Børne- og undervisningsminister giver tilladelse til, at Skanderborg Gymnasium kan optage 30 elever mere efter sommerferien.

Minister sætter punktum i strid om fordeling af elever fra Skanderborg

Flere elever får nu muligheden for at gå på Skanderborg Gymnasium. Det har børne- og undervisningsministeren afgjort. Viby Gymnasium beklager dog, at de dermed får færre elever.

Til næste år skoleår kan Skanderborg Gymnasium oprette ni klasser og dermed optage 30 elever mere end først planlagt.

Det står klart, efter at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på baggrund af en vurdering fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har afgjort, at det østjyske gymnasium kan udvide kapaciteten efter sommerferien.

Set udefra kan det virke som en lille nyhed, men afgørelsen sætter et foreløbigt punktum i en sag, som har vokset sig stor i Skanderborg og Aarhus. En sag, som understreger, at der ikke findes nemme løsninger, når det handler om at finde balancen mellem at lave en lige fordeling af gymnasieelever mellem flere gymnasier og at gøre færrest mulige elever utilfredse.

I et brev til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg orienterer Pernille Rosenkrantz-Theil om afgørelsen. I brevet står der blandt andet: “Hermed modvirkes, at elever i Skanderborgs omegn får langt til deres uddannelsessted”. 

Protester fra elever og forældre
En større gruppe forældre og elever fra mindre byer i Skanderborg Kommune har i lokale medier, på Facebook - og også her på gymnasieskolen.dk - protesteret mod, at de skulle gå i gymnasiet på Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium, på trods af at der i princippet er plads til dem på Skanderborg Gymnasium.   

De har pointeret, at de ikke har nogen tilknytning til gymnasierne, og at flere af dem får en uforholdsmæssig lang transporttid i skole.

Læs: Fordeling af elever fra Skanderborg til Aarhus skaber ballade

Et flertal i fordelingsudvalget og regionsrådet har anbefalet, at børne- og undervisningsministeren tillader, at Skanderborg Gymnasium får lov til at udvide kapaciteten fra otte til ni klasser. Regionsrådet havde ellers i første omgang anbefalet, at Skanderborg Gymnasium kun oprettede otte klasser som led i en plan, der skal sikre et solidt elevgrundlag for Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium. Begge gymnasier har oplevet elevflugt i de senere år. 

Det betyder, at vi kommer lidt længere væk fra målet med genopretningsplanen af Viby Gymnasium

Lone Sandholdt Jacobsen, rektor
Viby Gymnasium

Længere fra målet i Viby
På Viby Gymnasium konstaterer rektor Lone Sandholdt Jacobsen, at opskrivningen af kapaciteten på Skanderborg Gymnasium betyder, at gymnasiet i Viby vil få 14 færre elever efter sommerferien.

“Det betyder, at vi kommer lidt længere væk fra målet med genopretningsplanen af Viby Gymnasium, en plan som også regionen ønsker,” siger Lone Sandholdt Jacobsen.

Færre elever med etnisk dansk baggrund har søgt ind på Viby Gymnasium i de senere år, og andelen af elever med en anden etnisk baggrund end dansk er steget på skolen. 

Region Midtjylland lavede tidligere i år en plan, hvor kapaciteten blev nedskrevet på flere gymnasier i fordelingsudvalget, så det blev sikret, at der var nok elever til Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium. Samtidig blev det besluttet, at elever fra visse socialt belastede boligområder højst må udgøre 10 procent af alle elever på en skole. Den regel betyder, at Viby Gymnasium ikke modtager elever fra de boligområder efter sommerferien.

“Med den plan ville det betyde, at vi kom ned på en andel på cirka 30 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk på hele skolen, hvilket er fint. Derfor er vi også kede af at miste, hvad der svarer til en halv klasse i den kommende 1.g,” siger Lone Sandholdt Jacobsen. 

Isoleret set kan jeg godt forstå ærgrelsen på Viby Gymnasium.

Allan Friis Clausen, formand
Fordelingsudvalg Øst

Glæde blandt eleverne
Allan Friis Clausen er rektor på Paderup Gymnasium og formand for Fordelingsudvalg øst, hvor et flertal har anbefalet, at Skanderborg Gymnasium får lov til at gå en klasse op. 

Han siger, at han ikke personligt har en holdning til afgørelsen.

“I lokalområdet omkring Skanderborg Gymnasium er der sikkert glæde blandt eleverne. Det er dog ikke en sag, jeg personligt har taget stilling til. Det er min rolle at formidle flertallets anbefalinger i fordelingsudvalget,” siger Allan Friis Clausen.

Omvendt kan han også godt følge, at Viby Gymnasium er mindre glade for afgørelsen.

“Isoleret set kan jeg godt forstå ærgrelsen på Viby Gymnasium, da det betyder færre elever. Samlet set vil der dog blive tilført flere elever til gymnasiet i år end året før,” siger Allan Friis Clausen. 

Tre andre gymnasier går op i kapacitet
Børne- og undervisningsministeren har samtidig givet tilladelse til at sætte kapaciteten op på tre andre gymnasier. Det drejer sig om 26 elever på Hasseris Gymnasium, 30 elever på Gladsaxe Gymnasium og 30 elever på Helsingør Gymnasium.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Skanderborg Gymnasium, Aarhus Gymnasium eller formand for Region Midtjylland Anders Kuhnau (S).