OK18 set i et evaluerende lys frem mod OK21

Kæmpe tak til vores dygtige forhandlere: vi vandt medierne, vi vandt hjerterne, og vi vandt OK18. Det har været fantastisk at være en del af!
På GL’s repræsentantskabsmøde d. 8. maj blev det til et næsten enstemmigt ja til OK18. Debatten var langvarig og nuanceret – ikke mindst på grund af folkeskolelærernes mere magre OK18-resultat – men alt i alt var der ikke nogen tvivl om, at det var svært at finde gode argumenter for et nej.
Vi kan og må dog ikke hvile på laurbærrene. På trods af et flot forhandlingsresultat må arbejdet fortsætte ufortrødent. Moderniseringsstyrelsen har styret den offentlige sektor hårdt og kontrolleret i snart 10 år – målet har været enkelt, nemlig at reducere udgifterne mest muligt. Men det er i OK18 lykkedes os at trykke på pauseknappen over for Moderniseringsstyrelsen, fordi vi i fagbevægelsen valgte at sætte det stærkest tænkelige hold; møde op i den absolut stærkeste startopstilling – og husk også, at vi er i en økonomisk opgangstid, og at folketingsvalget lurer i horisonten. Vores hårde arbejde bar frugt, men vi havde også vinden i ryggen.
Vores hovedkrav var faktisk også ganske defensive: vi ville gerne have sikret retten til at spise på arbejdspladsen – en ret vi har haft siden 1920’erne. Vi ville have en lønudvikling, der fulgte det private, og vi ville have en overenskomst til en gruppe, som ikke har haft en i 5 år. Og det sidste krav kunne end ikke opfyldes tilfredsstillende. Nu er det afgørende, at solidariteten bæres endnu videre, så folkeskolelærerene får et godt resultat i forlængelse af det kommissionsarbejde, de skal i gang med (hvis det vel og mærke bliver et ja til urafstemningen på deres område).
Jeg behøver ikke at nævne, at GL heller intet konkret fik i OK18, for det var prisen, vi måtte betale i solidaritetens navn. Og hånden på hjertet, hvis vi skal være helt ærlige, var vi faktisk ret så heldige, at Forligsen og “de store borde” tog over – og vi blev glemt – så vi i hele den sidste fase faktisk ikke var en del af forhandlingen.
Der blev nemlig stillet skrappe krav mod GL, som vi havde end dog meget vanskeligt at vride os ud af: Bl.a. blev der stillet krav om, at §4 om tidsbegrænset ansættelse og §8 om fagtillæg m.m. i vores overenskomst skulle helt væk. Der blev stillet krav om, at TR-funktionen skulle stækkes bl.a. med tab af forhandlingsretten på løn. Der blev endda stillet krav om, at GL’s egen overenskomst helt skulle afvikles. For slet ikke at tale om, at Moderniseringsstyrelsen i forløbet kæmpede hårdt for at få ændret lønsystemet i retning af mere lokalt forhandlet løn – bestemt heller ikke GL’s kop the!
Det er alle farlige krav, men krav som vi kender og for de flestes vedkommende har set ved tidligere overenskomstforhandlinger. Vi kan med andre ord ikke regne med, at de “bare går væk”. Selvfølgelig ville nogle af disse skrappe krav med vores dygtige forhandlere for bordenden kunne afværges i en normal overenskomstforhandling, men naturligvis ikke dem alle. Sådan er det nu engang at forhandle, man giver og tager.
Nu er faren drevet over – men kun for en stund.
Læren frem mod OK21 må være, at vi skal forberede os grundigt på, hvad der er pragmatiske og ”realistiske” overenskomstkrav, og hvad der er mere ”urealistiske” signalkrav. Vi skal øve os på, hvordan vi i et ultranært samarbejde med AC får opfyldt de realistiske mål, og hvordan vi på bedst mulig vis langsomt kan vinde forståelse for vores signalkrav hos modparten – signalkravene skal altså gøde jorden for morgendagens overenskomstforhandling.
Det handler altså om at formulere realistiske kortsigtede mål og turde at drømme på langt sigt.
Dette kræver meget af GL’s kommunikationsarbejde ude på gymnasierne, hvor vi alle håber på flere egentlige rettigheder mht. arbejdstid og løn, men egentlig har nok at gøre med at overleve i en hård nedskærings- og reformtid.
Der kan naturligvis heller ikke herske nogen tvivl om, at vi skal bygge videre på det momentum, vi fik skabt med det stærke fællesskab ved OK18; det kan bringe os langt, men vi skal i den grad også i arbejdstøjet i GL, for historien har vist os, at solidaritet de faglige foreninger imellem bestemt ikke er en selvfølge – det er noget, man kæmper for, og ikke mindst gør sig fortjent til.