Mennesker har brug for mennesker…

Den anden aften modtog jeg en besked fra en af mine 3.g’ere. Hun havde ikke afleveret den seneste danskaflevering, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at hun fik den skrevet. Men nu – flere uger efter deadline – var det alligevel lykkedes hende, og dermed havde hun også sat ord på, hvordan det seneste år har været for hende. Afleveringen er nemlig en nytårstale. Hendes tale såvel som klassekammeraternes står naturligvis i coronaens og nedlukningens tegn. Det har været virkelig rørende at læse mine elevers taler! Hver eneste tale har selvfølgelig udtrykt afsenderens personlige oplevelse af nedlukningerne, men samtidig har talerne også tilsammen givet mig et mere overordnet og generelt indblik i, hvordan det seneste år (og selvfølgelig mest af al perioderne med nedlukning) har påvirket vores gymnasieelever.

I den besked, jeg modtog den anden aften sammen med den forsinkede aflevering, stod der: ”Den corona er ved at tage livet af mig, og jeg har simpelthen mistet al motivation for skolen. Det undskylder jeg meget for. Men jeg har sendt en tale nu, som jeg har gjort mig umage med. Igen undskyld :-(”. Jeg skyndte mig at skrive tilbage, at hun ikke behøvede at undskylde, og at jeg sagtens kan forstå, at det er svært at fastholde motivationen i denne tid. For jeg forstår hende virkelig godt. Jeg synes selv, det er svært at fastholde den motivation, gejst og lyst til at undervise, som ellers almindeligvis præger mit arbejdsliv, og jeg savner i den grad mit liv, som det var før nedlukningen. Alligevel kan min situation ikke sammenlignes med mine elevers. Når nedlukningen engang er slut, og jeg vender tilbage til mit almindelige liv, så har jeg – ret skal være ret – vel ikke sådan for alvor mistet noget andet end lidt tid. Vores elever derimod mistede sidste forår og nu igen i disse måneder noget, som ikke kommer igen. Deres gymnasietid er lige nu og her, den kan ikke udskydes, den kommer ikke igen.

Mon ikke de fleste af os sagtens kan mærke, at det er svært for mange af vores elever for tiden? Dagligt kan vi gennem skærmen se dem hænge i, men også hænge med næbbet. Alligevel kan det måske være svært for os helt at sætte os ind i, hvordan de har det. Det har mine elevers nytårstaler hjulpet mig til en bedre forståelse af, og særligt ramt blev jeg af lige præcis den nytårstale, der blev sendt med forsinkelse og beklagelse den anden aften. Jeg synes, den fortjener at blive læst af andre end mig, og jeg har heldigvis fået lov til at dele den her. Så nu giver jeg ordet til Julie:

Mennesker har brug for mennesker

For at kunne trives har mennesker brug for fællesskab, kærlighed og venskab. Vi har mest af alt brug for hinanden.

Dette er et behov, der skal opfyldes – ellers reagerer vores krop og sind på det manglende vitamin.

Ligesom vi har brug for vores otte timers søvn og vores daglige næring, har kroppen behov for omsorg.

Hvis dette krav ikke opfyldes, vil sjælen blive bevidst, og kroppen reagerer med angst, uro og en søgen efter at være i stand til at opfylde dette uopfyldte krav.

Fysiske behov er lige så vigtige som psykiske.

Disse behov har det seneste år i høj grad været med til at sætte på prøve – i hvert fald for mit vedkommende.

Et år med mange måneder alene. En gymnasieelev som jeg er ikke vant til at være alene i længere perioder, og jeg havde aldrig forestillet mig, at mine egne tanker og stilheden på mit værelse kunne være så drænende og livsudsugende. At synet af mit vindue kunne gøre mig trist, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne komme ud – fanget af fire vægge, der ellers havde føltes som mit hjem, men som nu føles som om en scene i en tragisk film, hvor jeg er den blinde passager på et synkende skib.

Mine læber trak sig langt op til mine kinder og øjnene lyste, da jeg tændte for tv’et den 11. marts 2020: ”Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu.”

Sådan lød det. Som smuk musik i mine ører, og lyden af min søsters jubel i baggrunden understøttede bare min egen ekstase. Ingen skole! Toast og bad i frikvartererne, fredagscaféer over Teams, uendeligt meget Minecraft og idrætsundervisning bestående af en 200 meters gåtur. Dette var min nye virkelighed. Frihed. Atter frihed. Som en all-inclusive ferie med gratis drinks og temafester. Sådan varmede nyheden, ligesom solen varmede min krop i fantasien.

MEN… to uger blev til fire uger, og fire uger blev til otte… ”Vi får brug for noget tålmodighed stadigvæk hos alle danskere.” Uger blev til måneder. Ideen om den ellers så spændende nye hverdag smuldrede i rekordfart. Som hver dag blev separeret, blev alting opløst. Opløst som hovedpinepillen i glasset efter lørdagens byturen. Som gæren i det lunkne vand, som skulle være basen til mormors lune boller. Partiklerne KAN ikke skilles ad mere. Dagene flyder sammen, og forskellen på nat og dag er ikke længere til at kende. Pludselig blev disse måneder til et år – og vi fortsætter alligevel i samme spor.

I et lukket rum, hvor nøglen er drejet, og døren er låst udefra, er der ikke meget menneskelig kontakt. Der er et par Facebook-beskeder om dagen fra ham og hende og den og der. Men følelsen af at sidde og kigge hinanden i øjnene i en samtale, hvor der grines, fnises og hvines, eksisterer ikke. Intet kropssprog og ingen ansigter at spejle sig i. Ingenting. 

Ingen at fortælle, hvordan du egentlig har det i skrivende stund. Derfor går man bare i sin egen lille boble og lader dagene suse forbi – helt uden at blinke. For hvad skal man ellers gøre?

Det har været et år med utallige drømme: Drømme om en tid, før det kun var mig, mig selv og jeg. Alene i selskab med opgivende tanker. Drømme om en tid langt herfra og mange måneder væk endnu. Drømme, der har holdt mig i gang. ”Jeg glæder mig til i morgen!” – TOTALT urealistisk lige nu. Drømme om fremtiden og fortiden kan hjælpe på humøret, men det er jo kun for en stund, det ved jeg jo godt.

Men desværre ingen drømme om nutiden, for lige nu er der ikke meget at grine af. Lige nu er der ikke meget at smile over. Lige nu sidder vi med tomme tanker og venter på, at dagen går, at klokken slår: fri, fri fra denne celle, hvor den eneste action kun kan findes i en novelle på nederste hylde. Hvornår bliver vi sluppet fri af det, der føles som rent slaveri?

Men det, som de fire vægge har adskilt mig allermest fra, er – dig. Jeg savner dig og mig. Os. Jeg savner menneskelig kontakt og en følelse af fællesskab igen.

Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg har brug for jer, og I har brug for mig

De har brug for os, og vi har brug for dem.

Alle har brug for hinanden.

Mennesker har brug for hinanden.

Mennesker har brug for mennesker.

(Danskaflevering – Nytårstale 2020/21)