OK18 handler om, hvilket samfund vi vil have

De faglige organisationers OK18-solidaritetspagt handler konkret om 3 hovedkrav: En lønudvikling, som matcher den på det private arbejdsmarked, en sikring af den betalte spisepause, og en overenskomst som erstatning for lærernes Lov 409. Disse krav kan på ingen måde kaldes offensive, omkostningsfulde krav – de er nødvendige reaktioner på en uhørt aggressiv adfærd fra vores modpart, som reelt set kan oversættes til arbejdsgiverkrav om et forøget løngab mellem private og offentligt ansatte, krav om adgang til ensidigt at kunne fjerne en overenskomst-sikret rettighed i form af den betalte spisepause, og krav om ret til bare at kunne nægte en offentlig faggruppe overhovedet at få en overenskomst.

Er vi ikke snart der, hvor vi kan konkludere, at de offentlige arbejdsgivere faktisk ikke vil den danske model, som ellers udgør fundamentet for vores misundelsesværdigt stabile og velordnede arbejdsmarked og tillidsbaserede samfund? På tværs af skiftende regeringer og politiske flertal har vi nu set, at man vil af med regler, der beskytter de ansatte, af med de faglige organisationer på alle planer, og af med et kollektivt aftalebaseret jobmarked i det offentlige. Endvidere demonstrerede lærerkonflikten i 2013 tydeligt, at de offentlige arbejdsgivere er villige til at spille både indenfor og udenfor kridtstregerne for at stække fagbevægelsen og demontere den danske model, med henblik på at skabe rum for nedskæringer og forringelser.

Døren skal smækkes i hovedet på fagbevægelsen og tillidsrepræsentanterne. Det var det, der skete for såvel folkeskole- som gymnasielærere ved overenskomstforhandlingerne i '13, hvor aftaleretten på arbejdstid blev tabt. Det har pænt sagt ikke skabt bedre arbejdsforhold eller undervisning, men det har åbnet en motorvej for imaginære ”effektiviseringer” og reelle nedskæringer, hvilket i Moderniseringsstyrelsens snævre optik gør det til en succeshistorie og et point of no return. Ved OK18 skal døren så smækkes i på lønområdet; Innovationsminister Sophie Løhde har nemlig også fremsat krav om, at en meget større andel af de statsansattes løn skal forhandles lokalt, frem for centralt af de ansattes organisationer, og at tillidsrepræsentanterne skal fratages retten til at forhandle lokalløn på vegne af den enkelte.

Den enkelte ansatte skal altså isoleres i lønforhandlingerne; det kræver ikke megen fantasi at forestille sig hvorfor. Ifølge Løhde handler det bare om at kunne 'anerkende' den enkelte for en særligt 'god indsats'. Reelt er det en omgang rå konkurrenceudsættelse, som vil være demotiverende og ødelæggende for samarbejdsklimaet på arbejdspladserne, underminerende for kvaliteten af offentlige services, og lønforvridende. Det vil desuden skabe grundlag for egentlige besparelser på løn i staten; når Moderniseringsstyrelsen skriver i deres mål- og resultatplan 2017, at de ”gør løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken gennem arbejdet med overenskomsterne...” - så mener de det.

Sophie Løhde har forsøgt at tegne et billede af at være under belejring fra en fagbevægelse, som kun vil ”tage og ikke give”, men hun bytter altså om på rollerne. Arbejdsgiverne er gået til bordet med Finansministeriets og Moderniseringsstyrelsens efterhånden velkendte, golde vision om et Danmark, hvor forhandlinger og rettigheder erstattes af diktater, kollektive aftaler af individualisering og konkurrenceudsættelse, og hvor man nærmere afvikler end udvikler den offentlige sektor. Vi ved ikke, hvor OK18 ender, men det glædelige er, at de offentligt ansatte nu både udviser et historisk sammenhold og også nyder en opbakning fra privatansatte og fra befolkningen i det hele taget, som rummer meget mere konstruktive perspektiver for et fremtidigt Danmark med vægt på tillid, tryghed og fællesskab. Solidaritetspagten er som nævnt baseret på tre konkrete krav, men OK18 er i sin kerne en strid om, hvilket samfund vi vil have.