There is something rotten…

I disse dage kæmper de lock-out-ramte folkeskolelærere en ulige kamp mod en offentlig arbejdsgiver, som i den grad er stålsat på at tryne alle i undervisningssektoren, koste hvad det vil. Man kan jo forstå på Bjarne Corydon, at gymnasielærerne var forbilledlige til at forhandle den nye“overenskomst” (citationstegn fordi ordet overenskomst i min verden kræver et kompromis, der tilgodeser begge parter, er blevet indgået). Citationstegnene bruger jeg også, fordi Rektorforeningen (med Moderniseringsstyrelsen og Bjarne Corydon som en grå eminence i baggrunden) har lagt et kraftigt pres på gymnasiernes ledelser for at få dem til at gennemføre timetæller-modellen, selv om overenskomsten rent faktisk giver mulighed for at fortsætte med en lokal aftalebaseret model. Med andre ord så er det ikke engang ordlyden af hele “overenskomsten”, der kan bringes i anvendelse. Det skal Rektorforeningen nok sørge for. De er endda gået så langt som til at sende et brev til medlemmerne, hvor de instruerer ledelserne i, hvad de skal sige til kollegierne for at “berolige dem”. Så meget for autonom ledelse på selvejende institutioner.

En del tillidsfolk er åbenbart tilhængere af timetæller-modellen. Umiddelbart synes argumentet med, at vi skal synliggøre vores arbejde, jo ganske fornuftigt. Men det er bare ikke det, der vil ske. Hvis der skal fremhæves en enkelt ting, som dette overenskomstforhandlingsforløb har fastslået, så er det en afgrundsdyb mangel på indsigt og forståelse for lærerjobbets natur på alle niveauer i samfundet. Alle har en holdning til lærerjobbet. Alle har gået i skole engang, så alle anser sig selv for eksperter på området. En helt ufattelig mængde myter er blevet bragt til torvs de sidste par måneder. Myter som politikerne på Christiansborg i den grad har misbrugt til at fremme deres egen dagsorden. Hvis vi bare uden sværdslag accepterer timetæller-modellen ude på skolerne, så vil vi ikke synliggøre noget som helst. Myterne om lærernes arbejdstid vil bare antage nye former, fordi indsigten og forståelsen for lærerjobbet stadig mangler.

En endnu mere dyster udsigt for timetæller-modellen er, at den sigt vil splitte lærerværelserne ad i de, der kan gennemskue spillet med ledelsen og de, der ikke kan. De, der har de fede fag, og kan få indrømmelser af ledelsen på den baggrund, og de der ikke kan. De, der med deres supereffektive timeregnskab sikrer sig mod fyring, når elevtallet engang går ned, og de, der ikke er lige så effektive – eller bare ærlige om deres faktisk arbejdpres – og ender med at blive dømt uproduktive og dermed undværlige.

Hvis vi som samlede lærerkollegier med en fælles stemme beder vores ledelser om at ignorere Rektorforeningens ublu sabotage af en netop indgået overenskomst og kræve lokale aftaler, der ligner den, vi arbejder under nu, så kan vi beholde de gode og solidariske arbejdsvilkår, vi arbejder under nu. Bjarne Corydon behøver ikke at vinde.

Det er selvfølgelig op til den enkelte rektor at beslutte sig for, hvilken model der passer på vedkommendes skole, men jeg tror nu alligevel det kræver ekstraordinære nosser af hårdt metal at gå imod et klart formuleret ønske fra en stor og velargumenteret medarbejdergruppe.

Hvis vi får trukket timetæller-modellen ned over hovedet og bliver tvunget til at arbejde på en opgavebaseret basis, så må vi stille kontante krav til ledelserne om, at de rent faktisk kan leve op til den administrative byrde, det vil være at lede og fordele arbejdsopgaverne på et gymnasium i en langt mere detaljeret grad, end de hidtil har praktiseret. Hvis vores arbejdsvilkår skal ligne de arbejdsvilkår, der hersker i den private sektor (hvilket vist nok er meningen med begrebet “normalisering), så vil det kræve en voldsom omkalfatring af ledelsernes indvolvering i lærernes arbejde. Det tror jeg ikke, de er gearet til. Jeg tror KL og Bjarne Corydon har gjort regning uden vært. Men for at synliggøre det, må vi stoppe med at forære vores arbejdskraft til arbejdsgiveren. Vi må kræve præcise og detaljerede retningslinjer for det arbejde, de ønsker, vi udfører. Sådan er det andre steder. Sådan bør det være, hvis vi skal “normaliseres.” 

Hvis ledelserne alligevel gennemtrumfer timetæller-modellen, så er der vel ikke noget til hinder for, at vi internt i personalegruppen aftaler en akkord, så vi stadig står skulder ved skulder og solidarisk støtter hinandens arbejdsbyrder. Hvis alle på magisk vis, når de 1680 timer hvert år for vores kerneydelse, og i øvrigt kræver ekstremt tydelige mål med al pålagt merarbejde, så bliver vi i hvert fald ikke spillet ud mod hinanden. For netop ledelsernes mulighed for at spille os ud mod hinanden vil i sidste ende blive den rædsomme konsekvens af denne massakre på den engagerede og velforberedte lærer, der hidtil har undervist i gymnasieskolen. Man kunne måske på den baggrund som samlet medarbejdergruppe kræve, at alle samtaler om den enkelte lærers arbejdstidstilrettelæggelse føres med en tillidsrepræsentant som bisidder. Det ville kunne afbøde ledelsernes mulighed for at skabe ulige vilkår for lige arbejde.

Lige nu er de selvfølgelig fulde af forsikringer om, at tingene skam så vidt muligt skal ligne det, vi kender. Men om føje år, når elevtallet daler og den til den tid siddende regering begynder at vride taxameterskruen, så vil piben ganske givet få en anden lyd.

Med denne “overenskomst”, som vi ganske nyttesløst med stor sikkerhed stemmer nej til i hobetal, er vejen banet for en helt ny form for ledelse på gymnasierne. Og det er på ingen måde givet, at resultatet bliver gode arbejdsvilkår, engagerede lærere eller dygtigere elever. Resultatet bliver nok nærmere, at den sparedagsorden, der ligger og lurer bag finansministeriets fremfærd, bliver den hårde realitet i fremtiden. I den dagsorden figurerer god undervisning ikke som begreb. Der handler det blot om at mosle så mange enheder gennem maskineriet som muligt til den lavest mulige pris. Det var en ledelsesform, der gik af mode i starten af forrige århundrede. Det er alligevel pudsigt, at en socialdemokratisk regering støver den slags ledelsesmetoder af igen. Så kan man læse Bjarne Corydon fremture med den fiktive lønstigning på 6%, som jo skal finansieres inden for det enkelte skoles nuværende økonomiske ramme med de nedskæringer og lærerfyringer, det kan afstedkomme. Jo, jo, det er skam ganske generøst at fodre hunden med sin egen hale.
Så ja, there is something rotten in the state of Denmark.