Mathias-Mandrup-Pedersen

30-årige Mathias Mondrup Pedersen begyndte som årsvikar på Mariagerfjord Gymnasium 1. august i år.

Mathias er nyuddannet og vikar: “Hver dag skal jeg vise, hvad jeg kan”

Uvisheden er svær at skubbe væk. Men Mathias Mondrup Pedersen prøver at nyde lærerjobbet og lade være med at tænke alt for meget på, om han til sommer er købt eller solgt.

Mathias Mondrup Pedersen føler sig heldig. Selvfølgelig ville han allerhelst være fastansat, men at han overhovedet har fået foden inden for på et gymnasium, er lige nu det vigtigste for den 30-årige nord­jyde, der blev færdig som cand.scient. i idræt og biologi fra Aalborg Universitet i 2020.

”Det er en kæmpe sejr, at jeg har fået et årsvikariat. Jeg ved, hvor svært det i øjeblikket er at få job som gymnasielærer – især som nyuddannet. Jeg er privilegeret, fordi jeg har fået chancen. Nu skal jeg bare give den alt, hvad den kan trække,” siger Mathias Mondrup Pedersen, der begyndte på Mariagerfjord Gymnasium 1. august i år.

Han føler, at matchet er rigtigt.

”Det er hårdt og udfordrende at være lærer, men også helt vildt fedt. Der er så meget mening i at give eleverne erkendelser, være med til at danne dem og give min begejstring for mine fag videre.”

Allerede mens han læste, vidste han, at han ville være gymnasielærer, så da han skrev speciale, begyndte han samtidig at skrive ansøgninger. Han blev hurtigt klar over, at det ville blive op ad bakke. Der var få jobopslag, så de fleste af hans ansøgninger var uopfordrede. Han var parat til at pendle, så selvom han bor i Aalborg, søgte han i store dele af Jylland. Samlet nåede han nok op på 40-50 ansøgninger, gætter han.

Jeg er privilegeret, fordi jeg har fået chancen. Nu skal jeg bare give den alt, hvad den kan trække.

Mathias Mondrup Pedersen, årsvikar
Mariagerfjord Gymnasium

Det var hans eget netværk, der endte med at bane vejen til årsvikariatet på Mariager­fjord Gymnasium. Han fik kontakt til en af skolens idræts- og biologilærere, og via hende og jobcentret fik han lov til at komme i en måneds praktik som lærer på gymnasiet – som han i øvrigt selv er student fra.

”For mig gav det sygt god mening. Jeg fik lov til at stå for nogle moduler og kunne på den måde vise mig selv lidt frem, og jeg blev bekræftet i, at det var det, jeg gerne ville,” fortæller Mathias Mondrup Pedersen.

Da skolen i juni slog et årsvikariat op, søgte han og fik det.

Planlagt til mindste detalje
Det har været hårdt at starte, synes han. Hvad indeholder læreplanen? Hvordan får man opbygget nogle gode forløb med et passende niveau? Og hvilken struktur i modulerne fungerer bedst? Som helt grøn lærer er der meget at sætte sig ind i.

I de første uger brugte han meget tid på at forberede sig. Ofte blev weekenderne også taget i brug. Nu er han opmærksom på, at han er nødt til at skrue ned for ambitionsniveauet, hvis han skal kunne holde til det. Men det er ikke let, når man er vikar og ikke ved, om man er købt eller solgt, når skoleåret er gået, påpeger han.

”Jeg har nok en tendens til at ville gøre alting perfekt. I starten planlagde jeg hvert enkelt modul ned i den mindste detalje og satte minutter på. Det har jeg skullet arbejde med,” fortæller Mathias Mondrup Pedersen, der er på 85 procent tid.

Han synes, at hans tidsforbrug er ved at være landet et mere fornuftigt sted.

”Jeg vil gerne gøre mit arbejde godt, men jeg vil også passe på mig selv. Jeg er blevet bedre til at sige, at ’nu er det godt nok’, og til at gribe den aktuelle situation i læringsrummet, så alt ikke behøver at være forberedt på forhånd.”

Både didaktiske overvejelser og arbejdspres taler han med sine to mentorer om. De er begge erfarne undervisere, og det er trygt at have dem at læne sig op ad, synes han.

”De er gode til at sige til mig, at jeg skal bruge mine refleksioner konstruktivt i stedet for at slå mig selv oven i hovedet.”

Man er ikke fri på samme måde, som når man er fastansat.

Mathias Mondrup Pedersen, årsvikar
Mariagerfjord Gymnasium

I det hele taget har kollegerne taget godt imod ham og deler gerne ud af deres viden. Han sparrer tit med skolens andre årsvikarer.

”Jeg synes, vi er gode til at hjælpe hin­anden,” siger han.

Vil nyde nuet
Men uvisheden, der følger med rollen som vikar, er svær at skubbe helt væk, og det sidder hele tiden lidt i baghovedet, at han hver dag skal vise, hvad han kan, og være den bedste udgave af sig selv, så skolen får lyst til at beholde ham.

”Man er ikke fri på samme måde, som når man er fastansat,” siger Mathias Mondrup Pedersen.

Han ved godt, at en fastansættelse kan have lange udsigter, og at mange lærere i disse år går fra det ene vikariat til det næste og det næste. Tanken om, at det også kan blive hans virkelighed, strejfer ham af og til. Han ved ikke, om han er parat til et så usikkert og omflakkende liv, og han orker egentlig heller ikke at forholde sig til det. Han forsøger at være i nuet og nyde, at han lige nu får lov til at gøre det, han allerhelst vil.

”Jeg gider ikke bruge krudt på at bekymre mig. Jeg er gået benhårdt efter at blive gymnasielærer. Nu har jeg chancen, og så må jeg se, hvad der sker,” siger Mathias Mondrup Pedersen.