Midt i en eksamenstid – kulturradikalisme og litteraturlæsning

Midt i en eksamenstid – Klaus Rifbjerg – modernistisk digter og tekstpædagog

Mange har ytret sig om Klaus Rifbjergs betydning litterært og kulturelt efter hans død i april. Der er enighed om hans litterære format, men meget delte meninger om kulturradikalismen og dens efterbyrd. Min egen vinkel er krydsfeltet mellem tekster og et stykke konkret virkelighed, nemlig litteraturundervisning. Mange af Rifbjergs tekster er overordentlig pædagogiske, i betydningen velegnede til undervisning. Det gælder især ungdomsuddannelserne. Jeg vil nævne nogle tekster jeg selv har anvendt på HF og derefter udvide perspektivet.

Modernisten Rifbjerg gør sproget eksplosivt. Som i digtet Veninderne fra 1963, hvor der bliver gjort klar til kaffeselskab med damerne. Der er vist ingen der overlever den omgang kaffe og kager, med ”strømførende teskeer” og sofafjedre ”forsynet med landminer”(jeg husker det i øvrigt fra min egen skolegang). Eller se på digtet Livet i badeværelset fra 1960, virkeligheden set fra et stykke sæbes perspektiv: ”Mit univers ser jeg fra en fordybning i væggen”. Er det en metafor for en kvinde der tager frygtelig hævn, eller for en kunstner der ikke er for ”fastholdere”. Eller er sæben bare sæbe? Disse og andre tekster fra Rifbjergs tidlige modernisme åbner de unge elevers øjne for virkeligheden, væk er den idealiserede, romantiske beskrivelse af virkeligheden. I stedet bliver hverdagens konkreter ladet med betydning. At man som underviser kan perspektivere til hverdagsbevidsthedens symboldannelser, giver desuden eleverne en aha-oplevelse.

I erindringsdigtet Engang fra 1965 husker jeget tilbage på sin tid som stor dreng på Amager, og han mindes dengang visheden om altings forgængelighed og hans egen dødelighed pludselig slog ned i ham. Først er der rutinen og oplevelsen af evighed, så den brutale oplevelse af snarligt ophør. Det er overgangen fra barn til voksen og dermed en ny tidsbevidsthed der skildres. Samtidig er den skrivendes perspektiv med: ”Jeg lå længe i mørket/med en stor fornemmelse over mig,/og inden jeg faldt i søvn/ tænkte jeg meget på de ting,/jeg har nævnt i digtet/og følte at jeg allerede havde mistet dem.” I novellen Såret fra 1964 er hovedpersonen en dreng der ikke forstår moderens momentvise utilnærmelighed og faderens forklaring. Hvad vil det sige at såre? Er det konkret, som når en bajonet stikker i en soldat, eller hvad menes der? Rifbjergs novelle er præget af en fintmærkende, fænomenologisk beskrivelse af barnets registrering af virkeligheden og de voksnes tabuiserende attitude. Også i mere realistisk prægede tekster er der således meget at hente for de unge elever.

Historikeren Uffe Østergaard talte i et interview i Weekendavisen i 2003, to år efter Anders Foghs valgsejr, om den danske kulturradikalisme som værende ”avantgarden i andegården”. Han spåede allerede dengang dens snarlige endeligt. Kulturradikalismen var ikke selv klar over at den var blevet en integreret del af et nationalt projekt, og dens idealer og normer indoptaget af alt og alle i velfærdssamfundet. Der skete i sin tid et opgør med det traditionelle syn på familie og opdragelse: ”…denne nedbrydning af det gamle samfund (bliver) sat i system i skolerne, hvorved de avantgardistiske ideer, som findes i alle vestlige lande, institutionaliseres, sættes i system og kommer ind i lærebøgerne. Alle konflikter skal klares i rundkreds, drenge må ikke slås, krigslegetøj er dårligt og alt det der.” Østergård kalder det ”FN-ideologien omsat til børnehavehøjde” og mener at de som opfandt tænkningen i 30’erne nok kun som et mareridt kunne forestille sig den konkrete udmøntning af den ”hos alle pædagoger fra børnehave til universitet.”

Kulturradikalismen er ganske rigtigt blevet institutionaliseret med udviklingen af velfærdssamfundet, med de uheldige eftervirkninger som in casu mange undervisere forsøger at tackle i disse år. Projektpædagogik, ansvar for egen læring, elevstyret undervisning m.m. er pædagogiske metoder der passer endog meget dårligt til elever med en ikke-boglig familiebaggrund, det være sig etnisk danske eller med indvandrerbaggrund. Uddannelsesforskere bekræfter at folkeskolen har været dårlig til løfte de svageste. De nyeste pædagogiske strømninger går da også den modsatte vej: Klasseledelse, tydelige rammer for undervisning, synlig læring.

Klaus Rifbjerg har som kulturradikal debattør ofte været på afveje de sidste 10-15 år. På sæt og vis har han optrådt som den pacifistiske, kulturrelativistiske FN-mand der forsøgte at overbevise folk om vigtigheden af dialog fremfor konflikt. Emnerne var mange, f.eks. krigen i Eksjugoslavien, flygtninge/indvandrere, islam og ytringsfrihed, populisme. Sjovt nok har han ofte været usædvanlig skarp overfor sine modstandere og ikke særlig dialogvenlig. Argumentationen har ikke altid været saglig, og det har virket som om ”de rigtige meninger” ikke behøvede en rationel begrundelse. Endnu et udtryk for den overleverede kulturradikalismes arrogante selvtilstrækkelighed og væren ude af trit med mange menneskers udfordringer og bekymringer i en globaliseret og multikulturel virkelighed. Rifbjerg har talt fra den ene side af en stadig større kulturkløft.

Jeg begræder en stor forfatters død, men hvis den selvfede kulturradikalisme med automatmeninger og manglende virkelighedssans er ved at ebbe ud, er det kun positivt. Og selvom Rifbjerg er taget ud af den litterære kanon, vil jeg helt sikkert bruge hans tekster i undervisningen igen. Æret være mindet om en stor tekstpædagog, en litterær brobygger.

Anne-Marie Vestergaard

Cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi

Underviser og skribent