Lykken er ikke gode karakterer

På et af mine hold snakkede vi noget tid siden om karakterer og karakterpres. Nogle af eleverne på holdet har været lidt for fokuserede på karakterer, og da de også er ret synlige på holdet, lagde de en usund tone. Derfor havde jeg valgt, at de skulle læse et debatindlæg fra b.dk, hvor gymnasieeleven Kiri Jo Ginnerup undrer sig over at karaktererne fylder så meget i gymnasiet, når “evnen til fordybelse og nysgerrighed er vigtigere kompetencer at tilegne sig end kompetencen at google de guldkorn, der giver os førertrøjen i konkurrencen om karaktererne”.

Det viste sig at de fleste på holdet mente, at “samfundet” forventer at de får høje karakterer. Da jeg gik dem på klingen, indså de at det nok snarere var dem selv. Jeg gjorde det klart for dem, at jeg som lærer foretrækker fagligt nysgerrige elever med en veludviklet undre-kompetence, frem for elever, der blot siger og skriver hvad de tror at jeg forventer af dem. Det undrede og overraskede dem.

Dernæst snakkede vi om, hvilke karakterer der faktisk er nødvendige for at komme ind på deres drømmestudier, og for de fleste af dem var kravet blot et middelgennemsnit. De vidste ikke, at man i de fleste tilfælde ikke bruger sin studentereksamen til andet end at komme ind på det videregående studium. Det var ret øjenåbnende for en del af eleverne, og efter den time er en del af dem blevet lidt mere afslappede med hensyn til karakterer og lidt mere risikovillige med hensyn til nysgerrighed og kreativitet.

Men der er stadig nogle på holdet, der har det svært. De har svært ved at vænne sig af med at prøve at være perfekte til det hele, og trangen til perfektion koster dem dyrt. Det er hårdt at se på, hvordan de har kørt sig ned på den usunde måde, men også godt at se, hvordan resten af holdet støtter og hjælper dem. De er på vej til at blive sundere, men der er et stykke endnu.

Der er også nogle, der bruger for meget tid på lektier på en måde, hvor effektiviteten under læsningen er meget lille. De oplever derfor, at skolen er hård, og at de ikke slår til. Andre igen falder i den anden grøft og giver op.

Derfor havde vi for nylig et studiekompetencemodul, som handlede om planlægning af tid. Eleverne skulle reflektere over, hvor, hvornår og hvordan de mest effektivt kunne lave lektier. Vi diskuterede, hvor meget tid det er rimeligt at bruge på forberedelse fra dag til dag, og de lavede en detaljeret ugeplan for alle døgnets vågne timer, således at elevtid og almindelig forberedelse blev planlagt mest hensigtsmæssigt, samtidig med at der også blev tid til venner, kæreste, sport, job, familie m.m. De gav input på hinandens ugeplaner, og der var nogle rigtig gode diskussioner i klassen. De fleste af dem var ikke vant til at planlægge længere frem end til i morgen, og mange af dem har efterfølgende givet udtryk for, at det var en stor hjælp at få værktøjer til at styre tiden.

Hvorfor er det så vigtigt for mig som lærer at mine elever ikke er overdrevent 12-talsfokuserede, og at de kan planlægge deres tid? Jo, for det første vil jeg selvfølgelig gerne have at de trives, og at de lærer gode studievaner, som kan bære dem igennem de videregående uddannelser. Men jeg mener også, at karakterkulturen er usund, når eleverne tænker mere over, hvad læreren gerne vil have, end over at fordybe sig og undre sig. Jeg hjælper selvfølgelig min elever med at få gode karakterer, men jeg prøver at gøre det ved at få dem til at sætte deres viden i spil, frem for at gøre dem til ekkoer af det, jeg siger.

Jeg evaluerede for et stykke tid siden et pointsystem, som jeg har kørende i kemi, hvor grupperne får point for forskellige elementer i et forløb, og hvor der så er en vindergruppe efter hvert forløb. Min begrundelse for systemet er, at det er med til at skabe gruppesammenhold og motivation i gruppearbejdet. I evalueringen var eleverne meget positive overfor pointsystemet, men overraskende for mig fremhævede de, at det var med til at fjerne karakterpresset fra den enkelte.

I artiklen “Jagten på det høje snit modarbejder læring” i Asterisk nr. 76, dec. 2015, kalder Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning, de unge for “generation stoledans” med henvisning til, at de er vokset op med en stærk bevidsthed om konkurrence på jobmarkedet. I samme artikel beskriver Lars Geer Hammershøj, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, de unges stræben efter gode karakterer som en angst for at dårligere karakterer får dem til at fremstå som tabere. Dårligere karakterer betyder simpelthen, at man forspilder sin chance for at realisere sine livsmuligheder i forhold til drømmen om en plads på arbejdsmarkedet.

Jeg har ondt af de unge, og jeg tror, at vi som lærere kan gøre en hel del, for at de kommer til at trives bedre. Vi må snakke med dem, hjælpe dem til at planlægge og prioritere, og vi må få dem væk fra den holdning at hele deres fremtid afgøres af, hvilke karakterer de får i gymnasiet.