Filosofikum i gymnasiet?

Måske vidste man det godt i forvejen: Det norm- og religionsløse samfund har efterladt en form for tomrum. I hvert fald påviser et netop udgivet studie, at danskerne har uopfyldte åndelige og eksistentielle behov.

Ifølge politiken.dk arbejder forskerholdet med fire kategorier:

• Det er religiøse behov som eksempelvis behovet for at bede.
• Det er eksistentielle behov som behovet for at tilgive eller tale om meningen med livet.
• Men også behovet for indre fred som at nyde naturen.
• Og behovet for generøsitet forstået som det at give noget af sig selv.

I forlængelse heraf fristes jeg til at påpege, at man kan forestille sig tab af åndelighed som årsag til både demokrati-, biodiversitets-, klima- og trivselskrisen.

Åndelighed søges (og findes) mange steder. Religion er en befærdet hovedvej, men også fitness, yoga, mindfulness, fordybelse i håndværk foruden litteratur og poesi kan skabe et refleksionsrum med plads til tanker om eksempelvis eksistens og etik.

Men der findes faktisk et fag i gymnasiet, som i særlig høj grad stimulerer tanker som disse – og samtidig stimulerer eftertænksomhed, fordybelse, nuancer, perspektiver og flersidighed, mens det oven i købet beskæftiger sig med Livet Store Spørgsmål.

Det fag er filosofi.

Filosofi er en disciplin, der både fordrer og befordrer refleksioner over og stillingtagen til alle aspekter af tilværelsen, og som måske kan bidrage til at opfylde nogle af de ovenfor nævnte behov.

For at tage bøn som eksempel, så er bøn godt nok ikke en filosofisk disciplin, men ‘bøn’ er en anerkendelse af, at der findes forhold i tilværelsen, som rækker ud over den menneskelige erkendelse. Måske der i bønnen også ligger en stillingtagen til, hvad det gode liv er, og hvad det vil sige at være et godt menneske. Desuden fristes man nok til at reflektere over, hvad gud er for en størrelse, og måske hvad sammenhængen er mellem bønnen og sproget, mellem gud og sproget, mellem bønner, gud og jeg’et – eller hvor man nu mærker sig blive ført hen. De øvrige tre ‘behov’ er fast forankret i eksistentialismen såvel som etikken: Filosofiens konstante fordring om refleksion medfører en stillingtagen til, hvad ‘indre fred’ mon er, hvordan det eventuelt kan opnås, hvad det vil sige at leve med andre mennesker, hvad det vil sige at leve godt, at give noget af sig selv, og hvordan og hvorfor vi lever, som vi lever.

For den vestlige trivselskrise tales der typisk om tab af mening og fællesskab; der peges også på den stigende psykologisering. Mange tror fejlagtigt, at man med filosofien nødvendigvis kigger (for meget) indad, men forholdet er faktisk omvendt: Med filosofien kigger man udad, opad, fremad og bagud. Man reflekterer over sin beskaffenhed, sine handlinger og måske sin egen betydning – men ikke på den navlepillende måde. Filosofien både tvinger og hjælper én til at tage stilling til hverdagens mange indtryk.

For de øvrige nævnte krisers vedkommende, er de ikke individuelle – men også her kan filosofien træde til. Populisme bekæmpes bedst med fordybelse, forståelse og nuancer. Hvad vores planet angår, står dels miljøetik, dels værdisætning og dels valget centralt.

Kort sagt, filosofi er en disciplin, der spænder bredt og rækker dybt, og hele filosofiens kerne er tanker om såvel som – ja, filosoferen – over blandt andet samfund, natur, menneske og sprog. Altså vores ganske fundament.

Det er ikke nødvendigt at læse tunge tekster af Heidegger for at blive stimuleret filosofisk: Efter et brobygnings-modul på 45 min. i filosofi oplever jeg folkeskoleelever sidde tilbage med et underligt udtryk i ansigtet. De giver udtryk for, at hele deres verden er blevet vendt på hovedet, alene fordi jeg har introduceret dem for lidt banal etik og lidt banal erkendelsesteori. Det var 45 minutter! Tænk, hvad man kunne gøre med et forløb på tre måneder. Eller måske et helt år?

Man kunne altså sagtens forestille sig, at man – uden at pille ved det eksisterende valgfag i filosofi – kunne indføre et obligatorisk filosofikum til glæde for alle gymnasieelever.

SDU’s Filosofi i Skolen arbejder allerede med den filosofiske dialog som en vej til at “forbedre børns læring, karakterdannelse og skoleoplevelse”. I gymnasieskolen kunne man forestille sig, at et filosofikum kunne gøre det samme foruden at gøre noget godt for elevernes generelle trivsel og deres faglige nysgerrighed. Min erfaring er, at lige så snart man i sin undervisning prikker en smule til den etiske muskel, så rettes rygsøjler ud, og øjne begynder at stråle; det samme sker, hvis man bare berører erkendelsesmæssige eller politiske filosofiske problematikker. Hvorfor ikke så nogle flere af disse frø, så man forhåbentlig kan høste dem igen? Det vil give mening både for den enkelte, for ungdomsgenerationen – og for ‘samfundet’ (hvad det så end er).

Men måske er der fra politikernes side frygt for, at ungdomsgenerationen bliver så reflekteret, at den gennemskuer dem?