Tid til en udansk model?

Med forhandlingssammenbruddene på det statslige og kommunale område og et forventeligt sammenbrud på det regionale område i den nærmeste fremtid går OK18-processen nu ind i en ny fase. Forligsmand Mette Christensen har indkaldt parterne til drøftelser allerede på torsdag d. 1/3. Kan man endnu nå frem til en fredelig, aftalebaseret løsning ved forligsinstitutionens mellemkomst, eller kastes Danmark ud i en konflikt på det offentlige arbejdsmarked, hvis lige vi ikke har set før? I 2013 blev 67.000 folkeskolelærere lockoutet. I 2008 nedlagde 75.000 pædagoger og sundhedspersonale arbejdet. Nu står vi på tærsklen til en storkonflikt, som vil involvere rundt regnet 750.000 ansatte i staten, regionerne og kommunerne. Alene omfanget og den bagvedliggende solidaritet mellem lønmodtagerorganisationerne gør, at situationen er lige til historiebøgerne.

Man må selvfølgelig vente og se, hvad der sker, før man kan skrive historien om det videre forløb af OK18, men uanset om det bliver til konflikt, lovindgreb eller forhandlede løsninger, så betragter jeg det som givet, at historien om OK18 også kommer til at rumme et længere afsnit om efterspillet og konsekvenserne for den danske model. Det er i sagens natur et afsnit, som kan blive farvet ganske meget af, hvor vi ender med OK18, og jeg håber stærkt på, at det endelige resultat vil tone debatten om den danske model i en positiv retning. Jeg er imidlertid også sikker på, at der under alle omstændigheder venter en diskussion om den danske model, set i lyset af ikke bare denne, men også de foregående to overenskomstforhandlinger i 2013 og 2015.

Det, vi har set, er en tilgang fra arbejdsgiverside, hvor man igen og igen angriber de principper og værdier, som den danske model er baseret på. Eksempelvis er historien om den planlagte afsporing af modellen i forbindelse med overgrebet på folkeskolelærerne i 2013 efterhånden velkendt. Senest har vi så bl.a. oplevet Moderniseringsstyrelsens forsøg på at fjerne den betalte spisepause uden forhandling. Vi har set styrelsen fortsat nægte at gå i realitetsforhandlinger om at genetablere et aftalegrundlag for folkeskolelærernes arbejdstid. Og vi har set styrelsen med Sophie Løhde i spidsen deltage i OK18-forhandlingerne på en så fodslæbende og slingrende måde, at forhandlingerne er endt i sammenbrud. På samtlige de punkter hvor fagbevægelsen har demonstreret en unik solidaritet og vilje til at kræve respekt for den danske model, har modparten indtil videre nægtet at spille med. Det er desværre faktum.

Der tegner sig altså en klar linie, over flere overenskomstforhandlinger, og på tværs af skiftende regeringer. Regeringen kan være rød eller blå, men tilgangen til den danske model er i alle tilfælde komplet sort, og får tilsyneladende også næring fra centraladministrationen. Det må alvorligt bekymre enhver, som interesserer sig for at holde den danske model i hævd, og anspore til diskussioner om, hvad vi så skal gøre, hvis ikke det nuværende historiske sammenhold blandt de 750.000 offentligt ansatte, som står overfor en storkonflikt, er nok til at få modparten til forhandlingsbordet. Formand for overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen udtrykker det således:

”Vi kommer måske om kort tid til at stå i en situation, hvor aftalesystemet alene eksisterer formelt, men reelt er blevet afmonteret af de offentlige arbejdsgivere. Har det opbakning blandt de politiske partier? Vil de i virkeligheden hellere lovgive om det hele og lade lederne eneråde? Eller vil hele det politiske system kæmpe for den danske model, vil kommunerne? De vil blive afkrævet et svar, for hvis ingen vil kæmpe for den danske model på det offentlige arbejdsmarked, så overlever den ikke. Og det ville være en ulykke for Danmark.” (folkeskolen.dk 21/2-18).

Så det er spørgsmålet: Skal den danske model køres på historiens losseplads? Er de offentlige arbejdsgivere ikke længere interesserede i et aftalebaseret arbejdsmarked præget af ro, stabilitet, samarbejde og gensidig respekt? Eller tror de, at de fortsat kan få alle goderne uden selv at skulle levere? Er det tid til en mere udansk model? Det er den diskussion, som næsten uvægerligt vil trænge sig på, hvis ikke før så når vi er igennem dette OK18-forløb, og den skal vi i GL naturligvis deltage i. Vi skal gå aktivt ind i spørgsmålet om fremtiden for den danske model, så vi som forening kan gøre vores stemme gældende, på samme måde som vi har gjort det i etableringen af den solidaritet, som samler fagbevægelsen lige nu.

Tomas Kepler, formand for overenskomstudvalget i GL.