Succes med SRP?
Så er årets SRP-vejledning i gang igen. Der er travlhed og stress blandt mange lærere, blandet med frustrationer over nogle af eleverne. Frustrationerne skyldes nok primært elever, der udebliver eller ikke forbereder sig til vejledningen, samt elever, der lægger ansvaret for processen med at finde emne og materiale over til læreren.
Men vores frustrationer er sikkert for intet at regne mod mange af elevernes. For en stor del af dem er SRP’en meget uoverskuelig og stor. Det er angstfremkaldende for dem selv at have ansvaret for deres eget arbejde i de to skriveuger. De er usikre og mangler tillid til deres egne faglige evner, og bevidstheden om at SRP’en tæller med stor vægt på eksamensbeviset tynger dem ned.
De bedste elever kan godt klare det. De lærer oven i købet en masse i processen. Andre elever er så heldige at have forældre, der kan hjælpe med opgaven. Og en del fristes til at købe hjælp – eller til at købe en færdig opgave – fordi opgaven med at skrive SRP’en simpelthen er for kompleks og uoverskuelig.
For tiden diskuteres der om SRP og AT-eksamen skal slås sammen, således at eleverne skal forsvare deres SRP mundtligt i stedet for den nuværende mundtlige AT-eksamen. Så er der mulighed for at få lidt debat mellem eleven, læreren og censoren om det faglige indhold, og på samme tid kan man kontrollere om eleverne kan stoffet, eller om de er blevet hjulpet for meget.
Men jeg tror ikke at det mundtlige forsvar vil hjælpe ret meget på problematikken med den uoverskuelige kompleksitet for eleverne. Det kræver stadig meget modenhed, fagligt overskud og målrettethed af den enkelte elev, hvis det skal blive en succes. Og en stor del af eleverne er simpelthen ikke tilstrækkelig klædt på, heller ikke selvom de har skrevet dansk-historieopgave og studieretningsopgave.
Vi bliver nødt til at overveje hvad vi vil med SRP og lignende opgaver. Vil vi at eleverne skal fordybe sig og lære at skrive noget, der minder om en selvstændig akademisk opgave, så de er bedre forberedt til deres videregående studier? Lærer de det af at blive kastet hovedkuls ud i opgaven, eller ville det være bedre at hjælpe dem mere undervejs og bevidstgøre dem om hvordan de arbejder bedst med det? Er produktet eller processen det vigtigste?
Jeg synes at htx har fat i den lange ende med studieområdet (SO), der er en pendant til AT på stx. Her går eleverne til eksamen i deres prøvemappe, der indeholder udvalgte arbejder fra gymnasietiden, og de evalueres blandt andet på udviklingen af studiekompetencer og indsigt i egne læreprocesser. Fokus ligger dermed på elevernes personlig og faglige udvikling og studieparathed, og ikke så meget på produkter, der i princippet kunne være skrevet af andre. Hvis vi kunne blande noget studieområde-agtigt ind i SRP og AT, ville vi hjælpe eleverne en hel del mere til at udvikle studiekompetencer end vi gør i dag. Mere proces og mindre produkt.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode