Sådan hjælper vi Langkær Gymnasium

Siden historien brød ud om, at man på Langkær Gymnasium har sammensat klasserne efter etnicitet, har der været stor debat omkring, hvorvidt det er i orden og lovligt at opdele gymnasieklasser på baggrund af etnicitet og ikke ud fra et fagligt, pædagogisk hensyn.

Som Institut for Menneskerettigheder har fastslået, er en opdeling af klasser, som sker på baggrund af etnicitet, racistisk – og dermed ulovlig. Undervisningsmisteren var da også først kritisk over for opdelingen, men har efterfølgende fastslået, at opdelingen er lovlig, da den er udført af pædagogiske årsager – uden at nævne med ét ord, hvilke årsager, der er tale om. Det har vi i Alternativet derfor bedt nu ministeren redegøre for.

Efterfølgende har ministeren så annonceret nye fordelingsregler, som i højere grad tager hensyn til elevernes etniske baggrund, og hun vil nu indkalde forligspartierne bag gymnasiereformen til drøftelser om dette.

Nuvel. Alternativet er ikke en del af forligskredsen, så vi modtager næppe en invitation. Hvis vi gjorde, så ville jeg fremføre det følgende under drøftelserne:

Når et gymnasium som Langkær oplever udfordringer med at tiltrække etnisk danske studerende, så er det et reelt problem. Det anerkender vi. Men problemet bunder ikke i etnicitet. Det, der er problemet, er ikke, at flertallet af elever har en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi lever i et multikulturelt og mangfoldigt samfund, hvor alle – uagtet køn, etnicitet, seksuel orientering osv. – er lige meget værd. Derfor er det stærkt bekymrende, at det i den danske samfundsdebat overhovedet kan blive udlagt som at udfordringen på Langkær Gymnasium skyldes etnicitet.

Det reelle problem, som ligger til grund for de udfordringer, Langkær Gymnasium oplever, er et boligsocialt problem. Det handler om, at vores boligpolitik i Danmark tillader – eller ligefrem opfordrer til – at borgere fra socialklasse 1 kan købe de nye dyre ejerboliger ved havnefronten eller luksusvillaer tæt på skov og strand, mens borgere fra socialklasse 5 er henvist til kommunalt anviste lejelejligheder, som alle ligger klumpet sammen i isolerede boligområder som f.eks. Gellerupparken.

Det er det reelle problem. Så hvis vi vil hjælpe Langkær Gymnasium med at få flere etnisk danske unge til at søge optagelse, ja så skal vi gribe om problemets rod og sikre langt større diversitet i både anvisningen af almene boliger, såvel som i opførelse og prissætning af boliger i de store byer, således at almindelige mennesker har mulighed for at betale dem.

Når vi omtaler problemet som et etnisk problem, så gør vi os skyldige i at tillægge specifikke etniske grupper mindre betydning eller mere ’problematisk’ levevis. Det er hverken rigtigt eller retfærdigt. Og når ministeren i forlængelse heraf fremfører, at en løsning på problemet er nye fordelingsregler, som tager højde for etnicitet, så køber hun ind på denne præmis, som i vores øjne er diskriminerende.

Tænk jer blot, hvis dette skete i USA – at et gymnasium fordelte elever efter efternavn, eller at en minister foreslog, at fordelingsregler skulle tage hensyn til etnicitet. Det ville skabe ramaskrig over det ganske kontinent.

Betyder det, at vi ikke anerkender, at Langkær Gymnasium har et problem? På ingen måde. Vi anerkender fuldt ud, at den skæve fordeling af etnicitet på gymnasiet kan udgøre udfordringer i hverdagen. Men lad os ikke skyde skylden på en specifik etnisk gruppe og derigennem underkende denne gruppes valg af levevis. Lad os gribe fat i det egentlige problem og adressere denne – og lignende – udfordringer som sociale problemer og ikke etniske problemer.

Det er i den sammenhæng i øvrigt påfaldende, at vi tillader os at kritisere, at unge mennesker ikke drikker alkohol, og samtidig tilsyneladende ikke farer særligt i flint over, at den etnisk danske ungdom drikker hjernen ud i Dyrehaven og i øvrigt efterlader en offentlig park, som var det en miniudgave af Roskilde Festival. Bare lige for at få lidt perspektiv med.