Sommer
For mig er tiden op til sommerferien altid en særlig tid på året. Stemningen sitrer af forventninger, nervøsitet, spænding og glæde. Alt afsluttes, der geares ned og snakkes ferieplaner med kolleger, lærerværelset summer af liv om morgenen og til frokost, når eksaminatorer og censorer holder pause, studenterne stråler i skolegården med store smil, hvide huer, champagneglas og blomster, mens forældre tager billeder. Mails sendes rundt om oprydning på lærerværelset, der ryddes op på skriveborde og i fagdepoter, og der lukkes og slukkes lige så stille. Lettede, trætte og glade lærere mødes til sommerfrokost i feriestemning, inden vi skilles en måneds tid. Og samtidig dukker tanker og ideer om næste års undervisning op, og der planlægges lidt i krogene, mens vi venter på skemaet for det kommende skoleår.
I virkeligheden burde vi fejre nytår sidste fredag i juli, i stedet for 31. december. For mig går året i hvert fald helt klart fra august til juli, ikke fra januar til december. Og måske er det i virkeligheden nu, vi skal lave nytårsforsætter?
Jeg har – ud over at nyde ferien med familien – blandt andet planer om sommerferielæsning. Jeg vil starte med at læse den spritnye bog ”Flipped Learning – mere end bare video” af Peter Holmboe og Roland Hachmann, der netop er udkommet. Jeg er ret nysgerrig efter at se, hvordan de tilpasser det amerikanske koncept til danske forhold, og efter selv at blive bedre til at ”flippe”. Der er også et par andre didaktiske bøger, der har ligget og ventet lidt, blandt andet antologien ”Frihed og styring” om læringskulturer i forandring samt bogen ”Facebook. Fra socialt medie til metamedie”. De skal med på ferie, og så må jeg se, hvor langt jeg når.
I det kommende skoleår har jeg planer om at dykke mere ned i anvendelsen af Facebook, Twitter og Google Apps i undervisningen, jeg vil gerne tænke mere målrettet progression ind i it-didaktikken, og jeg har som sædvanlig masser af ideer og ambitioner. Men mest, så glæder jeg mig til at møde mine nye elever og til at starte en ny klasse op. Det er noget helt specielt at være med fra starten i deres gymnasieforløb, hvor de er stille, usikre og ikke kender hinanden eller fagene, og så se dem udvikle sig og modnes til at blive studenter. Der sker utrolig meget på de tre år, både fagligt, socialt og personlighedsmæssigt, og det er en fornøjelse og et privilegium at være med på sidelinjen.
Med håb om en solrig, glad og afslappende sommer: God ferie!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode