Illustration: Rasmus Juul

Overblikket: Hvilke partier vil investere i uddannelse?

Det er stadig uklart, om der er flertal for at geninvestere i uddannelse. Men der er massivt flertal for at fjerne omprioriteringsbidraget.

Alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vil afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelse til næste år. Det ligger fast, efter Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligt i valgkampen meldte ud, at de ikke længere går ind for nedskæringer på uddannelse.

Det er dog noget mere usikkert, om der med finansloven for 2020 vil blive investeret i uddannelse igen, eller om de gymnasiale uddannelser blot skal nøjes med at glæde sig over, at de ikke igen skal spare yderligere to procent, som skolerne har gjort i 2016, 17, 18 og 19.

Hvis det går, som samtlige meningsmålinger i valgkampen har vist, bliver Mette Frederiksen statsminister i en socialdemokratisk ledet regering.

Socialdemokratiets undervisningsordfører Annette Lind har flere gange over for gymnasieskolen.dk brugt udtrykket, at uddannelserne “skal bygges op igen”.

“Det ligger i Socialdemokratiets DNA at investere i uddannelse og velfærd. Vi kan dog ikke med et pennestrøg føre pengene tilbage. Nu skal vi stoppe besparelserne, og så må vi bygge uddannelserne op igen,” siger hun i et valginterview her på hjemmesiden.  

I første omgang må vi sige stop for besparelser, og så må vi se på, hvordan vi kan tilføre flere penge.

Mette Frederiksen, formand
Socialdemokratiet 

Tidligere på året deltog Mette Frederiksen til et stort debatmøde på Aalborghus Gymnasium.

Her sagde hun, at der ikke er råd til at “rulle besparelserne tilbage.”

“Vi skal prioritere mange ting, og vi har ikke penge til alt. I første omgang må vi sige stop for besparelser, og så må vi se på, hvordan vi kan tilføre flere penge, og hvordan vi skridt for skridt kan bygge uddannelserne op igen,” sagde hun.

Med andre ord har Socialdemokratiet intentionen om at “bygge uddannelserne op igen”, men konkrete løfter om geninvesteringer vil partiet ikke komme med.

Røde partier vil investere
De partier som vil være det parlamentariske grundlag for Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten ønsker til gengæld alle, at skolerne får tilbageført en del af de midler, som skolerne har sparet i de senere år, viser gymnasieskolen.dk’s valginterview med ordførerne.

Radikale Venstre og SF siger dog, at det ikke er realistisk at komme tilbage til det samme niveau, som før omprioriteringsbidraget blev indført, blandt andet fordi en del af pengene er brugt på skattelettelser, som partiets ordførere siger.

Vi kommer også til at kræve, at der kommer en pose nye penge ud til uddannelserne.

Jacob Mark, undervisningsordfører
SF

Radikale Venstre vil investere en ekstra milliard kroner om året i uddannelse til næste år og gradvist øge investeringerne i sektoren i de kommende år.

“I dag er der langt færre lærere, og der er derfor mindre tid til at forberede undervisningen og at give ordentligt feedback,” siger Lotte Rod, som er undervisningsordfører.

Undervisningsordfører for SF Jacob Mark siger:

“Vi kommer også til at kræve, at der kommer en pose nye penge ud til uddannelserne, men det kommer ikke til at være samme beløb som det, man har sparet,” siger han og peger på, at omprioriteringsbidraget blandt andet har ført til, at lærerne har mindre tid til forberedelse og til trivselsarbejde.

Enhedslisten overtrumfer SF og Radikale Venstre ved at melde ud, at de vil føre alle de sparede penge tilbage til skolerne.

“Det er ikke nok bare at sige, at vi nu lever med forringelsen,” siger Jakob Sølvhøj, der er Enhedslistens undervisningsordfører.

Alternativet ønsker også at geninvestere i uddannelse. Partiet har endnu ikke meldt ud, om de er en del af rød eller blå blok og peger på Uffe Elbæk som statsministerkandidat.

Artiklen fortsætter under faktakboksen.

(På en smartphone kan det være nødvendigt at vende telefonen for at se faktaboksen i bredden

  Afskaffe omprioriteringsbidraget? Geninvestere i uddannelse i 2020?
Socialdemokratiet   Ja Måske
Radikale Venstre  Ja Ja
Konservative Nej Nej
Nye Borgerlige Ja Måske
SF Ja Ja
Klaus Riskær P. Ja Ja
Liberal Alliance Nej Nej
Kristendemokrat. Ja Ja
Dansk Folkeparti Ja Måske
Stram Kurs Ukendt Ukendt
Venstre Ja Måske
Enhedslisten Ja Ja
Alternativet Ja Ja

 

Hvad vil Venstre?
Nu er der stadig lang tid til valget, og meningsmålinger har før vist sig at være upålidelige. Et godt spørgsmål er derfor, om Venstre er villige til at investere yderligere i uddannelse, hvis de får regeringsmagten igen?

Partiet ønsker at bruge 69 milliarder kroner ekstra på velfærd sammenlagt frem mod 2025.

Til gymnasieskolen.dk siger partiets finansordfører Jacob Jensen, at Venstre “endnu ikke har sat navn på”,  hvilke områder som skal have del i pengene.”

Hvis Venstre skal genvinde statsministerposten, kræver det dog, at de konservative og Liberal Alliance også skal høres. Og de to partier vil ikke geninvestere i uddannelse - tværtimod vil de videreføre omprioriteringsbidraget.  

Jeg har aldrig troet på, at den kvalitet, man får ud af noget, automatisk er lig med den pose penge, man putter i det.

Kristian Thulesen Dahl, formand
Dansk Folkeparti

DF: Lav et nyt system
Dansk Folkepartis gymnasieordfører Marie Krarup vil ikke komme med et klart svar på, om partiet vil geninvestere penge i gymnasierne. Hun forklarer, at Dansk Folkeparti ønsker at ændre grundlæggende på taxametersystemet.

“Om det samlet giver en større eller mindre regning, det er for tidligt at sige,” siger Marie Krarup.

Partiets leder Kristian Thulesen Dahl har dog tidligere på foråret afvist, at investere yderligere i uddannelse.

“Jeg har aldrig troet på, at den kvalitet, man får ud af noget, automatisk er lig med den pose penge, man putter i det,” sagde han blandt andet til spørgsmålet under et besøg på Lemvig Gymnasium.

Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og partiet Klaus Riskær Pedersen ønsker at fjerne omprioriteringsbidraget. Nye Borgerlige har ikke taget stilling til investeringer i uddannelse. Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen ønsker at investere yderligere i uddannelse.

GL: Brug for investeringer
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) glæder sig over, at der er flertal i Folketinget for at droppe omprioriteringsbidraget, men formand Tomas Kepler understreger, at det slet ikke er nok.

“Nu er der endelig kommet en erkendelse af, at nedskæringerne var en afvikling af kvaliteten af de gymnasiale uddannelser. Næste logiske skridt må være, at politikerne lægger en plan for at geninvestere i uddannelse,” siger han.

Han peger på, at et stop for omprioriteringsbidraget i 2020 stadig betyder en stor besparelse på de gymnasiale uddannelser i forhold til i 2015.

“Det hænger slet ikke sammen med de politiske ønsker, man har om at skabe kvalitetsuddannelser, som forbereder eleverne på at læse videre og give dem almendannelse,” siger han.  

Det har ikke været muligt at få svar fra Stram Kurs.