Trives dine elever?

Som lærer gennem mange år i den danske gymnasieskole kan man godt blive rigtigt træt af New Public Management og den overhåndtagende djøfisering af uddannelsessektoren, hvor især målinger af dit og dat og den mere eller mindre implicitte kontrol, der knytter sig til disse undersøgelser, virker som målinger for målingens skyld i stedet for at kunne bruges til at tilføje værdi til det, det hele drejer sig om, at dygtiggøre eleverne og udvikle deres intellekt. Forleden blev jeg præsenteret for resultatet af den obligatoriske elevtrivselsundersøgelse i alle mine klasser og pålagt, at jeg som teamlærer i to af klasserne skulle gennemgå klassens svar og sørge for, at de fik lejlighed til at drøfte diverse problemer, der måtte kunne læses ud af søjlediagrammerne, og skrive en handleplan, der sluttelig skulle sendes til klassens lærere og ledelsen.

I dagspressen har man kunnet læse, at eleverne er bange for at sige noget forkert og derfor ikke tør række hånden op, så det var med en vis ængstelse, at man kikkede på klassernes svar. Trivedes eleverne mon? Var de bange for deres klassekammerater og oplevede et dårligt socialt miljø i klassen? – og hvordan med synet på lærerne og deres engagement i undervisningen og evne til at variere undervisningsformerne?

Min 1g-klasse så heldigvis ud til at opleve en god elevtrivsel sammenlignet med resten af landets 1g’ere. Der var også pæne svar-scorer på spørgsmål som ”Jeg føler mig tryg i min klasse” ”Klassens/holdets sammenhold”; men kun 64%  mod landets 67% i svar-score på ”Egen indsats i undervisningen”. Hvordan kunne det hænge sammen med, at deres vurdering af ”Egen motivation” var højere end landsgennemsnittet? Var der alligevel noget om pressens udmelding om angste elever?  Erfaringsmæssigt ved lærere, at hvis elever ikke aktivt deltager i det mundtlige faglige arbejde i 1g, så lægges fundamentet til den tavse elev, – en rolle, der er svær at bryde senere hen i skoleforløbet. Lærerne giver plads til humor i undervisningen viste 82% i modsætning til et landsgennemsnit på 77%. Underviserne virker godt forberedte 95% mod landsgennemsnittets 85%. Det så heldigvis ud til, at eleverne var godt tilfredse med lærerne og deres faglighed og formidlingsevner.

Eleverne fik udleveret undersøgelsen, som jeg gennemgik med dem. Efterfølgende skulle klassen i grupper komme med forslag til en handleplan, der både skulle adressere dem selv og lærerne og ledelsen. For at diskussionen ikke skulle gå i alle retninger, bad jeg dem fokusere på at lave handleplaner omkring ”egen motivation” og ”egen indsats i undervisningen”.

Her er et lille udvalg af svar: ”Der er mange, der har problemer med at sige noget i timerne; dette mener vi kan forbedres ved hjælp af lærernes respons. Vi oplever ofte, at lærere hakker ned på et forkert svar. Når det så er sagt, er det stadig vigtigt at vide et forkert svar, men der er en vis forskel i måden, man som lærer gør det på.” En anden gruppe bidrog med dette svar: ” Flere forskellige skal række hånden op, så man skaber tryghed i klassen. Lærerne skal variere undervisningen, så det ikke bliver kedeligt. Flere skal smile og sige godmorgen, dette skaber god stemning”. Endvidere foreslog eleverne: ”Flere samtale/evalueringer mellem elev og lærer. Bedre forklaringer på ens standpunkt, og hvor man kan forbedre sig.
Flere samtaler om det sociale miljø og om, hvordan miljøet kan forbedres.”

Man kan godt som lærer blive lidt svimmel over alle de ting, man skal forholde sig til omkring kommunikationen og relationerne i klasserummet mellem elev/elev, elev/gruppe, elev/lærer, klasse/lærer, når man også skal udvikle elevernes faglige kompetencer; men elevernes handleplan kræver selvsagt en reaktion for ikke at ende som ren demokratisk symbolpolitik. Jeg har derfor som et nyt tiltag for at give klassen en synlig reaktion på deres handleplan valgt at fokusere på at få flere elever til at sige noget. Jeg går direkte hen til den pågældende normalt tavse elev, som jeg ønsker et svar fra, stiller mig foran ham/hende og etablerer øjenkontakt og taler direkte til vedkommende med navns nævnelse og forsøger at få en dialog i gang. Endvidere går jeg rundt blandt eleverne og giver pennen til elever, som så får til opgave at gå op til den elektroniske tavle og lave en eller anden form for tekstarbejde. Det virker umiddelbart som om, at eleverne godt kan lide at blive skubbet ud af deres trygheds-zoner. Ingen har endnu nægtet at gå til tavlen. Det skyldes nok også, at jeg ikke stiller spørgsmål med et forventet ”rigtigt” svar. Eleverne får selv lov til at åbne tekstfortolkningen via egne observationer. Endvidere har jeg vist klassen en læringsvideo om ””Why You Need to Fail” af Derek Sivers, som jeg fandt på YouTube.

youtube://v/HhxcFGuKOys

Derek Sivers taler om, at det kræver tre ting for at lære:                                             

• Hvis man ikke tør fejle, lærer man ingenting.                                                                           
• Et medfødt talent er ikke nok, man skal arbejde hårdt for at blive god til noget, og man skal turde begå fejl.    
• Hvis man ikke fejler, træner man ikke sit talent hårdt nok.

Flere elever gav efterfølgende udtryk for, at de rent faktisk er bange for at komme med forkerte svar, og de vil derfor hellere lade være med at sige noget! Man bliver ret rystet som lærer over disse udmeldinger. Er selviscenesættelsen på de sociale medier med alle succeshistorierne og glamourbillederne af et ungdomsliv blevet til en fornægtelse af, hvad livet og læring går ud på? At man som menneske konstant prøver og tester sig selv af, og erhverver det, man kalder erfaringer. Jeg vil vise et lille klip fra ”Gøgereden” (1975) med scenen, hvor Jack Nicholson vædder med de andre indsatte om, at han kan løfte vandbeholderen. Efter flere forsøg må han give op; men hans slutbemærkning er lærerig:

”But I tried, didn’t I? Goddamnit, at least I did that.” Kan den mon gøre indtryk på eleverne og få dem til at indse, at afprøvning er kernen i al læring – og i livet?