Når endelsen er god, er alting godt

I mandags, da jeg efter en skøn ferie vendte tilbage til min arbejdsplads, var den ikke den samme; det er ikke længere kun et gymnasium, jeg underviser på, men også et gymnasie – i hvert fald med Dansk Sprognævns nye regler. Den gamle latinske –ium-endelse kan nu – med sprogpolitiets fulde tilladelse –  erstattes af et –ie. Tænk, hvad der kan ske på en sommer!

Og det er ikke det eneste, der kan ryste sprogkonservative: særligt begrædeligt i disse OL-tider må man sande, at olympiade nu udelukkende betyder de olympiske lege, og altså ikke som i gamle dage tidsrummet mellem legene. Det er kun sprogdinosaurer, der holder fast i den tidligere betydning. Selv ikke retskrivningsordbogen støtter den uddøende races fastholdelse af ordets oprindelige betydning.

Og tag så bare nygræsk: Her har man – mere eller mindre frivilligt – mistet den gode gamle kasus dativ. Det mest overraskende er, at de stadig taler sammen og forstår hinanden.

For alt ændrer sig – i allerhøjeste grad også sproget. Eleverne er heldigvis heller ikke længere nøgne i gymnasiet, som de gamle grækere (gymnós = nøgen)  – i hvert fald ikke uden pressens bevågenhed.

Om det alt sammen er en sproglig af- eller udvikling, må man selv afgøre. Dog kan det konstateres, at livet og sproget går videre, hvad vi så end mener om det.

Uanset om jeg underviser på et gammeldags gymnasium eller et moderne gymnasie, glæder jeg mig til et nyt skoleår.