Ungdomsfjendsk – det er det, det er

Ordet “ungdomsfjendskab” findes ikke i ordbogen. Det kan jeg godt forstå, for normalt forbinder vi ungdommen med noget positivt. Men når man samler til pulje over de politiske indsatser for ungdom og uddannelse gennem den seneste tid, og med særlig reference til Danmarks nye midterregering, så synes jeg faktisk, at man kan overveje at bringe en neologisme som “ungdomsfjendskab” i spil. Jeg mener, at vi i øjeblikket er vidne til en stærkt bekymrende tendens til nærmest autoritativt at ville begrænse ungdommens muligheder og slukke deres fremtidsdrømme. 

Listen er lang:

• Forslag om en stærk adgangsbegrænsning i gymnasiet på karakteren 7, hvilket vil udelukke en stor og divers gruppe af unge mennesker fra den uddannelse, de ønsker sig, særligt drenge og børn fra uddannelsesfremmede hjem.
• Der lægges et markant pres af nærmest indoktrinerende karakter på de unge om at vælge “den rigtige uddannelse”, som defineres ud fra arbejdsmarkedets behov og ikke ud fra de unges perspektiver, ønsker og drømme.
• Forslag om reduktion i universitetsuddannelsernes studietid, så uddannelsernes faglige niveau forringes og mulighederne for studieophold og faglig fordybelse begrænses.
• Forslag om beskæring af de studerendes SU i forlængelse af forslaget om reduktion i uddannelseslængden.
• Markante forringelser og forkortelse af de studerendes dimittend-dagpengesats til noget, der kun er lidt over SU-niveau, hvoraf en i øvrigt ikke ubetydelig del af provenuet overføres til den nye Arne+pension.

Dette er en konkret liste med eksempler på reformer eller forslag til reformer, der er fremsat inden for de seneste få måneder, og som skal tvinge ungdommen hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, hvor de skal bidrage til at skabe et højere arbejdsudbud. 

Samtidig kan de unge se frem til som følge af de gennemførte pensionsreformer at skulle være markant flere år på arbejdsmarkedet end deres forældre. Hertil skal lægges, at det eksisterende samfund i de unges øjne – big time – forsømmer at løse de store globale kriser herunder klima- og miljøkrisen, hvis helt uigennemskuelige konsekvenser overlades til dem og fremtiden. Og så har jeg endda ikke nævnt uforløste problemstillinger som stigende global (og national) ulighed, krig og ufred, flygtninge- og migrationsproblematikker og følgerne af coronapandemien, som ramte ungdommen særligt hårdt. 

Når ungdommen mistrives, tager vi det ikke alvorligt – selvom der tydeligvis er mange og gode årsager til som ung at bekymre sig i disse tider. Under valgkampen i efteråret var de unges mentale tilstand ellers på dagsordenen, og flere partier forslog forskellige indsatser på området. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad den rigtige kur mod psykisk mistrivsel blandt unge er, men det er ærligt talt bekymrede at konstatere, hvad der kom ud af disse mange diskussioner – lige præcist INTET! Og tværtimod faktisk. Listen ovenfor viser dette med stor tydelighed.

Samtidig skal ungdommen til stadighed høre på bedrevidende voksne, der taler om slaphed, slendrian, krænkelsesparathed og irriterende woke-optagethed hos ungdommen. Sandheden er vel, at verden udvikler sig, og måske involverer de unge sig bare i andre og nye fællesskaber end dem, der tilfældigvis optager os som forældre- og bedsteforældregeneration.

Det ville klæde os – og ikke mindst regeringen – at lægge bedrevidenheden og smalsynet lidt på hylden. Det ville klæde os, hvis vi i langt højere grad sammen med ungdommen forsøgte at skabe spændende og inspirerende fremskridtsperspektiver for dem – og med dem.

Lige nu er det det modsatte, der sker.