Undervisning under og efter corona

Mandag den 20. april. Jeg er tilbage på min arbejdsplads, Horsens Gymnasium & HF. Vores 3.g’ere og 2.hf’ere har været tilbage siden i onsdags, og vi forsøger nu alle at skabe den bedst mulige undervisning under de vilkår, der er i disse uger.

Lige nu sidder mine 3.g’ere og skriver corona-essays for at træne skrivekompetencer som ’personlig stemme’, ’bevægelse mellem konkret og abstrakt’ og ’brug af metasprog’. Imens bevæger jeg mig frem og tilbage mellem de tre lokaler, de har fået stillet til rådighed. I dem sidder de nu placeret på faste pladser med mindst to meter imellem sig. En noget anderledes undervisningssituation end den, vi kender. Udfordrende for os alle. Både lærere og elever. Det er dog ikke nødvendigvis en undervisningssituation, man kun kan sige negativt om. For eksempel oplever jeg i disse dage en helt anden – og ret dejlig – ro, når jeg er sammen med min 3.g-klasse. Ja, jeg kan ikke være hos dem alle på én gang. Men når jeg så er hos dem, så er der mindre larm, højere grad af koncentration og mere plads til fordybelse. Og når de stiller spørgsmål, har jeg ikke længere en fornemmelse af, at ingen andre end spørgeren lytter til svaret – tværtimod oplever jeg nu, at også de øvrige elever i lokalet lytter og forholder sig til både spørgsmål og svar. I disse dage oplever jeg også, at det er nemmere at hjælpe og samtale med enkeltelever, uden at resten af klassen forstyrrer eller forstyrres. De erfaringer, jeg gør mig i disse dage – negative såvel som positive – håber jeg på at kunne tage med mig og bruge til noget konstruktivt – til nye didaktiske refleksioner, idéer og tilgange – når engang corona-krisen er overstået, og vi vender tilbage til en helt almindelig undervisningshverdag.

På samme måde håber jeg, at erfaringer fra de seneste ugers virtuelle undervisning, som jo stadig kører derudad for alle andre end vores afgangsklasser, kan bruges fremadrettet. Og hvad har al den undervisning på afstand af eleverne så lært mig? Ud over nye IT-kompetencer, kendskab til diverse læringsplatforme og grå hår i hovedet, fordi det godt nok indimellem er virkeligt besværligt og udfordrende at undervise virtuelt, så har de seneste uger først og fremmest lært mig, at fysisk afstand til mine elever faktisk godt kan skabe mental nærhed. Tvunget af omstændighederne har jeg i de forgangne uger haft langt mere kontakt til og korrespondance med elever, end jeg almindeligvis har. Jeg synes ellers, at jeg til daglig er en ganske omsorgsfuld lærer, der er opmærksom på mine elevers ve og vel, men jeg må alligevel erkende, at den virtuelle undervisning og den deraf følgende fysiske afstand til eleverne har haft den fordel, at jeg har måttet øge relationsarbejdet ganske betragteligt. Det samme ved jeg, at dygtige kolleger – både på mit eget gymnasium og over det ganske land – har gjort. Og havde vi ikke gjort det, så havde vi tabt flere elever på gulvet i denne periode, end det, der er billedet lige nu. Vi har uden tvivl tabt nogle elever – elever, der af den ene eller den anden årsag ikke har magtet at deltage og fastholde sig selv i den virtuelle undervisning, hvor ansvaret for egen læring er stort. Det gør mig ked af det, at der er elever, jeg og vi ikke formår at holde fast på og hjælpe til at fortsætte deres uddannelse. Men samtidig glæder jeg mig hver dag over nye forstærkede relationer til mange af mine elever.

Før ville jeg eksempelvis måske blot have trukket på skuldrene, hvis en elev ikke dukkede op til min time, og efter noget tid ville jeg have annonceret den fraværsansvarlige og studievejlederen. Fra dag 1 i corona-perioden har billedet været et andet. Jeg gjorde det hurtigt til en vane at skrive eller ringe til elever, der ikke tjekkede ind til dagens undervisning på den ene eller den anden måde. Og jeg er blevet mødt af en utrolig åbenhed, sårbarhed og taknemmelighed fra mange elevers side, som virkelig har rørt mig. Den erfaring vil jeg meget gerne holde fast i, når denne frustrerende tid engang er slut. Den seneste tid har tydeligt vist, hvor stor en betydning skolen og vi som lærere har for de fleste af vores elever – også elever, som vi ikke rigtigt regnede med eller måske helt havde opgivet. Det håber jeg ikke, at jeg og vi kommer til at glemme bagefter.  

En anden erfaring, jeg tager med mig, og som jeg glæder mig til at arbejde videre med, er, at den virtuelle undervisning og også den nuværende fysiske undervisning af afgangsklasserne i flere lokaler giver plads til, at andre elevtyper end de mest ekstroverte kan blomstre. Jeg har i disse uger oplevet ”stille elever”, som jeg måske nok havde en idé om havde et fagligt potentiale, ytre sig langt mere og deltage med ny gejst og nyt engagement. Pludselig er de ikke længere presset af at sidde i en klasse med 27 andre og føle sig fastholdt i årelange mønstre, hvor de nok har været aktivt lyttende og gerne har villet lære, men hvor de ikke har kunnet forcere den enorme barriere, det er for dem at ytre sig mundtligt i timerne.

Med andre ord har corona-undervisningen – trods dens enorme udfordringer og de mange, mange frustrationer, den har kastet af sig – ikke været entydigt negativ. Jeg vil til enhver tid foretrække almindelig undervisning, og jeg har savnet og savner fortsat den fysiske nærhed til mine elever. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men som med alt muligt andet her i livet, så kan vi heldigvis lære en del, når krisen kradser. Udfordringen bliver ikke at glemme de nye erfaringer og de idéer, de har kastet af sig, når vi er kommet igennem krisen.

Endnu en undervisningsuge i coronaens tegn er gået. Mine 3.g’ere fik skrevet deres corona-essays færdig og givet hinanden feedback, og der var mange tankevækkende refleksioner i det, de havde skrevet. Jeg har lovet dem, at de også må se det, jeg har skrevet – mine tanker om corona-tiden og corona-undervisningen – og så glæder jeg mig til at høre, om deres oplevelser med både den virtuelle undervisning og den nuværende undervisning med to meters afstand minder om mine, eller om det bare er mig, der lige nu og her har brug for at hente noget positivt ud af den frustrerende situation, vi stadig står i.