Midlertidige ansættelser påvirker både den enkelte lærer og skolen

For mange lærere starter arbejds­livet med et vikariat, og for en stor del fortsætter det med midlertidige ansættelser i flere år. I de senere år er det blevet sværere for nyuddannede magistre at få et job som gymnasielærer. Og lykkes det, må de som regel kigge langt efter en fastansættelse og pædagogikum.

Mens ledigheden blandt medlemmer af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL)  for 10 år siden var forsvindende lille, bliver GL-­medlemmer i højere grad ramt af ledighed.

”Det er en ekstremt hård tid. Konkurrencen om jobbene på landets gymnasier har vel aldrig været større. For 10 år siden var det almindeligt, at man fik et vikariat, og så blev man fastansat bagefter,” siger ­Thomas Horne Brok, der er formand for GL’s udvalg for ikke-fastansatte.

Ifølge tal fra GL er der i dag rundt regnet ansat 1.400 færre lærere på gymnasierne i forhold til i 2015. Nedskæringerne på grund af omprioriteringsbidraget har mange steder betydet fyringer, og at årsvikarer ikke har fået forlænget deres ansættelse. An­delen af ikke-fastansatte lærere er faldet to procentpoint på stx, hf, hhx og htx og fem procentpoint på VUC de seneste fem år.

Der er med andre ord mange ledige gymnasielærere med erfaring, som søger de samme stillinger som de nyuddannede magistre.

Thomas Horne Brok oplever, at der i dag er et A-, B- og C-hold i gymnasiesektoren. A-holdet er dem, der har været fastansat og har pædagogikum, B-holdet er de ikke-fastansatte, der har undervisningserfaring, men mangler pædagogikum, og C-holdet er de helt nyuddannede magistre. 

Mange vikarer er glade for deres job, men midlertidige ansættelser kan også have en række negative konsekvenser, ­påpeger han.

”Det skaber stor uvished og bekymring omkring ens jobsituation og fremtid. Man aner ikke, hvor man er om et år,” siger Thomas Horne Brok, der i øjeblikket selv er barselsvikar på Gefion Gymnasium. Det er hans syvende vikariat i træk.

Janne Gleerup bekræfter, at det kan have mange menneskelige konsekvenser at være midlertidigt ansat.

Hun er ph.d. på Roskilde Universitet og forsker i arbejdsliv. Hun har blandt lavet felt­arbejdet til et større forskningsprojekt om prekarisering af akademisk arbejde. 

“Det er anstrengende og udmattende, når ens arbejdssituation er midlertidig og uforudsigelig. Der er forskel på, hvor meget det påvirker den enkelte, men de fleste presses af at være henvist til en usikker arbejds- og indtægtssituation,” siger Janne Gleerup.

Vikarer presses både af de usikre leve­vilkår og af, at de ikke får mulighed for at udfolde og vedligeholde deres faglighed fuldt ud, som de havde set frem til efter et langt uddannelsesforløb, fortæller hun.

“Nogle vikarer får følelsen af, at deres faglighed eroderer. Hvis de har haft flere vikariater, kan de føle, at de har udviklet en generalistkompetence, som hurtigt kan blive degraderet til en form for polyfilla, fordi de dækker lidt undervisning hist og her,” siger Janne Gleerup.

Uden for fællesskabet
Det er Thomas Horne Broks indtryk, at mange skoler tager godt imod vikarer. Men på trods af søde og venlige kolleger kan det være svært at blive en rigtig del af lærergruppen og fællesskabet på skolen. Det gør vikarerne ekstra sårbare, påpeger han.

For mange vikarer fylder det meget, at de ikke fuldt ud er en del af fællesskabet på skolen – hverken det faglige, det sociale eller det organisatoriske, fortæller Janne Gleerup.

“Vi har ofte en uformel og egalitær selvforståelse af, at alle er lige på arbejdspladsen, og at der ikke bliver gjort forskel. Men der kan være mange ting, der, uden at man har villet det, resulterer i, at vikarer ikke reelt har en ligeværdig mulighed for at deltage i fællesskaberne,” siger Janne Gleerup.

Det kan være helt lavpraktisk, som at vikarer ikke automatisk er på alle maillister på skolen, så de måske misser fredagsmorgenmaden eller andre sociale aktiviteter. Men det kan også være i forhold til faglige udviklingsprojekter på skolen, forklarer hun.

“Det er problemstillinger, som også kan blive dilemmaer for kollegerne. Skal man for eksempel invitere de løstansatte med i et pædagogisk udviklingsarbejde, som først realiseres, når deres kontrakt er udløbet? Og hvis man inviterer vikarerne med, oplever de det så som et pres, de ikke kan sige nej til, fordi de gerne vil gøre sig selv attraktive i forhold til fastansættelse? Og har vikarerne overhovedet timer til udvikling?” siger Janne Gleerup.

Mange kan let føle sig presset til at på­tage sig ekstra opgaver, mener Thomas Horne Brok. Og nogle gange alt for mange.

”Faren er, at man næsten vil gøre alt i håbet om at kunne bide sig fast. Man ved ikke, om man er købt eller solgt, og tænker, at man hele tiden skal have ja-hatten på,” siger han.

Når det ene vikariat afløses af det næste, slider det for alvor på det mentale, og tvivlen melder sig.

“Mange kan have svært ved at tro på, at de gør det godt nok, når de ikke formår at blive fastansat,” siger Thomas Horne Brok.

Går ud over kvaliteten
Der kan på den måde være mange problemstillinger ved at have midlertidigt ansatte, som kræver, at ledelse, men også tillidsvalgte og kolleger tager et kritisk blik på skolen, rammerne, og hvordan man integrerer de midlertidigt ansatte, understreger Janne Gleerup.

De midlertidige ansættelser påvirker både den enkelte og arbejdspladsen, ­påpeger hun.

“Halvvejs inde i den midlertidige ansættelse, hvor medarbejderen netop er ved at få fodfæste på arbejdspladsen, føler mange sig nødsaget til samtidig at orientere sig væk i jagten på et fast job. Ofte bruges en dobbeltstrategi, hvor midlertidigt ansatte prøver at gøre deres hoser grønne for en mulig forlængelse eller fastansættelse, samtidig med at de søger nye muligheder. Det er hårdt,” siger Janne Gleerup.

Der er fare for kvalitetstab, hvis en skole har mange ‘svingdørsansættelser’, fordi det tager tid og ressourcer at oplære og integrere nye medarbejdere, siger hun.

“Groft sagt kan man sige, at på det tidspunkt hvor de midlertidige medarbejdere blive ‘rentable’, så skal organisationen slippe dem igen. Samtidig er det svært at sikre en god kontinuitet i opgavevaretagelsen og sikre, at medarbejdere involverer sig i udviklingen af skolen, hvis de kun er ansat midlertidigt,” siger Janne Gleerup.

Thomas Horne Brok ser samme tendens. Vikarer har ikke krav på at komme i pædagogikum. Derfor kan man ikke undgå, at det går ud over kvaliteten af undervisningen, mener han.

”Selvfølgelig tilegner man sig erfaring som vikar og bliver dygtigere år for år. Men uden pædagogikum mangler man det pædagogiske grundfundament for arbejdet som gymnasielærer,” siger Thomas Horne Brok.

Eleverne får heller ikke den kontinuitet i undervisningen, som en fast lærer giver, påpeger han.