Pinligt anmeldersjusk i Gymnasieskolen?

Det må være ganske få forundt i en faglig anmeldelse i Gymnasieskolen ligefrem at blive bebrejdet at have været for grundig. Men måske vi af Gymnasieskolens anmelder Hans Jørgen B.

Thomsen (HJBT) er blevet placeret i en særlig kategori, der gør, at vi fortjener en sådan ære? Vores bog Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv fra forlaget Frydenlund har fået mange fine anmeldelser, men falder i en påfaldende unåde hos HJBT i Gymnasieskolen 4/2016. Han kritiserer indirekte bogen for at være for grundig med ”lange og omstændelige begivenhedsforløb, som alligevel ikke kan bruges til noget i undervisningen”. En højst besynderlig kritik. For det første fordi ingen historieundervisningsbøger med et afgrænset emne i dag forventes at blive læst fra ende til anden, men netop er lavet med henblik på både at kunne læses i uddrag og i grundigere sammenhænge med for eksempel opgaveskrivning. For det andet er der netop taget højde for læsning i uddrag i de forslag til læseplaner og forløb, som vi har lagt ud som en hjælp til historielærerne på bogens hjemmeside: http://centerforhistorieformidling.dk/korstogene-islam-kristendom/forslag-til-forloeb.html. Her findes brugbare forslag til kortere og længere forløb i fagene historie, religion og tværfagligt. Men måske HJBT slet ikke har været inde på hjemmesiden og se disse konkrete undervisningsforslag? HJBT omtaler ej heller de arbejdsspørgsmål og forslag til elevopgaver, som vi også har lagt ind på hjemmesiden. Det forstærker kun indtrykket af anmeldersjusk fra HJBT's side. Bogen er i øvrigt forsynet med en grundig indholdsfortegnelse med kapitler og nummererede afsnit, der netop gør det nemt at læse bogen i uddrag og muligt for eleverne at orientere sig i samme. Vi kan i øvrigt ikke se, at bogens fremstilling af forløbet omkring det første korstog er meget mere ”omstændelig” end i andre undervisningsbøger på markedet om korstogene. Endelig bebrejder HJBT vores fremstilling af middelalderens konflikter mellem islam og kristenheden, idet han ”hører det som et stort ’clash’”[sic]. Heri ligger måske antydningen af hans egentlige problem med bogen, som hverken er noget fagligt eller pædagogisk, men noget helt andet. Gad vide, hvor mange af Gymnasieskolens boganmeldelser der foregår på den måde?

Michael Pihl og Jesper Rosenløv, forfattere til bogen
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv,
Frydenlund 2016

SVAR

Jeg har overhovedet ikke bebrejdet, at bogen er for grundig. Grundighed er en kvalitet, man kun kan rose for. Hvad jeg kritiserer er, at der er alt for meget stof i bogen, der ikke er egnet til undervisningsbrug. Og malplaceret er også forfatternes forsøg på at være ironiske. Dette med at finde ud af, hvad der er relevant i en given sammenhæng, synes at være et problem for de to forfattere.

De kan derfor heller ikke forstå, at jeg ikke kan rose deres bog, når den ellers har fået fine anmeldelser i dagspressen. Jeg har læst nogle af disse anmeldelser, men de tager ikke stilling til, at bogen primært er ment som en undervisningsbog til fagene historie og religion i de gymnasiale uddannelser, og det er netop ud fra en pædagogisk vinkel, at jeg har vurderet den.

Det er selvindlysende, at en bog som denne ikke skal læses fra ende til anden, men i uddrag alt efter det undervisningsforløb, man vælger. Det behøver forfatterne ikke at belære mig om. De lange og omstændelige begivenhedsforløb, jeg kritiserer bogen for, findes i bogens enkelte kapitler, og som et eksempel herpå henviser jeg til bogens redegørelse for det første korstog. Her kan forfatterne så ikke se, at deres fremstilling af forløbet er meget mere ”omstændelig” end i andre undervisningsbøger om dette emne. Det er ikke rigtigt, det er simpelthen forkert, og jeg kan foreslå forfatterne at se ordentlig efter i for eksempel: Henrik Skovgaard Nielsen: Korstog og Jihad? (Gad 1998), Johnny Thiedecke: Hellig krig (Pantheon 1999) og Kjeld Mazanti Sørensen:

Muslimske imperier (Columbus 2009). Her finder man korte og relevante redegørelser for korsfarernes vej til Jerusalem. Derefter følger kilderne emnemæssigt sat op. I nærværende bog fylder redegørelsen 13 sider, og de følgende 8 korstog 20 sider. Jo, jeg har været inde på bogens hjemmeside og set arbejdsspørgsmålene, hvor eleverne blandt andet skal redegøre for begivenhederne omkring korsfarernes færd fra by til by frem til Jerusalem.

Skal vi ikke blot ønske vores elever ”gute Reise”? Heldigvis er der også mange arbejdsspørgsmål, der inviterer eleverne til kildekritisk arbejde og til at reflektere over de vigtige problemer, som behandles rundtomkring i bogen. De problemstillinger, som jeg netop fremhævede i min anmeldelse, burde have været styrende for bogens stof og tilrettelæggelse. Dette ville have gjort bogen mere egnet til undervisning og sat fokus på de faglige færdigheder og kompetencer i fagene, som bekendtgørelserne foreskriver.

Det var så ét eksempel fra bogen, dens kapitel 11. Men jeg kunne have taget fat på andre af bogens kapitler på samme måde, hvis det skulle have interesse.

Endelig antyder forfatterne også, at jeg skulle have et problem med bogen. Overhovedet ikke. Jeg mener derimod ud fra det ovenfor skrevne, at det er forfatterne, der har et problem med deres bog som undervisningsmateriale. Men forfatterne er meget stødt over, at jeg i deres fremstilling af forholdet mellem den muslimske og kristne verden ”hører det som et stort ’clash’(sic)”. Og det finder forfatterne er mit egentlige problem med bogen, ”som hverken er noget fagligt eller pædagogisk, men noget helt andet”. Det lyder noget kryptisk, men jeg tror ikke, at dette ”noget helt andet” er ment som noget rart for mig.  Forfatterne nævner på side 11 begrebet ”civilisationernes sammenstød” (Huntington: The Clash of Civilizations), og herom siger de, at herom kan historikere og samfundsforskere strides, om det også gjaldt forholdet mellem den muslimske verden og den kristne i middelalderen. Bogens anliggende er at forklare baggrunden for korstogene og den særlige historiske middelaldersammenhæng, de indgik i. Men jeg kan dog ikke forstå det anderledes, og det er rent fagligt og skyldes ikke ”noget andet”, end at bogens gennemførte tese og helt til bogens sidste punktum om islams ekspansive jihadformede krigsideologi gennem 1.000 år er et civilisationssammenstød med den kristne verden. Denne tese kan man så diskutere. Var slaget ved Poitiers i 732 så afgørende for det kristne Europa, som bogen gør gældende? Det er der nyere historieforskning, der ikke mener.

Hans Jørgen B. Thomsen