Nuancering i debatten om elever med anden etnisk baggrund
En gymnasieelev med anden etnisk baggrund havde d. 3. maj 2023 et læserbrev i dagbladet Information. Her kan man læse om hans hverdag på gymnasiet præget af fordomsfulde, diskriminerende og racistiske lærere og elever.
Det er hårde ord og ikke nødvendigvis sådan, elevens lærere og klassekammerater oplever det, men tilbage står jo ikke desto mindre elevens egen oplevelse af ikke at være inkluderet i hverken undervisningen eller det sociale liv i klassen. I efteråret kunne man her i Gymnasieskolen i artiklen ”Da Københavns Åbne gymnasium kom i mediestorm i valgkampen” læse om, hvordan nogle af lærerne på gymnasiet oplevede deres hverdag. Også her blev en hård tone blandt eleverne fremhævet, og nogle af lærerne oplevede nogle af eleverne med anden etnisk baggrund som ”fejlcastede”, ”uden forudsætninger for at gå i gymnasiet” og af til med ”truende adfærd”. Det er også hårde ord, selvom jeg ikke tvivler på, at nogle af eleverne opleves sådan – dog langt fra af alle lærere, der udtaler sig i artiklen.
Det kunne være interessant at høre flere elever med anden etnisk baggrund udtale sig om gymnasiet.
Men selv hvis det er sat på spidsen, at elever med anden etnisk baggrund oplever lærere og klassekammerater som fordomsfulde og diskriminerende, og at lærere oplever samme elever som fejlcastede og ude af stand til at gå i gymnasiet – så har vi et problem, hvis undervisningen misforstås af eleverne og den hårde tone giver mistrivsel blandt både elever og lærere.
Spørgsmålet er, om det er virkeligheden på landets gymnasier generelt – eller om det kun gælder nogle få elever og lærere, der oplever det sådan. De to artikler fortæller om personlige oplevelser, som dog nuanceres i artiklen i Gymnasieskolen. Alligevel synes jeg, at der er behov for en mere nuanceret debat: Det kunne være interessant at høre flere elever med anden etnisk baggrund udtale sig om gymnasiet, for det er forhåbentligt ikke alle, der deler skribenten fra Informations oplevelser. Hvis debatten skulle have et bredere fokus, kunne man jo også spørge elever med andre typer udfordringer end sprog. Det kunne også være spændende at høre om lærere, der finder undervisningen af elever med anden etnisk baggrund eller andre udfordringer spændende og udfordrende – på en positiv måde. For de må vel også findes? Hermed er opfordringen givet videre til Gymnasieskolen.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode