Ligestilling i gymnasiet: “Det skal være en del af hverdagen”

Der er brug for klar ansvarsfordeling og nedskrevne målsætninger, hvis ligestilling skal implementeres i hverdagen på gymnasiet. Det er erfaringen fra en håndfuld gymnasier på den svenske østkyst.

“Det er meget let at gøre ligestilling synligt ved at afholde en temadag. Så laver man nogle aktiviteter 8. marts, og så sker der ikke mere. Vi prøver i stedet at gøre det til en del af hverdagen.”

Ordene kommer fra Karl-Johan Arnér. Han underviser i virksomhedsøkonomi på Stagneliusskolan. Gymnasiet er en del af Kalmarssunds Gymnasieförbund, en sammenslutning af fire kommuner på den svenske østkyst, der driver gymnasier i fællesskab.

Karl-Johan Arnér og en række lærere og ledere har været med til at udvikle gymnasiesammenslutningens omfattende ligestillingsplan.

“Den svenske skole er meget politikerstyret, og det er politikerne, der har vedtaget, at vi skal implementere ligestilling. Men det modarbejdes alligevel. Selvom vi har en plan, så er det jo ikke alle, der er med på den, på trods af at de er forpligtet til det,” siger Ulrika Bergenfeldt, der underviser i svensk, kommunikation og sociologi.

Ligestilling opstår ikke af sig selv, det er noget, man skal skabe.

Ulrika Bergenfeldt, gymnasielærer
Stagneliusskolan

Omfattende plan
Medarbejderrepræsentanter og ledere på de fire kommuners gymnasier har i fællesskab udarbejdet en 17 sider lang ligestillingshandlingsplan. Heri fremgår en lang række konkrete arbejdsopgaver, der skal sikre bedre ligestilling, både for elever og for lærere. Hvert enkelt underemne har flere konkrete arbejdsopgaver tilknyttet, hvor det fremgår, om det er rektor, lærere eller andre, der har ansvaret, men også hvornår de enkelte punkter skal op til diskussion igen.

“Dét, der er godt ved ved vores plan, er, at det er tydligt, hvem der er ansvarlig, hvornår vi skal følge op og hvordan. Man kan også se i planen, at vi, der arbejder med ligestilling, har et ansvar for eksempelvis at hjælpe lærerne. Men de fleste opgaver ligger hos rektorerne, der har mange ansvarsområder,” siger Karl-Johan Arnér.

Men hvad er målet så? Det svarer Ulrika Bergenfeldt på.

“Det handler om at give eleverne lige forudsætninger. Hverdagen i skolen er ikke ligestillet, og det får konsekvenser for de unges liv. Det er noget, som skolen faktisk kan gøre noget ved,” siger hun og uddyber:

“Mennesker sidder fast i normer, hvor vi hele tiden reproducerer dét, som vi selv har oplevet og lært. I Sverige siger man, at fisk ikke selv kan se det vand, de svømmer i, og det kan vi jo heller ikke. Hvis man skal forandre samfundet, så kræver det et aktivt arbejde. Ligestilling opstår ikke af sig selv, det er noget, man skal skabe. Derfor er vi nødt til at se på os selv og spørge, hvilke værdier og sandheder vi tager for givet. Det skylder vi eleverne.”

Elever er mere bevidste i dag
De to lærere er enige om, at eleverne i dag er meget mere opmærksomme på ligestilling end tidligere.

“Vi har mange unge, især kvinder, der er meget bevidste om emnet. De er vokset op i en anden tid og reagerer kraftigt på uretfærdighed. Der er også mange elever, der siger ‘ih hvor I snakker, vi ved jo godt, hvad ligestilling er’. Og de kender deres rettigheder,” siger Ulrika Bergenfeldt.

Det betyder også, at fokus på krænkelser og overgreb har ændret sig.

“Vi laver hvert år spørgeskemaer, hvor eleverne blandt andet bliver spurgt, om de har været udsat for krænkelser. Her er der også henvisning til en kontaktperson, man kan gå til, hvis man har været udsat for noget. Vi inddeler svarene på klasseniveau, så vi kan forstå situationen i de enkelte klasser,” siger Karl-Johan Arnér.

Han tilføjer:

“Generelt tror vi på forebyggende arbejde. Det handler både om undervisningens indhold, men også om at give dem redskaber til at forstå egen hverdag og stoppe den slags hændelser.”

Vi har på papiret ligeløn. Men selvom vi får det samme, så løber de kvindelige lærere hurtigere.

Karl-Johan Arnér, gymnasielærer
Stagneliusskolan

Og det er noget nyt, mener Ulrika Bergenfeldt.

“Traditionelt set har man i skolen set igennem fingre med rigtigt mange ting. Den tid er nok slut. Vi ser forbrydelser som forbrydelser, og det er politiets opgave at håndtere forbrydelser.”

Lettest at snakke med eleverne
Både hun og Karl-Johan Arnér oplever, at ligestillingsproblematikkerne er meget lettere at snakke med eleverne end kollegerne om.

“De unge i dag forstår normerne meget bedre. Det gør det mere udfordrende at være lærer. Jeg tror især, at mange ældre lærere synes, at det er lidt besværligt, for nogle gange ved eleverne mere end dem selv. Jeg synes det er herligt, men det er ikke alle, der har det sådan,” siger Ulrika Bergenfeldt.

Men der er dog sket en udvikling.

“For ti år siden kunne du godt opleve sexisme ude i det åbne, for eksempel sexistiske vittigheder på lærerværelset. Det sker ikke i dag. Sexismen er mere skjult,” siger hun.

De peger begge på, at især kvindelige lærere har mange usynlige arbejdsopgaver, der ikke honoreres eller anerkendes. Det bør rektorerne være mere opmærksomme på, siger Karl-Johan Arnér:

“Vi har på papiret ligeløn. Men selvom vi får det samme, så løber de kvindelige lærere hurtigere. Hvis man ser på, hvor mange timer de arbejder, så er det formentligt flere. Hvis vi tager de bløde værdier, der handler om at hjælpe elever, der har det svært, så er det i meget høj grad de kvindelige lærere, som eleverne henvender sig til. Det er en stor arbejdsbyrde, som vi mænd ikke ser.”