Lyst til læring

Vi elever, vi går i gymnasiet for at lære. For at blive dannede, for at kunne tage aktiv del i det samfund som omgiver os. For at lære at lære, for at klargøre os til videre uddannelse, for så i sidste ende at blive klar til at kunne tage os et arbejde. Alt det er nogenlunde, hvad vi siger, når vi taler om, hvorfor vi går i gymnasiet. 

Når hverdagen melder sig, og elevernes motivation for den daglige undervisning skal vækkes, benyttes ofte andre argumenter, end de nævnte, for at skabe interesse og koncentration. 

Et hyppigt eksempel herpå er ”eksamenskortet”, det kort som spilles af underviseren, til forklaring af, hvorfor eleverne skal bide særligt mærke i en pointe, eller som argumentation for et generelt behov for opmærksomhed omkring undervisningen. Når kortet spilles, er det ofte afledt af en eller flere elevers udtalte krav på at vide, hvad en bestemt viden skal bruges til. 

Lyst og motivation for læring er i et bredt omfang sivet ud af klasselokalerne. I stedet er fokus på målsætningen om en høj karakter ved næste eksamen det dominerende. I et samfund, hvor målbarhed og konkurrence fylder mere og mere, bør denne tendens ikke vække stor forundring. 

Det er ikke desto mindre en ærgerlig motivationsfaktor, og det kan tilmed diskuteres, hvorvidt vi overhovedet kan tilegne os den dannelse og de kompetencer, som vi skal bruge fremadrettet, hvis vores motivation baseres på eksamenskarakterer. Særligt eftersom at global og kritisk dannelse og kreativ og innovativ tankegang er kompetencer, som vi gerne skulle tage med os fra gymnasiet, men samtidigt er egenskaber, som er svære at måle og veje.

Lysten til læring skal tilbage i gymnasieklasserne – men hvordan? 

Jeg tror, at et sted at starte kunne være ved et grundigt kig på indholdet af undervisningen og på, hvad vi bygger dette indhold op omkring: Genbruges undervisningsforløb gang på gang, eller sammensættes nye forløb med udgangspunkt i aktuelle og nære problemstillinger? Tænker vi dannelse som statisk og som værende noget, der tilegnes ved læsning af diverse værker af både nyere og ældre dato, eller tænker vi dannelse dynamisk som noget, der tilegnes ved aktivitet og interaktion? Tænker vi studieforberedelse som abstrakt akademisk metode eller som evnen til at omsætte konkret viden og benytte den i forskellige sammenhænge? 

Tager vi generelt udgangspunk i bøger og i en klassisk faglighedstilgang eller i lokalsamfundet og elevernes hverdag? 

De opsatte muligheder er ikke nødvendigvis modsætninger, og den ene tilgang udelukker ikke nødvendigvis den anden. Ikke desto mindre er disse spørgsmål vigtige og aktuelle at forholde sig til, når undervisningen planlægges.

Mit håb er, at man bl.a. ved et andet fokus i undervisningsindholdet kan skære ned på antallet af spillede ”eksamenskort” og i stedet vække en lyst til læring.