Akademikersolidaritet i regeringsdannelsernes tid

I skrivende stund har regeringsforhandlingerne efter novembervalget stået på i en måned. Måske opstår der ”kærlighed i koleraens tid”? Meget tyder i hvert fald på, at vi for første gang i et halvt århundrede får en flertalsregering ind over midten. Jeg spår en sådan regering en forholdsvis kort levetid, men handlekraften vil forventeligt være markant i den korte tid, øvelsen står på. Umiddelbart er det positivt for Danmark, hvis man kan skabe nationale kompromisser på centrale dagsordner som klimapolitik, demografi og sundhedsvæsen. Spørgsmålet er imidlertid også, hvad prisen bliver, og hvem der skal betale.

Og her må jeg sige, at jeg på undervisersektorens vegne aner mørke skyer i horisonten. Som så ofte før vil man sikkert pege på de unge (få vælgere) og offentlige akademikere (privilegerede), som dem, der må vise samfundssind og yde til fællesskabet. Det er en trist udvikling, som vi med alle midler må kæmpe imod, men det siger sig selv, at det ikke er en kamp, som GL kan eller skal kæmpe alene. Heldigvis står vi i Akademikerne (AC) skulder ved skulder med en halv million andre akademikere på det danske arbejdsmarked – præster, psykologer, økonomer, jordemødre, ingeniører og mange flere. Dyrkelsen af akademikersolidariteten i AC-samarbejdet er en vigtig nøgle til at opnå resultater i denne svære fase – også for GL’s medlemmer.

Det er vanskeligt direkte at påvirke de konkrete regeringsforhandlinger, men vi skal prøve, og særligt to fronter kræver akut opmærksomhed.

Den første og vigtigste og frontlinje handler om vores uddannelsessystem – for det er bestemt ikke alle potentielle regeringspartier, der er enige i, at uddannelse og viden er nøglen til Danmarks fremtid. Kampen foregår på flere niveauer i den offentlige debat – folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Mange politikere taler om uddannelsessnobberi og mener, at for mange går i gymnasiet. Så ”uddan jer mindre, og lad være med at dobbeltuddanne dig, der er nemlig ingen plads til tvivl og fejlvalg”, synes svaret til de unge at være.

Det er vores opgave at gøre opmærksom på, at uddannelse og almen dannelse ikke bare er en økonomisk gevinst for samfundet, men også giver livskvalitet og styrker den demokratiske debat.

I ”Danmark kan mere III”, hvilket formentlig i et eller andet omfang er en del af regeringsforhandlingerne foreslås det at halvere kandidatuddannelserne for humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Det skal vi bekæmpe. Det er i mine øjne det dummeste uddannelsespolitiske forslag siden Folkeskolereformen fra 2013.

Man spiller hasard med Danmark som videnssamfund og med Danmarks konkurrenceevne i en global verden. En halvering af studietiden på kandidaten vil gøre de nyuddannede dårligere rustede til arbejdsmarkedet og ikke mindst gymnasielærerjobbet. Har man kun et år til at blive kandidat, går det både ud over mulighederne for praktik, studierelevant arbejde eller udlandsophold. Det vil gå ud over både uddannelseskvaliteten og de studerendes trivsel. Og hele denne øvelse handler formentlig bare om at spare nogle håndører på de unges SU – det er faktisk en skændsel!

Den anden store kamp for akademikerne, som også udkæmpes i forbindelse med regeringsforhandlingerne i øjeblikket, handler om løn og ulighed i lønninger. Og det handler i forlængelse heraf også om debatten mellem kolde og varme hænder på arbejdsmarkedet. Her er vi nødt til at insistere på at nuancere det meget ensidige billede af skurke og helte, som ofte tegnes i medierne.

Vi akademikere er arbejdsmarkedets udskældte kolde hænder. Vi spilder alles tid, og vi er alt for dyre i løn. Ved at skære det akademiske lag fra, løser vi fremtidens udfordringer, synes mottoet at være.

Sandheden er imidlertid meget mere nuanceret. Et kig i kommunernes og regionernes løndatabase viser, at akademikere samlet set udgør ca. 7,5% af de 476.000 ansatte i kommunerne. Kigger man på det samlede sundhedsområde i regionerne, udgør gruppen ”Djøfere” blot 1,6% af de 133.000 ansatte.

Jeg er bestemt solidarisk med sygeplejersker og andre sundhedsansatte, når de stiller lønkrav for et hårdt og nedslidende arbejde med evige sparerunder. Men vi er også nødt til – med åbne øjne – at gøre os det klart, at når politikerne i valgkampen konkurrerer om at overbyde hinanden i lønløfter til bestemte grupper, så undergraver man den danske models principper om apolitiske lønforhandlinger mellem overenskomsternes parter. Og samtidig er der heller ingen tvivl om, hvem mange politikere mener, der skal betale gildet. Det bliver især os akademikere – både indirekte via reguleringsordningen og helt konkret i de kommende OK-forhandlinger. Og vi gymnasielærere, der i forhold til visse andre akademikergrupper er lidt dårligere til at hive lokalløn hjem i den månedlige lønningspose, risikerer at komme til at betale dobbelt-op.

Samtidig ved vi, at lønforskellen mellem privatansatte og offentligt ansatte akademikere øges år for år. Pt. får offentligt ansatte ingeniører og økonomer i gennemsnit ca. 20% mindre i løn end deres privatansatte kolleger (gennemsnitlig timeløn). Det offentlige akademikerarbejdsmarked er altså i lighed med andre grupper på arbejdsmarkedet også underlagt et markant, men overset lønpres.

Det er altså fuldstændig afgørende, at vi finder nogle balancer her, og selvom vi i hjertet er solidariske med de laverelønnede grupper på arbejdsmarkedet, ser jeg det ikke som GL’s mandat at arbejde for, at eksempelvis sygeplejersker sættes op i løn på bekostning af gymnasielærerne. Husk også, at vi ved de to foregående overenskomstforhandlinger allerede har omfordelt løn fra akademikergrupperne.

Dette skal ses i lyset af, at vi kommer til at kæmpe for markante resultater til OK24. Konjunkturerne gør bare, at vi primært kommer til at diskutere løn, og om vi kan sikre reallønnen for medlemmerne. Så vidt så godt, men i GL vil vi selvfølgelig ikke nøjes med at tale løn – slet ikke. Vi skal også kæmpe for arbejdsmiljøet på gymnasierne. Det kunne eksempelvis være kloge justeringer i aftalen fra OK21 på arbejdstid, seniorordninger, partsprojekter om psykisk arbejdsmiljø m.v. Der er altså håb og muligheder, men også hårdt arbejde i vente.

Jeg er imidlertid optimist, for vi er stærke som akademikere. Vi er nu over 500.000 medlemmer i AC, og tallet er stigende – hvor FH-organisationerne (Fagbevægelsens Hovedorganisation) taber medlemmer. Samtidig er vi i AC i modsætning til FH partipolitisk 100% neutrale. Det er et af vores stærkeste våben. En hovedorganisation og en hovedbestyrelse skal kunne tale med alle politikere i Danmark, og partierne må aldrig få det indtryk, at vi er i lommen på bestemte interesser.

Jeg følger stadig med lige dele gru og spænding de fortsatte regeringsforhandlinger.