(U)Normal hverdag

Som flere andre lærere så jeg frem til at møde eleverne igen efter ugers adskillelse. Samtidig må jeg indrømme, at jeg tænkte en tanke eller to, for hvordan ville det blive? Lignede gymnasiet sig selv? Overholdt eleverne to meters afstand? Kunne jeg undervise i to klasselokaler på samme tid?

Da jeg så gymnasiet efter genåbningen, var min første tanke: ”Er der sket en forbrydelse”? På indgangsdøren hang der forholdsregler – STOP – efterfulgt af afspærring i røde og hvide farver af diverse møbler, så eleverne ikke kunne benytte disse. Alle indgangsdøre på de forskellige etager var enten blevet åbnet, så man undgik smitte ved at røre håndtag, eller der var sat et stort kryds med afspærringsstrips henover dem, så man ikke var i tvivl om, at her skulle man ikke færdes. Eleverne på gangene var blevet erstattet af rengøringsfolk, der rendte fra den ene ende af gangen til den anden ende af gangen, med hver deres desinfektionsflaske samt vogn med øvrige rengøringsmidler. Aldrig har jeg set så meget rengøringspersonale før.

Min elever var blevet tildelt to lokaler, hvilket gjorde, at der mere eller mindre blot blev tale om igangsættelse af opgaver frem for reel undervisning. Cirka ti minutter i det ene klasserum, og dernæst ti minutter i det andet lokale. Eleverne var svære at ”holde til ilden”, for når jeg ikke var hos dem, blev der snakket lystigt på kryds og på tværs. Gang på gang måtte jeg ligeledes påpege, at eleverne sad for tæt på hinanden. De rykkede derefter væk fra hinanden, men vupti var afstanden forsvundet igen. Det samme billede, kunne jeg høre, gjorde sig gældende for mine kollegaer. I pauserne sad eleverne nærmest på skødet af hinanden eller spiste deres mad i klasselokalet, men lige så snart de så lærerne, skyndte de sig væk fra hinanden og hen på deres pladser. Vi kunne komme med nok så mange forbud, men ”glemt” var reglerne, næsten lige så hurtigt de var sagt.

Et er at skulle undervise i to klasselokaler på samme tid, noget andet er, at der virkelig var tale om en skævvridning i antallet af elever i disse to lokaler. Elevernes primære klasselokale var fyldt til randen, dvs. ca. 15 personer sad i det ene lokale, mens 5-10 personer sad i et andet lokale.  Normalt benytter jeg mig af en del gruppearbejde, men også det gav nogle udfordringer pga. afstandskravet og to lokaler på samme tid. Jeg kunne aldrig planlægge, hvem der skulle være i de forskellige grupper, for eleverne valgte selv på dagen, i hvilket lokale de helst ville sidde.

I den første time efter genåbningen havde jeg oprindeligt planlagt at gennemgå et powerpoint med teori efterfulgt af en opgave- men det ville gøre, at den ene halvdel af klassen enten skulle sættes til at lave noget andet og komme tyve minutter senere i gang med opgaven, eller jeg skulle foretage virtuel undervisning på gangen mellem de to lokaler- alternativt lade eleverne læse powerpointet alene med mulighed for at stille spørgsmål til mig. Jeg valgte den sidste løsning, men som eleverne påpegede, manglede der uddybning fra mig, hvilket gjorde, at præsentationen faldt noget til jorden. Det krævede altså nytænkning at være to steder ”samme tid”. Næste gang lod jeg eleverne arbejde med nogle tekstspørgsmål og i stedet for at gennemgå disse med eleverne som normalt, valgte jeg at udlevere en analyse af teksten, som jeg selv havde lavet, og som eleverne kunne bruge som løsningsforslag. Personligt tror jeg dog, det var de færreste, der fik læst min analyse og derved fik et fuldt udbytte ud af timen. Tredje gang så vi film- samme film vist i to lokaler med ca. 5 minutters forsinkelse. Teknikken drillede i det ene lokale. Let skulle det ikke være. Efterhånden som jeg havde flere timer med min tredje års klasse, fandt jeg ud af, at særligt to løsninger fungerede godt. 1. at lade eleverne arbejde i grupper og præsentere for hinanden. Grupperne skulle være på mindst 4 personer, så to af dem kunne fremlægge i det ene lokale og to i det andet. 2. at lade et udvalg af eleverne selv komme frem til en analyse/fortolkning af en given tekst foran resten af klassen, som først efter ca. 25 minutter måtte stille spørgsmål til denne gruppe.

Selvom jeg fik det til at lykkes, må jeg indrømme, at det var svært. Ingen tvivl om at eleverne hyggede sig i timerne, men hvor stort deres udbytte blev, sætter jeg mig som nævnt mere tvivlende over for.