Vi risikerer at forstørre mistrivslen – lad os lytte til Eva Secher, Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Stefan Hermann

Mistrivslen hos nogle børn og unge er nu rykket helt ind i Folketingsvalget, og generelt er der konsensus om, at der skal gøres noget ved den bekymrende stigning i unges mentale lidelser. Spørgsmålet er dog hvad? Og af hvem?

Nogle vil reformere skoler og gymnasier substantielt. Fx mener Radikale Venstre ligesom Alternativet, at der skal testes mindre i folkeskolen, og ydermere at man skal fjerne al karaktergivning i 1.g i gymnasiet. Også Enhedslisten vil af med karakterer det første år på ungdomsuddannelserne og også i folkeskolen, ligesom Frie Grønne vil droppe karakterer ”i alle uddannelsesled” (TV2.dk, 13.10.22). Nok ikke overraskende har venstrefløjen travlest med at mobilisere en statslig styring.

Men debatten raser på tværs af politiske fløje, handle-iveren er stor, og inden vi ser os om, kan vi stå med et hav af konsulenter og styringsplaner og endnu flere målinger, flere lærermøder om eleverne og møder med eleverne om, hvordan de har det, og endnu mere monitorering af de unges følelsesliv. Fokusset på de unges trivsel og fastholdelse af dem i gymnasiet er stort allerede – det har bl.a. 15 års taxametersystem og konkurrenceudsættelse af gymnasierne sørget for – men det kan blive endnu større.

Mit hovedærinde her er derfor dette: at advare imod risikoen for overstyring, konsulent-vælde, forstørrelse af problemerne og risikoen for – trods gode intentioner – at gøre mere skade end gavn i gymnasiet. Ser man mod nogle af landets fremmeste ungdoms- og (ud)dannelses-tænkere, tegner der sig da også et klart billede, når det handler om, hvad man bør gøre:
Lad de fleste unge være, boost ikke elevernes selv-monitorering – som man har gjort det i årevis ved hele tiden at spørge børn og unge om, hvordan de har det – og skeln mellem almene eksistentielle vanskeligheder i ungdommen og psykisk sygdom. Og husk, at netop i det traditionelle faglige arbejde ligger en del af dén vigtige selvforglemmelse, de unge har så hårdt brug for – som et lille helle i et ikke-selvforglemmende og evigt selv-fremstillende liv på sociale medier og i en perfekthedskultur og et konkurrencesamfund med højt tempo. Dette sidste punkt om den gode undervisning forudsætter dog, at lærerne har overskuddet og tiden til at være engagerende, anerkendende og vejvisende autoriteter. Og dét kræver unægteligt geninvesteringer i gymnasierne og ro om deres økonomi.

Hvad siger da nogle af vort lands klogeste hoveder udi psykologi eller (ud)dannelse om mistrivslen? Lad os tage fire direkte udsagn fra de seneste måneder:

Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening:
“Vi gør os stærkere og sundere som mennesker ”ved at være mindre optaget af, hvordan vi har det. Lad være med at sidde og monitorere hele tiden: Har jeg det godt? Er det en god dag? […] Vi er for optaget af, hvad der sker indeni. […] Det fylder for meget; det er med til at mobilisere en overoptagethed af trivsel. Der er også nogle, der begynder at snakke om, at vi skal have trivsel på skoleskemaet i folkeskolen, og jeg vil bare sige: Lad være med det. For ellers gør vi trivsel til et individuelt problem, vi som voksne står her og afslører, vi ikke kan finde ud af, så I som børn må lige lære noget, og så må I selv finde ud af det.” (Podcasten Statsministeren spørger, 26.8.22).

Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole:
”Trivselsfokusset er overalt og er en del af styringssystemet og handleplaner og et konsulentboom. Vi skal holde op med at spørge børn om, hvad de føler.” (På vidensfestivalen Resonans, 20.8.22). Og i hans bog En varm tid (2022): Vi står med ”fremkomsten af en ny sensitivitet, alle har sprog for, og som vi hele tiden måler på i trivselsbarometre og giver diagnosenavne”, hvorved vi ”udgrænser fornuft og rollebevidsthed [… i] navnlig det univers, vi stiller til rådighed for børn og unge.”

Lene Tanggaard, psykologiprofessor:
”Vi skal gøre mindre, end vi tror, for at komme mistrivsel til livs. […] Det måske paradoksale er jo netop, at vi kan puste problemet meget større, end det er, ved konstant at spørge, måle og veje mistrivsel. Helt almindelig tid og nærvær er altså også en slags valuta i den her sammenhæng. […] Det vil sige, at vi skal turde at være myndige og at være der til at være dem, man kan spille bold op ad. Vi skal finde nogle af svarerne også i den helt almindelige hverdag i familierne, institutionerne og på skoler og uddannelser, og så skal vi afdramatisere livsvalg, være tålmodige med slinger i valsen og skabe plads til de børn og unge, vi har. Vi skal endda også turde at stille krav til dem, der har det svært, for man får det ikke bedre af at blive fastholdt i en sygdomsidentitet. Man kan få det bedre ved også at få plads til at glemme sig selv og blive opslugt af noget andet, noget større.” (Facebook, 13.10.22).

Svend Brinkmann, psykologiprofessor:
”Problemet er måske, at de gode politiske intentioner om at mindske mistrivslen paradoksalt risikerer at forstørre den. For når der sættes tiltag i værk, når der laves forebyggende indsatser, kommissioner og rapporter, får børn og unge nemt et blik på sig selv som subjekter for mistrivsel. Vi skal måske til at bekæmpe mistrivsel i skolen, ikke ved at fokusere direkte på den, men ved at skabe en god skole med tilstrækkelige ressourcer. […] det bliver kun værre, hvis vi sygeliggør alle former for mistrivsel og fortolker det hele som psykiatriske problemer, der kræver diagnoser og behandling. Noget af mistrivslen er formentlig alment menneskelig, noget knytter sig givetvis til præstationskulturens vilkår, og noget er udtryk for egentlige psykiatriske problemer. […] Ungdomsforskerne taler om ”psykologisering” af de unges liv, hvilket i mine øjne er særdeles relevant, når alt for meget vendes indad, men man kunne også føje ”psykiatrisering” til, hvor det hele vendes indad på en sygeliggørende måde.” (Facebook 12.10.22).

Altså: Nogle af landets klogeste blikke på området advarer ikke mindst imod at forstørre den følelses-monitorerende kultur, der allerede har vokset sig stor, også i uddannelsessystemet, og som måske endda hen over nogle årtier faktisk har forstørret mistrivslen. Advarslen må betyde, at vi på gymnasierne ikke skal fokusere mere – men mindre – på de unges indre; vi skal generelt spørge dem mindre om, hvordan de har det – bede dem mindre om at mærke efter. Faktisk er gymnasiernes faglighed og undervisning eminent til at tilbyde lige præcis det, blandt andre Lene Tanggaard efterlyser: ”plads til at glemme sig selv og blive opslugt af noget andet, noget større”. Men dette kræver som nævnt lærerens tid og ressourcer til at være en engagerende autoritet og et opbyggeligt pejlemærke, der har overskud til at se alle elever. Og her kommer vi ikke uden om, at geninvesteringer i gymnasierne er nødvendigt.

Og så vil jeg tilføje, at vi ikke som sådan skal afskaffe karakterer i 1.g (de er med til at skabe objektiv struktur, autoritet og krav – og at fjerne dem er symptombehandling). Endelig skal vi huske, hvad ungdomsforskeren Noemi Katznelson for nylig har understreget: De fleste unge har det faktisk fint. Også dét er et argument for ikke at risikere at gøre en dannelsesanstalt til en trivselsanstalt.