Schh…ti nu stille!

Jeg tror de fleste lærere har prøvet at komme ind i en klasse, hvor det stort set var umuligt at få indført et ord grundet småsnak, interne debatter, computerspil i baggrunden etc.
Jeg har sågar prøvet, at mine elever pludselig fløj hen til vinduet, fordi det begyndte at sne voldsomt, rent faktisk så meget at de inden for kort tid kunne forme snebolde, der lige skulle ned ad nakken på hinanden.

Vi underviser unge mennesker i alderen ca. 15-20, som i teorien burde være gamle nok til at forstå vigtigheden af undervisning, men som i virkeligheden ofte glemmer dette faktum og opfører sig som børn i en Zoo.

De lærere, som har oplevet ovennævnte, kan formentlig nikke genkendende til, at det kan være en svær problematik at løse og derved skabe den nødvendige ro i klassen. For visse lærere falder det naturligt og nemt, men for andre lærere er det yderst svært og grænseoverskridende. Som lærer har vi nemlig ikke mange sanktionsmuligheder: Vi kan ikke slå som i "gamle" dage- og heldigvis for det. Vi kan heller ikke true med tvungen rektorvisit- eller det kan vi godt, men de fleste elever opfatter ikke dette som en trussel, men mere som mulighed for at slippe for timen. Det eneste, vi reelt set kan "true" med, er udsmidning af klassen med fraværsangivelse eller ved at appellere til elevernes samvittighed og forhåbentlige lyst til at opnå en høj karakter.

Det er min erfaring, at eleverne nærmest kan ”lugte”, hvem der har svært ved ovenstående, og hvem der har nemt ved det, og de er gode til at prøve grænser af med førstnævnte lærere. Det er dog også min erfaring, at det sagtens kan læres at skabe respekt omkring lærerens ord, således der opstår den nødvendige ro i timerne.
Indrømmet- det er ikke nemt, og det er tit en langvarig proces, hvor læreren er nødt til at gøre op med sig selv: Hvor går reelt set min grænse? Hvad kan og hvad vil jeg tolerere af støj? Hvad kan jeg bruge som konsekvens, hvis eleverne overskrider dette? og hvordan vil jeg formidle dette budskab?

Da jeg i sin tid startede på Frederikssund Handelsskole brugte jeg ofte sætninger som: ”Schh….ti nu stille”, ”Vær sød at lytte efter”, ”Hold mund for pokker”….og lige meget hjalp det til min store frustration.
En dag blev jeg konfronteret af en elev, som udtalte, at mine bemærkninger fik ham til at føle sig som et barn, og da jeg ikke var hans mor, følte han det nedværdigende og respektløst. Tag den….det skulle der lige ”tygges på”. Det havde naturligvis aldrig været min intention at skabe den opfattelse, og reaktionen kom meget bag på mig. Jeg valgte derfor at gå i dialog med klassen, om hvad jeg kunne gøre for at komme dette til livs. Resultatet blev, jeg lovede klassen at blive mere tydelig omkring mine forventninger til dem og i stedet for ”mor-kommentarerne” benytte lidt sjovere udtryk som fx ”zip” eller fagter.  Endvidere lovede jeg dem, at såfremt jeg stort set ikke havde sovet- hvad der jo kan ske, når man har små børn- at jeg ville sige det til dem. Derved kunne de bedst muligt vide, at min tærskel denne dag nok var en del mindre end normalt.

Resultatet blev positivt: Jeg vandt deres respekt, fik ro i klassen og fik lært en masse både om mig selv og om klassestyring.

Et særligt godt middel efter min mening er humor. Med humor kan man fx irettesætte på en sjov måde, således eleverne ikke føler sig direkte angrebet og derved går i forsvarsposition. Det man dog skal huske på som lærer er: Ikke en klasse er ens, og hvad der virker i en klasse, virker måske ikke i parallelklassen.