Liste 1 om gymnasiereformen: En ufinansieret byggeplan?

Resultatet bedre end udspillet
Liste 1 mener, at den endelige aftale er klart bedre end regeringens udspil, hvilket bl.a. skyldes stærke indsatser fra GL, de faglige foreninger og eleverne. Det store engagement og de mange kritiske og konstruktive ytringer har betalt sig. Det er helt overordnet også positivt, at der er tale om et bredt forlig, som alt andet lige vil give sektoren arbejdsro. Om det samlet set betyder, at vi om 3-4 år står med et bedre gymnasium, end det vi har i dag – det er til gengæld et åbent spørgsmål. Svaret afhænger ikke kun af, hvad der nu står skrevet, men i allerhøjeste grad også af, hvordan regeringen og Folketinget agerer i forhold til såvel inddragelse af lærerne i reformens implementering som til sektorens finansiering i den kommende tid.

Indflydelse og økonomi
Det er i den forbindelse beklageligt og bekymrende, at regeringen ikke har ønsket at inddrage gymnasielærerne og deres organisationer mere i processen op til forliget, end tilfældet har været. Det er forhåbentlig ikke et mønster, som skal fortsættes i den kommende implementeringsproces, hvor GL naturligvis skal søge og have indflydelse. Al viden om reformprocesser tilsiger, at der ikke kommer noget godt ud af at ignorere de medarbejdere, som konkret skal bære reformerne igennem. Og det er altså hverken rektorerne eller finansministeren, som skal varetage den undervisning, der gør en forskel for eleverne – det skal lærerne.

Vi er også bekymrede over, hvor lidt sammenhæng der er mellem forligspartiernes ambitioner og de økonomiske rammer, man forestiller sig, sektoren skal underlægges. Forandring og udvikling er ekstra ressourcekrævende. Og reformens pålæg til skolerne om selv at finansiere reformen, beslutningen om at flytte den første tælledag, som betyder, at skolerne fremover ikke får fuld taxameterbetaling for alle elever, samt de overordnede nedskærings-tendenser, er tilsammen særdeles ildevarslende. Reformer og nedskæringer er et dårligt mix – gentag ikke fiaskoen fra folkeskolereformen!

Karakterkrav, grundforløb og mønsterbrydere
Liste 1 ser kritisk på reformens introduktion af karakter-adgangskrav. Ambitionen burde ikke være at lukke døren for de unge, men sikre, at vi bliver bedre til at udfordre de unges uddannelsesvalg og fastholde og løfte de unge, der vælger en gymnasial uddannelse. Vi ser en stor fare for, at gruppen af unge uden uddannelse vokser, og at gruppen af mønsterbrydere falder. I tillæg vil vi bemærke, at flere af tiltagene i reformen, herunder karakterkravet og kravet om øget faglighed, i nogle tilfælde har været svøbt i en usmagelig retorik, hvor det har handlet om at få skubbet de elever væk, som man mere eller mindre åbent har kaldt "dovne og dumme". En sådan retorik er misvisende og tjener intet konstruktivt formål, hverken for de unge, som kommer på gymnasiet, dem, som kommer på andre uddannelser, eller for almendannelsen.

Det er glædeligt at man vil gennemføre forsøg med karakterfri klasser, men det harmonerer ikke med karakter-adgangkravet, som sammen med det nu forkortede grundforløbs medtællende eksamen efter kun 3 måneder risikerer at forstærke de usunde tendenser til karakter-ræs og performance-kultur iblandt eleverne. Grundforløbet vil også have den uheldige konsekvens, at eleverne ikke fra starten af deres skoleforløb kan komme i gang med at opbygge de relationer, som vi ved er afgørende for en god skolestart, et godt forløb og et godt slutresultat.

Dannelse
Forligspartierne erklærer, at de ønsker at styrke almendannelsen, og der er i den endelige aftale skrevet mange pæne ord ind om dén almendannelse, som i det oprindelige udspil nærmest var sat i skammekrogen, ligesom der ikke længere er nær så tydelig en kobling til mere eller mindre snævert definerede kompetencer. Dette er glædeligt og noget, som vi i GL skal dyrke. For til trods for forbedringerne i forhold til udspillet og de mange pæne ord om dannelse, så kan vi konstatere, at der desværre intetsteds står noget om det måske allervigtigste: At dannelse grundlæggende er en umålelig størrelse, hvis ikke-målbare særegenhed man må udvise respekt for i handling såvel som i tale. Dannelse hviler bl.a. på faglighed, som man tilstræber at styrke, men samtidig må man eksempelvis forholde sig til, at sprogfag og kreative fag devalueres. At der bredt fokuseres mere på karakterer, synlighed og målinger (hvilket naturligvis retter fokus mod det synlige og målbare), og at der fra de indledende pæne ord om dannelse sker en glidning frem mod konkrete tiltag, hvor dannelse tilsyneladende knyttes til studiekompetencer og studieforberedelse, Det er en indsnævring af almendannelsens formål. Alt sammen har konsekvenser for den skole, eleverne vil møde, og det rum, der vil være til almendannelsen.
Vi skal i GL fortsat engagere os fuldt ud i denne debat, som er så afgørende for den danske gymnasieskoles identitet. Det handler grundlæggende om, hvad gymnasiets formål er, og hvilke strukturer og styringsmekanismer man bør eller ikke bør anvende for at fremme det formål.

Målstyring
I forhold til regeringens udspil kan vi konstatere, at reformens formuleringer om målstyring og brug af data har fundet nogle mere konstruktive udtryk. Eksempelvis lægges der vægt på, at målstyringen skal ses som et redskab til en afbureaukratisering, hvori der skal indgå forslag fra sektoren. Det fastslås også, at konkrete mål for den enkelte institution fastlægges lokalt, og at det er skolerne, som skal have nem adgang til centrale, eksisterende data. Hvorvidt opblødningerne på dette punkt er af en sådan karakter, at vi kan se flere fordele end ulemper i det generelle ønske om mere data-baseret målstyring kan vi reelt set først vide, når vi får et nærmere indblik i betydningen af det aftager-panel, som skal rådgive i forhold til målet om øget videreuddannelse, samt i GLs muligheder for at præge debatten om målstyring som et afbureaukratiserings-værktøj. Overordnet set ligger der en latent trussel mod faglighed og almendannelse i ønsket om data-drevet målstyring, som vi skal være på vagt overfor.

Fag og faglighed

STX
Vi ser positivt på afskaffelsen af AT som et selvstændigt fag, på tilbageførslen af AT-timerne til fagene og på styrkelsen af SRP, bl.a. med et mundtligt forsvar. Tanken i reformen er, at fagene fortsat skal løfte en tværfaglig forpligtigelse, men uden den selvstændige AT-konstruktion og den problematiske AT-eksamen. Dette skal understøtte et udviklet SRP, der også inkluderer en videnskabsteoretisk og fagmetodisk dimension og skal gerne føre til mere kontinuitet i det faglige arbejde og et styrket tværfagligt samarbejde. Vi er også tilfredse med, at den foreslåede sammenlægning af historie, oldtidskundskab og religion blev taget af bordet, og at sprogfag fortsat skal have et bredere formål end at træne sprogfærdigheder – et element, som har stor betydning for fagenes identitet og almendannende dimension.

Der melder sig en række spørgsmål når vi ser på, hvordan fagenes læreplaner skal omskrives, herunder eks. hvordan man konkret agter at skrive forpligtelser til arbejdet med innovation og tværfagligt samarbejde ind i læreplanerne. Her skal GL naturligvis søge indflydelse i den kommende tid, så vi får nogle rammer, som giver mest mulig mening for lærerne både indholdsmæssigt og strukturelt set. Reelt kan meget af reformen først vurderes på slutproduktet af dette implementeringsarbejde, som vi altså ikke kender endnu. Vi undrer os også over, hvorfor man i det tværfaglige SRP-samarbejde vil tillade enkeltfaglige opgaver, hvilket ikke ligger i tråd med GLs forslag om en sammentænkning af AT og SRP og ikke understøtter tanken om, at de enkelte fag også skal have en tværfaglig dimension netop med henblik på SRP.

Vi er derudover på flere punkter kritiske overfor reformens overordnede tilgang til fagrækken. Man tilstræber at styrke såvel faglighed som tværfaglighed i de enkelte fag, men desværre ser vi, at sprogfag og kreative fag samtidig devalueres og svækkes i en generel ophøjelse af visse fag frem for andre. Desuden virker det helt urimeligt for sprogfagene, at de ikke indbyrdes sidestilles. Det kan få alvorlige konsekvenser for flere fag. Det rammer elevernes frie valg og almendannelsen, og vi er desuden bekymrede for de beskæftigelsesmæssige konsekvenser for de af vores kolleger, som risikerer at blive ofre for reformens fag-hierarki.

HF
Vi ser med tilfredshed, at man har bibeholdt muligheden for at gå videre fra HF til at læse på universitet med HF/uni-pakken og mulighed for overbygning på hfe/gsk. Til gengæld er vi kritiske overfor, at man fremover åbner op for adgang til HF fra 9. klasse. Det harmonerer meget dårligt med reformens målretning af uddannelsen, at man nu vil optage yngre elever, og det betyder reelt et års afkortning af fx en lærers eller sygeplejerskes uddannelse.

Vi er bekymret for omfanget af de nye projekt/praktikperioder, men vi er tilfredse med, at projekt/praktikperioderne har fået et tydeligt fokus på faglig fordybelse. Det er afgørende, at man i implementeringen ikke skaber et praktikproblem som på erhvervsuddannelserne, og man bør lære af, at eksamensprojekterne har været svære at håndtere for mange hf-elever. Derfor er det for at sikre fagligheden afgørende, at perioderne er skemalagt i fagene og med lærertilstedeværelse. Egentlig praktik bør være korte forløb, og vi er i det lys glade for at perioderne defineres som "feltarbejde". Hvis det sikres, at der er tilstrækkeligt med lærerkræfter knyttet til perioderne, så kan det blive en styrkelse af HF, hvor undervisningen kan tilpasses de enkelte elevers behov, og hvor praksisorienteringen kan øge motivationen. Det er også positivt, at der lægges op til mere formativ evaluering, men det er afgørende, at der skabes sammenhæng mellem opgave og ressourcer i en sådan ny og mere krævende evalueringsform. Endeligt ser vi det som en uhensigtsmæssig spareøvelse, at man i NF og KS kun vil udtrække enkelte fag til eksamen, samtidig med at det faglige samarbejde fastholdes.

HHX og HTX
Reformforhandlingerne var tydeligvis fokuseret på at gennemføre ændringer af stx og hf – de to erhvervsgymnasiale uddannelser havde ikke nær den samme bevågenhed i forhandlingsforløbet. Derfor er det heller ikke overraskende, at de specifikke indholdsændringer på hhx og htx er stærkt begrænsede. Vi vil her kun pege på to væsentlige forbedringer:

At man blev enige om at nytænke, som det hedder, studieområderne på hhx og htx, kan vi kun hilse velkomment. Her er der nemlig klart plads til forbedringer i forhold til situationen i dag. GL skal arbejde for, at lærerne skal have indflydelse på nytænkningen. Vi opfatter det også som et klart fremskridt, at der tilføres timer til historiefaget på hhx, og at idehistorie B bliver obligatorisk på htx. Begge dele vil klart styrke erhvervsgymnasiernes almendannende aspekter.

Samlet set
Gymnasiereformen kan beskrives som en byggeplan; nogle dele af tegningen ser fine ud, andre trænger til en kritisk revision fra arkitekten, før byggeriet påbegyndes, og der mangler endnu en del afgørende detaljer. Den revision og færdiggørelse vil vi gerne tage medansvar for. Bliver den færdige byggeplan god, så tror vi faktisk, at lærerne – alt andet lige – vil kunne få succes med at lægge stenene til et nyt gymnasium, som fremtidens elever og samfund ser som relevant og værdifuldt. Desværre er alt andet bare ikke lige. Den manglende finansiering af nybyggeriet er en alvorlig trussel mod hele projektet. Regeringen og forligspartierne må se sig selv i spejlet og spørge, om de virkelig selv tror på – eller forventer, at andre tror på – at en såkaldt selvfinansieret gymnasiereform har nogen lys fremtid foran sig. Samtidig med at man endda vil pålægge sektoren nedskæringer på op mod 11,5 procent over 4 år. Skal fremtidens gymnasie være et velfunderet hus med solide mure eller et luftkastel?

Tomas Kepler, medlem af GLs hovedbestyrelse, på vegne af Liste 1.