener mange penge.” Andre siger: ”Fordi det er det, min mor og far laver.” Og endnu andre svarer: ”Det ved jeg da ikke – det var bare det, jeg kunne blive med min uddannelse.” Meget sjældent hører jeg folk sige: ”Fordi jeg brænder for at hjælpe folk.”

Og er det så et problem? Nej, nok ikke for den gennemsnitlige elev, som kan gøre, som det passer vedkommende. Men for den elev, som gerne vil være læge, men som på ingen måde har et gennemsnit, der underbygger dette ønske, eller for den elev, som er panisk angst for nogen form for konfrontation, kan det være et ret markant problem. For de har opbygget et hvad, inden de har fundet deres hvem.

De har opbygget en identitet, som den person, der skal være læge eller advokat eller politimand eller pædagog – og det kan jo være godt nok. Men når jeg så spørger dem: ”Okay, så du vil være sygeplejerske. Men dit snit er ikke så godt. Har du overvejet måske at blive social- og sundhedsassistent?” så siger mange af dem: ”Jeg skal sgu da ikke tørre røv på gamle mennesker.”

Det synes jeg er ret interessant! For her kan man virkelig se, hvordan personen har opbygget en identitet som ”sygeplejerske,” uden at have nogen som helst anelse om, hvad en sygeplejerske reelt (også) laver – og uden at have kigget på alternativerne, hvis denne drøm ikke kunne blive til virkelighed. Personen har altså dannet sig et klart hvad, inden der har formet sig et klart hvem.

Der er ikke megen tvivl om, at der for de unge er mere prestige i at være læge end sygeplejerske, og mere prestige i at være sygeplejerske end social- og sundhedsassistent. Det ser jeg til dagligt, når jeg eksempelvis igennem mit hverv som praktikkoordinator forsøger at hjælpe mine hf-elever ud i praktik. Hvis de ikke kan blive sygeplejerske, så vil de helst noget helt andet – og social- og sundhedsassistent er ikke det ”helt andet” de vil, selvom kommunerne higer efter at få social- og sundhedsassistenter.

Men selvom der jo kan være store, forkromede grunde til, hvorfor det er vigtigt at vide, hvem man er, må det store spørgsmål jo selvfølgelig være: Men ud over det, du lige har skrevet, hvorfor er det så vigtigt, at man ved, hvem man er, inden man ved, hvad man er? For at svare på det, vil jeg vende mig imod en af tidens helt store fjender: Chatbots!

Vi kæmper i uddannelsessektoren i skrivende stund en indædt kamp imod ChatGPT og andre chatbots. For nogle elever snyder rask væk, og de har fundet ud af, at Chatbots kan gøre deres liv virkelig nemt, virkelig hurtigt. Men der må jo være en grund til, at de snyder. Mit argument er, at der ikke findes et menneske i verden, hvor deres hvem er defineret som: ”Ham der, der snyder.” Derimod kan deres hvad jo godt være defineret som noget specifikt, der kræver et gennemsnit, som de ikke kan leve op til, eller de kan have svært ved i det hele taget at leve op til de krav, der er, ved deres nuværende hvad – altså gymnasieelev.

Når folk bliver presset til at gøre noget, de bliver bedømt på, og som de ikke føler sig trygge ved, har de lettere ved at ty til snyd. Mit argument vil være, at hvis vi forsøger at hjælpe vores elever til at finde ud af, hvem de er, før de finder ud af, hvad de gerne vil være, så vil vi opleve nogle elever, som i højere grad vil forsøge at undgå snyd. Som sagt er der ikke et eneste menneske, der som udgangspunkt ønsker at snyde. Og når de snyder, går de fra at være ”den der elev, der for alt i verden vil have gode karakterer eller bare undgå at dumpe”, til ”den der elev, som er panisk angst for at blive taget i at snyde.” Det ønsker de jo heller ikke.

Men det er ikke underligt, at vores elever ikke har et klart defineret hvem, for det er ikke det, de er blevet trænet til. Hele vejen igennem deres skoletid, er de blevet bedt om at tage et valg: ”Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?” Og når svaret kommer, så siger vi ”Okay, men så skal du nok tage en hf,” eller ”Okay, så passer stx nok bedre til dig.” Eller: ”Så skal du nok have en erhvervsuddannelse.” Og når de kommer på deres videregående uddannelse, handler det også om, hvad det næste skridt skal være: ”Hvad vil du bruge din uddannelse til at blive.”

Måske bør man i højere grad spørge sine lidt ældre elever: ”Hvem ønsker du at blive?” Måske skal vi bede dem tage stilling til: ”Når du bliver gammel og grå, og du kigger tilbage på dit liv, hvilken person vil du så gerne kunne sige, at du var?” Måske skal vi lade dette diktere, hvad de gerne vil være. For i virkeligheden kan man sige, at hvis man som person bare gerne vil hjælpe dem, der har brug for hjælp, så de får et bedre liv, så lader man sig ikke diktere af, hvad ens karakterer kan lede en til. Nej, så vil man have afsøgt mulighederne og man vil finde ud af, hvor man føler, at man kan gøre mest gavn, og hvis man ikke kan blive det, så finder man noget andet, som kan hjælpe en med at blive den, man gerne vil være.

Vi skal ikke altid have så meget fokus på at definere os selv efter, hvad vi er – i stedet skal vi have fokus på at definere os selv efter, hvem vi er.