Slaget om den positive psykologi

Den oprindelige forskning i, hvad der gør mennesker robuste, konkluderede, at det ”at kunne tåle mosten” er en råstyrke, der opstår i den kontekst, man indgår i. Den positive psykologi, som er dominerende på arbejds­markedet, har et andet syn på sagen. Nøglen er den enkelte persons optimisme.

Der er blevet forsket meget i, hvad der gør mennesker robuste.

De store gennembrud kom i 1960’erne inden for børnepsykologien. Forskerne undrede sig over de stærkt omsorgssvigtede børn, der ikke tog nær så meget skade, som forskerne forventede, når man tog de belastninger, de havde været udsat for, i betragtning.

Hvad var det for en faktor, som gjorde, at mønsterbryderne i modsætning til de andre børn, som gentog deres forældres mønstre, voksede op og klarede sig?

Havde de et særligt personlighedstræk, som gjorde, at de kunne gøre sig immune over for en traumatisk opvækst?

Når forskerne ledte efter robusthed som et personlighedstræk, kunne de ikke finde det, fortæller psykolog og forfatter Dorthe Birkmose.

”Da de kiggede nærmere efter, fandt de, at mønsterbryderne på et eller andet tidspunkt var blevet set og hjulpet af et andet menneske på et eller flere afgørende tidspunkter i deres liv, hvor de havde brug for hjælp.

Dette resultat gjorde, at forskerne måtte skifte fokus fra det personlighedspsykologiske til det socialpsykologiske og konkludere: Man kan godt hjælpe andre mennesker til at blive mere robuste. Men man kan ikke gøre sig selv robust.

På samme måde kan man gøre sine medarbejdere mere robuste ved at hjælpe dem i situationer, hvor de har det svært. Til gengæld bliver det meget problematisk, og stik imod hvad den seriøse forskning er nået frem til, hvis man gør det til et individuelt karaktertræk,” siger Dorthe Birkmose.

Der kan være god grund til at sætte fokus på den individuelle mentale robusthed i en tid, hvor ”forandring er den eneste konstant”, mener lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet Peter Hagedorn-Rasmussen, som er medforfatter til bogen Robust organisationsforandring.

Men der er også grund til at være på vagt over for, hvordan begrebet bliver anvendt, når det bliver sluppet løs i en organisatorisk sammenhæng, påpeger han.

”Det er forfejlet, hvis man tror, man kan rekruttere sig til robusthed. Det er desværre sådan, man i dag som oftest tænker. Dermed overser man, at det i høj grad er et dynamisk og relationelt begreb, som udvikles i et tæt samspil med miljøet," siger Peter Hagedorn-Rasmussen og tilføjer:

"Hvis man fokuserer på individuel robusthed som et personlighedstræk, bliver det desuden alt for fristende for en organisation at placere ansvaret for dårlige arbejdsforhold på den enkelte medarbejder."

Den enkeltes problem
Den tanke, at robusthed er et personligt anliggende, som kan udvikles i det enkelte menneske, uanset hvilke omstændigheder livet byder én, stammer fra den positive psykologi, som har haft en markant indflydelse på samfundet de sidste 10-15 år, vurderer Lotte Klein, lærer og formand for Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening.

”I takt med at der er kommet mere og mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø, er der desværre sket det, at det er blevet mere og mere almindeligt at gøre trivsel på arbejdet til de enkelte medarbejderes personlige problem. Jeg er ikke i tvivl om, at det er positiv psykologi-bølgen, som er det idémæssige grundlag for den udvikling."

"’Dét, du giver opmærksomhed, skaber du mere af’, er udgangspunktet for den positive psykologi. Det er muligvis rigtigt et stykke af vejen, men det betyder jo ikke, at man hverken kan, skal eller bør modstå urimelige arbejdsforhold ved at tænke positivt og sige ’ja’. Det er en tankegang, der fjerner fokus fra, hvordan vi i fællesskab kan løse organisatoriske problemer på vores arbejdsplads,” siger Lotte Klein.

Martin E.P. Seligman, forfatter til Learned Optimism: How to Change Your Mind and Your Life, er udråbt til at være fadder til den nye forskning i the resilience factor – ”robusthedsfaktoren”, der får mennesket til at stå imod og rejse sig op.

”Efter mere end 15 års forskning opdagede mine kolleger og jeg, at nøglen (til robusthed, red.) er optimisme,” skriver Martin E.P. Seligman i den videnskabelige artikel Building Resilience i Harvard Business Review allerede i 2006.

I en anden international bestseller: Re­silience: How to Cope When Everything Around You Keeps Changing, skriver bogens forfatter Liggy Webb i indledningen:

”Baggrunden for robusthedsbølgen er, at forandringshastigheden er overvældende for mange ledere og medarbejdere og kan skabe frygt for at gå til grunde. Ved at blive mere modstandsdygtig – robust eller resilient – kan man lære at håndtere udfordringerne.”

Hun opfordrer til, at man smiler til verden. Og nogle af hendes grundlæggende teser lyder: ”Du er din egen ultimative redning” og ”din evne til tilpasning er essentiel for din overlevelse”.

Et skævvredet buzzword
Den idé, at et talent for robusthed kan trænes som ethvert andet talent, møder dog hård videnskabelig kritik.

En af de første herhjemme, der i begyndelsen af 2015 bloggede om, at der var ”et nyt skævvredet buzzword” under opsejling, er psykolog Dorthe Birkmose.

”Den positive psykologis udlægning af robusthed kolliderer med seriøse forskningsresultater inden for emnet. Du kan ikke ’galvanisere’ dig ved at tænke positivt,” siger hun.

Martin E.P. Seligman opfordrer folk til at undlade at se nyheder, for det bliver man blot negativ af, fortæller hun.

”Han foreslår også, at man holder sig langt fra mennesker, der er negative. Han siger endda, at hvis man har venner eller bekendte i sit netværk, som ikke klarer sig godt, så bør man afskære kontakten til dem, ellers vil de trække én ned."

"Den positive psykologi kommer til at handle om dit eget projekt, om at klare dig selv. Det farligste ved den tænkning er, at man ikke hjælper hinanden – og dermed bliver vi alle mindre robuste,” siger Dorthe Birkmose.

Sociologen Rasmus Willig ser også robusthedstanken som et overbygningsfænomen til den positive psykologi.

”Det, man skal gøre sig klart, hvis vi da tror på kritikere af den positive psykologi, er, at den oprindelige forskning i positiv psykologi blev finansieret af den kristne højrefløj i USA. Det bærer psykologien præg af. Der er en klart religiøst inspireret ’tro’ indbygget. Fred være med det – lige indtil perspektivet lander midt i en dansk organisation. For her opstår der en række højst betænkelige følgevirkninger," siger Rasmus Willig og fortsætter:

"En af de værste er, at magten bliver sløret. Hvis man kun vil fokusere på ting positivt, så leger man den leg, at magten ikke eksisterer. Der bliver stille, men hvem nyder godt af stilheden? Det gør magten."

Biologien reagerer
Psykolog Morten Holler fra Danske Erhvervspsykologer og Dansk Krisekorps er også betænkelig ved, at robusthedstanken individualiserer strukturelle problemer. Men han advarer samtidig mod, at man fuldstændig afviser den positive psykologi.

”Hvis mennesker ser venligt på deres besvær, så går det nemmere for dem at håndtere det. Ser man for eksempel venligt på at have hovedpine, så sendes der hormoner ud i de limbiske og parasympatiske systemer, som mindsker hovedpinen eller gør den mere tålelig. Selve biologien reagerer på indstillingen," siger Morten Holler.

Det er ifølge psykologen værd at være opmærksom på, for det ligger i den danske kultur, at vi definerer vores identitet gennem vores vanskeligheder. Vi er generelt mere optagede af at tale om, hvor svært det er, end vi er optagede af at løse de negative konsekvenser af vores arbejde i fællesskab.

"Derfor mener jeg, at det et stykke af vejen har været godt at bringe positiv psykologi i spil. For hvis man er i gang med at tale sig selv ned under brædderne, så kan det være en god idé at kigge efter det halvfyldte glas i stedet for det halvtomme,” siger Morten Holler.

Dér, hvor den positive psykologi tipper over og bliver kontraproduktiv, er, hvis man får lagt en generel og typificerende robusthedsstandard ud over en hel arbejdsplads – ”det skal vi kunne holde til her”, mener han.

”Man kan sagtens tage en diskussion og i det hele taget gøre det til et levende spørgsmål på en skole, hvad de enkelte lærere og hele lærerkollegiet har af ressourcer. Men når man bruger robusthed som en standardbetegnelse, så bliver det uundgåeligt til en ny måde at få sagt: ’Vi lægger al ansvaret for de arbejdsvilkår, vi tilbyder, over på dig'," siger Morten Holler.

"Det lukker for den relevante undersøgelse af, hvem der kan løfte hvad på en arbejdsplads - som kun bør foregå i fuld respekt for, at nogle kan løfte mere end andre."