Studieparathed?

Jeg har fået en skøn grundforløbsklasse i engelsk. De er søde og bredt set flittige og positive, og de gør, hvad jeg beder dem om. Det er faktisk en svir at undervise dem.

Men’et kommer her: Alligevel er der udfordringer.

I forbindelse med en øvelse spurgte jeg til, hvor mange der kendte til det at tage noter i timerne. Det gjorde omkring fem elever. Nul af de fem havde prøvet at tage noter i hånden –

kun på computer. De resterende nogle af tyve elever havde aldrig taget noter i timerne. Det skal altså først nu læres og øves.

Det samme gælder gruppearbejdet. For man kan ikke bare sende 1.g-elever ud i gruppearbejde og forvente, at de får noget ud af det. Man er nødt til at give dem både roller og andre konkrete krav, før det begynder at ligne noget.

Feedback er heller ikke noget, de kender til. Det at forholde sig aktivt til feedback er svært, når man aldrig før har fået afleveringer tilbage eller måske kun har fået ganske få ord med på vejen.

Det er heller ikke lige oplagt for alle, hvordan man er en god medspiller i klasserummet.

Notetagning, gruppearbejde, arbejde med feedback og adfærd i klasserummet skal altså læres og øves, når man begynder i gymnasiet. Man kunne derudover nok vove den påstand, at der også er en del konkrete faglige huller spredt godt ud over alle fag.

Det hele gælder selv i min søde, dygtige klasse. Og det hele gælder også for de søde og dygtige elever – dem, som har fået (meget) høje karakterer i grundskolen. Derfor knytter intet af dette knytter sig til debatten om karakterkrav.

Jeg er ikke ude på at sparke nedad eller sende hverken aber eller andre primater videre, og jeg vil gerne understrege, at en underforstået kritik af folkeskolen fra min side aldrig vil være en kritik af lærerne. Men det er enormt bekymrende, at gabet mellem, hvad man forventes at kunne i begyndelsen af gymnasiet og hvad man kan, når man afslutter grundskolen, tilsyneladende vokser.

Det er simpelthen et faktum, at vi skal bruge det meste af 1.g på at lære de unge, hvordan man går i skole. Det er en spændende og givende opgave, som man som sådan ikke behøver at være ked af – men uh, hvor har vi travlt. Læreplanernes tætpakkethed bygger på et helt andet udgangspunkt end det faktiske.

Bedre ville det ikke tage sig ud, hvis jeg også kom ind på, hvordan mange har svært ved at tage kompetencer og viden fra grundforløbet med sig videre ud i studieretningsklasserne – sådan at meget faktisk begynder forfra i november.

Så hvad er løsningen? Tja, vi er i hvert fald nødt til at tage opgaven med klasseledelse og studievaner alvorligt. Og så må vi prøve at møde de unge, der hvor de er, og ikke lade os irritere over deres manglende kompetencer eller viden; det er næppe konstruktivt.

Men det er svært ikke at være irriteret, for det ER et problem. Ikke en udfordring eller andre eufemismer – det er et problem.

Og sjovt nok sidder de på universiteterne og undrer sig over, hvad man egentlig lærer i gymnasiet.