Noget om Palæstina og cykler og menneskeret

For nogle år siden cyklede jeg bag en ældre kvinde på vej til arbejde. Jeg nåede at se, at hun kørte skævt mod en høj kantsten, så fløj hun ud over styret og ramte asfalten med ansigtet først. Jeg sprang af min cykel og satte mig på vejen og lagde hendes hoved i mit skød. Hun var rystet og konfus, hun blødte fra panden og fra den ene kind. Jeg sad der lidt og strøg hende over håret, så tog jeg min telefon frem for at ringe 112, men det havde en anden forbipasserende netop gjort, for folk ilede øjeblikkeligt til. Biler standsede. Cyklister standsede. Er der noget, vi kan gøre. Sådan lød det alle steder fra. Der var meget hurtigt en flok på seks omkring os. Jeg blev siddende med kvinden i mit skød til ambulancen kom. Et par dage senere stod hendes mand i min døråbning med en flaske rødvin. Hans kone var nogenlunde ok. Rødvinen havde jeg lyst til at dele med alle de andre, der stod klar til at hjælpe den morgen, og selvom baggrunden var trist, så var jeg sært opløftet. Folk hjælper sgu hinanden i det her land, tænkte jeg, folk går ikke forbi mennesker i nød, mens de ser den anden vej. Spørgsmålet er, om den forslåede cyklist kunne vente sig hjælp fra GL’s hovedbestyrelse. Det vender jeg tilbage til.

Nogle fagforeninger har stolte traditioner for at række ud over deres egne snævre interesser for at vise solidaritet med nødlidende folk. Det demonstrerede den danske fagbevægelse i kampen mod Apartheitregimet i Sydafrika i 1980’erne, en af de mest undertrykkende og racistiske stater i nyere tids historie. LO vedtog en boykot af sydafrikanske varer i 1985. SID blokerede havne, så skibe med sydafrikansk kul ikke kunne losses af. BUPL opfordrede daginstitutioner til at afstå fra at købe legoklodser, fordi Lego ikke ville afbryde sin handel. Demonstrationer blev holdt foran forretninger, der handlede med sydafrikanske varer. Man sendte penge til sydafrikanske fagforbund, der kæmpede mod Apartheitregimet. Presset kastede resultater af sig. I december 1985 vedtog Folketinget en boykot af Sydafrika og gjorde dermed Danmark til det første land i verden, der gennemførte en fuld handelsboycot. Det havde ikke været muligt uden de brede folkelige mobiliseringer, som fagbevægelsen og kirkelige organisationer havde rejst forinden. Andre lande fulgte det danske eksempel, og få år efter faldt Apartheitregimet. Det kunne fagbevægelsen tage sin del af æren for. Og GL? GL så den anden vej dengang. Men ellers er eksemplet opløftende, for det viser, at når fagforeninger vælger at mobilisere deres medlemmer, så skaffer de politiske resultater. Da regeringen stjal en fridag og afskaffede Store Bededag tilbage i 2023, så arrangerede fagbevægelsen store demonstrationer koordineret gennem FH. Og nu – tre år senere – lover Firkløverregeringens grundlag, at Store Bededag skal genindføres. Og hvad gjorde GL tilbage i 2023? Man var ikke en del af den aktion. Man så den anden vej.

I dag er vi vidner til et nyt Apartheitregime, der handler mindst lige så undertrykkende som det gamle i Sydafrika: det er Israel. Israelerne har gennem tre år begået massive krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning i Gaza, og deres bosættere er i fuld gang med en voldelig kolonisering af Vestbredden. Det er alt sammen veldokumenteret. I juni sidste år var vi en gruppe lærere, der forsøgte at organisere en indsamling af underskrifter mod krigsforbrydelserne i Palæstina. Håbet var at få gymnasiestanden til at rejse sig i protest mod regeringens støtte til Israel. 650 gode kolleger valgte at skrive under, og vi fik alle navne trykt i Politiken. Den historie måtte da interessere vores fagblad, tænkte jeg, så jeg tog kontakt til redaktøren for Gymnasieskolen. Jeg forestillede mig ikke en stor feature, bare en mindre artikel, måske blot en notits. Men nej. Redaktøren havde ”svært ved at se nyhedsværdien eller relevansen for undervisningsområdet”, skrev han til mig, og det var jo ikke ”GL’s opgave at føre udenrigspolitik”. 650 kolleger i en fælles aktion. Nej tak. Ingen relevans. Bevares, den gode redaktør skulle jo sikre spalteplads til en flersidet artikel om, hvor fedt sejlads er til at stresse af fra lærerjobbet.

Siden har en gruppe ansvarlige kolleger samlet sig i noget, de kalder Gymnasielærernes Palæstina-netværk. De har forsøgt at påvirke GL’s ledelse til at virke for, at vores ATP-midler ikke investeres i virksomheder, der understøtter Israels krigsforbrydelser. Hovedbestyrelsen har forholdt sig til netværkets opfordringer, og i maj lod de formand Anders Frikke skrive en blank afvisning på Gymnasieskolens debatsider: GL er ikke ”en bred udenrigspolitisk aktør”. Man beskæftiger sig kun med lærernes løn- og arbejdsvilkår. I en mail til netværket havde formanden også en bøn. Åh, kunne han mon bede dem om at skifte navn? Når man kalder sig Gymnasielærernes Palæstina-netværk, så kunne nogen få den tanke, at fagforeningen er affilieret med disse brushoveder. Og man stiller jo bare et lokale til rådighed for deres møder, stikker dem en sandwich eller to. Der er tale om kolleger, der forsøger at bremse et folkemord. Den slags skal man ikke nyde af at slås i hartkorn med. Fy da. Man er jo ikke en bred udenrigspolitisk aktør.

På et europæisk plan er det interessant at se, hvor alene GL efterhånden står med det synspunkt. Mange af vores søsterforeninger har lagt en helt anden aktivistisk linje i forhold til Palæstina-spørgsmålet. I Norge har Uddanningsforbundet arrangeret demonstration foran Stortinget og krævet, at oliefonden ændrer sine investeringer. Islands lærerforbund har hejst det palæstinensiske flag foran sine kontorer som et led i en koordineret aktion med resten af øens fagbevægelse, og man har skrevet erklæringer, der stiller krav til regeringen om at presse Israel. Det engelske National Education Union har vedtaget flere resolutioner, de har krævet fuld våbenembargo mod Israel, og forbundet har samlet penge ind til palæstinensiske lærere og uddannelsesprojekter. I Sydeuropa går man endnu mere kontant til værks. STEILAS i Spanien laver solidaritetskampagner på skoler og universiteter og har organiseret en arbejdsnedlæggelse for Palæstina sidste år. I Italien har CGIL støttet palæstinensiske lærere og krævet politisk og økonomisk pres på Israel. Nogenlunde det samme mønster ses i Portugal. I Grækenland. I Belgien. Og sådan kunne jeg blive ved. Ude i Europa arbejder lærerorganisationer aktivt for fred, menneskerettigheder og demokrati.

Men hjemme på Vesterbrogade slår min fagforening kors for sig. Måske kunne nogen fra GL forklare mig, hvad det er vores europæiske søsterforeninger har misforstået? Måske abonnerer de på den misforståede holdning, at der knytter sig et moralsk ansvar til det at være lærer, at man ikke bare kan se den anden vej. Det burde ellers ligge fint i forlængelse af Gymnasieloven, der forpligter os til at danne til demokrati. En del af os arbejder på Unesco-skoler, dem er der omkring 33 af, når stx og hf lægges sammen. Det betyder at vi skal undervise i og arbejde aktivt for FN’s verdensmål. Et af disse mål er retssikkerhed, beskyttelse af fundamentale frihedsrettigheder, ikke-diskrimination. Som lærere vil vi så gerne stimulere elevernes empati og deres globale bevidsthed. Og vi prøver. Klimahandledage, Røde Kors-indsamlinger, Auschwitz-dag, gamle Operation Dagsværk. Det virker sært inkonsekvent, når vores egen fagforening vender det blinde øje til alt det, vi står og prædiker om bag katederet. I Vietnamfilmen Full Metal Jacket siger en soldat til en anden: You talk the talk, but do you walk the walk? Jeg kunne sådan ønske mig, at der var noget walk the walk over min fagforening, at den ville tage på sig at arbejde for menneskerettigheder, bare i snæver forstand i forhold til læreres og elevers vilkår. Selvfølgelig skal GL ikke være ”en bred udenrigspolitisk aktør”, som Anders Frikke skriver med et polemisk greb, for en fagforening er ikke et udenrigsministerium eller en nødhjælpsorganisation, men en fagforening er dog en politisk organisation. En fagforening arbejder for rettigheder. Jeg kunne sådan ønske mig, at den klub, som jeg betaler kontingent til, ville bruge bare en smule tid på et symbolsk solidaritetsarbejde, der rækker ud over blot at varetage mine snævre interesser. Et arbejde baseret på etik, på tanken om menneskerettigheder, ikke på parti politik.

Et stykke af vejen kan man ikke fortænke GL’s ledelse i, at den ikke kan se sig selv bidrage til en bedre verden. Ledelsen har jo kun det mandat, som medlemmerne har givet den, og ifølge vedtægterne er foreningens formål at arbejde for løn- og arbejdsvilkår for lærere – og intet andet. Mange gymnasielærere har nok ladet sig skole ind i en tradition, der forstår det og kun det som opgaven for deres fagforening. Opbakningen til vores indsamling var jo også begrænset. 650 underskrifter fra et lærerkorps på over 10.000. Min TR var med til at organisere indsamlingen, og hun blev mødt med tavshed, da hun skrev ud til sit netværk i fagforeningen for at få støtte. En rektor i Jylland opfordrede sine ansatte til at lade være med at skrive under. Hvorfor er det sådan? Måske hænger noget af den gamle latinskole-tænkning ved jobbet. Man er en del af etaten. Man må holde sig upartisk. Andre kræfter må tage det ansvar. Men det er misforstået. Og mange andre forbund ser mere uselvisk på det at drive en fagforening. Tag FOA, tag 3F, tag Blik & Rør. Hos dem handler vedtægterne også om international solidaritet og social retfærdighed.

Når GL holder repræsentantskabsmøde til november, så ville det være oplagt at drøfte, om ikke tiden er løbet fra Lektor Blommes traditionelle standsegoisme. Måske man kunne diskutere, hvordan en moderne fagforening kan forlene sig med menneskerettighederne i en verden, der presses af klimaforandringer og autoritære tendenser. Jeg kunne sådan ønske mig, at Anders Frikke og hovedbestyrelsen op til mødet tog i biografen for at se den aktuelle dokumentarfilm NAZA. Her fortæller israelske soldater åbent om, hvordan de slår palæstinensiske kvinder og børn ihjel i hundredevis med fuldt overlæg og uden militær nødvendighed. Hvordan de jævner deres huse med jorden. Hvordan de skyder dem ned med droner, når de henter nødhjælp. Man må være gjort af et ganske særligt materiale, hvis man er i stand til at se den anden vej efter en konfrontation med så meget menneskelig lidelse.

Men tilbage til cykelstien. Hvis Hovedbestyrelsen nu kom forbi den blødende cyklist i stedet for mig, ville de så hjælpe hende? Tja. Jeg ville ikke satse på det. De har jo kun tradition for at hjælpe folk, der betaler dem for det. Nej, så ville jeg ville være mere tryg, hvis min kollega Paco kom forbi, for han er nemlig fra Spanien. Og i Spanien ser man ikke den anden vej. I disse år har de førertrøjen, når det handler om medmenneskelighed og international solidaritet.

They walk the walk.