At lære på tværs

Til tider savner jeg AT. Og det ved jeg godt, at jeg måske er ene om. AT var besværligt for lærerne, tidskrævende og føltes som ukendt land at betræde. For eleverne var det ofte endnu værre. De gik fra AT-forløbet med en følelse af at være mere forvirrede, end da de begyndte. Men jeg savner AT. Når noget er rigtig svært, så dræner det os for energi, og den kognitive akkommodationsproces er ofte ubehagelig og frustrerende, så hvorfor savner jeg så AT?

Jeg oplevede AT som berigende for samarbejdet mellem kolleger på tværs af fag og fagområder. AT kunne skabe mulighed for nytænkende undervisning, tværfagligt samspil centreret omkring problemløsning og faglige, nørdede dialoger, hvor man sammen kunne famle sig frem til noget større, end hvad det enkelte fag rummer.

Tiden er kostbar. Nu skal jeg nok skynde mig videre til pointerne. I dansk og fysik oplevede jeg, at AT førte til et spændende forløb om TID. Her samarbejdede jeg som dansklærer med en fantastisk fysikkollega og pludselig førte vores frustrationer og diskussioner over det kommende AT-forløb i 2.x os til idéen om at tage tid op som tema. I dansk kan tiden ses som en metafor. I den kognitive metaforteori er tiden det svært tilgængelige og abstrakte målområde, som vi ønsker at blive klogere på. Her kan vi benytte os af kildeområdet penge, som er langt mere konkret, da penge er en konkret genstand. ”Tid er penge” er altså en metafor, hvor begrebet tid, som er svært tilgængeligt, gøres lettere tilgængeligt ved det mere konkrete begreb penge, som man kan røre ved, tælle og opbevare. Tid er på den måde noget, som man skal passe på og værdsætte, som har værdi, og som man kan bruge af – ligesom penge. Pludselig bliver danskfaget altså det konkrete fag med det endelige facit ”tid er penge”, hvor mange af eleverne nok traditionelt set opfatter hermeneutikken og danskfaget som en omgang sniksnak for fortolker-Holger-typer, hvor der sjældent er et endeligt svar, og hvor det meste kan diskuteres. I fysik har eleverne derimod en forestilling om, at der ofte er et konkret og endeligt svar på spørgsmålene. Den naturvidenskabelige, positivistiske tilgang er præget af krav om reproducerbarhed, objektivitet og generaliserbarhed, og med de eksperimentelle metoder er resultatet ofte både målbart og deduceret. Men hvad sker der så, når begrebet tid kommer under luppen i fysikundervisningen? Her viser det sig, at den såkaldte eksakte videnskab ikke kan give os det entydige svar, som vi håbede på. Set i et historisk perspektiv viser det sig, at tidsbegrebet har ændret betydning ved de to sidste paradigmeskift, der har fundet sted inden for fysikken. Før 1905, hvor Einstein udgiver sin artikel om den specielle relativitetsteori, er begrebet tid hovedsageligt defineret gennem sin status inden for mekanikken og dermed i Newtons love. I 1905 postulerer Einstein så en ny opfattelse af tiden som en relativ størrelse, som bliver endnu tydeligere i den almene relativitetsteori fra 1916, hvor tiden i Big Bang-modellen skabes sammen med universet. I 1913 fremsætter Bohr sin atommodel baseret på ad hoc antagelser og er på den baggrund i stand til at forklare brintspektret og opstille en atommodel. Dette fører frem til kvantemekanikken i 1925-1926, som giver overgangen til fysikkens nuværende paradigme, fortalte min fysikkollega. Hermed ændres fysikkens opfattelse af tiden endnu engang. I AT-forløbet om tid blev tiden i den grad kostbar, og selvom eleverne med garanti blev forvirret på et højere niveau end de var før, så var den en værdifuld læreproces om videnskabsteori, metoder og faglige identiteter, som de næppe ville være blevet mødt med i den almindelige, enkeltfaglige undervisning. Dansk havde et konkret svar. Det havde fysik ikke.

Fagene på tværs og på langs
I tre år havde jeg fornøjelsen af at have et tværfagligt samarbejde med et orakel af en samfundsfagslærer. Han havde for øvrigt undervisningskompetence i hele syv fag, så det tværfaglige var nærmest en del af hans lærer-DNA. Vi havde den samme klasse til dansk og samfundsfag fra 1.g-3.g og nåede i de år at have fire AT-forløb sammen i klassen. På baggrund af de mange AT-samarbejder om alt fra fedme til livsstilsmagasiner opstod der en særlig følelse af fælles ansvar for klassens faglige og sociale udvikling, som førte flere frivillige, flerfaglige samarbejder med sig. Vi udvidede klubben med klassens herlige engelsklærer, og snart førte de faglige dialoger os til at se ligheder mellem fagenes skriftlige eksamensgenrer, som vi ellers aldrig ville være stødt på. Vi tog hele dage ud af den enkeltfaglige undervisning for at samarbejde i klassen om faglig udvikling i skriftlighed, og da eleverne nåede SRP-perioden var de både bedre rustet, men også mere modige i emnevalgene, end jeg har oplevet før. Samarbejdet tog udgangspunkt i de formuleringer, som man møder i eksamensgenrer, som ”redegør for”, ”diskuter”, ”undersøg”, ”sammenlign” og ”vurder”. Vi diskuterede fagenes opfattelse af opgaveordene, og det ledte til et fælles mål om den skriftlige progression samt udbytterige samtaler om enkeltfaglige forløb, som strategisk kunne perspektiveres til hinanden på langs og på tværs af fagene.

Eksperter og ekkokamre
AT er blevet erstattet af blandt andet FF-forløbene, og her har det seneste forløb været endnu en fornøjelig nørdeoplevelse, da dansk og biologi skulle arbejde sammen om klimaforandringer - og ikke mindst klimabenægtere. Klassen havde kort forinden haft besøg af en af mine tidligere elever, der som nu uddannet journalist fortalte eleverne om journalistens rolle som demokratiets vagthund, der skal holde magthaverne i ørerne. I et medielandskab, hvor en vinterbolle fra Føtex hurtigt bliver til en afskaffelse af julen, hvor Fake News og SoMe vender op og ned på verdensbilledet, og hvor politikerne i hele verden kommunikerer direkte til befolkningen via sociale medier uden filter eller kritiske modsvar, er der rigeligt at se til for den glammende vagthund. Nyhedsmedierne har mange udfordringer i nutidens medielandskab, hvor generation SoMe selv sammensætter deres nyhedsfix og verdensopfattelse fra Facebook og Instagram, hvor vi lukker os inde i ekkokamre af stemmer og ord, der viser os det, vi vidste eller syntes i forvejen, og hvor vi ikke vil betale for god journalistik, når vi forventer at kunne få informationerne gratis. Tilliden til journalisterne er svækket, og demokratiet trues af mangel på journalistiske principper om sandhed og troværdighed blandt af bloggere og influencers, ligesom den hadefulde retorik på de sociale medier tvinger mange stemmer til tavshed. Besøget med journalisten affødte spændende diskussioner blandt eleverne om eksperternes rolle i debat og oplysning. Når vi lærere postulerer, at eksperten ved mere end lægmand, at Wikipedia ikke altid er en troværdig kilde, og at nogle simpelthen har mere ret end andre, så kan vi ikke nødvendigvis antage, at eleverne deler den præmis. Biologilæreren tog illustrationen med ”Experts over time” med hjem til sin datter, der er forsker og postdoc ved Aalborg Universitet, og inden længe blev det allerede spændende FF2-oplæg udvidet fra at handle om at redegøre for klimaforandringer og komme med en innovativ løsning på klimaproblemstillinger til også at rumme et fremragende foredrag om vejen til at blive forsker, forskningsprincipper og metoder i naturvidenskab samt processen med publikation af naturvidenskabeligt arbejde. Ekkokamrenes vægge blev revet ned, og det samme gjorde de vandtætte skotter mellem det umage par dansk og biologi.

Nu er tiden gået. Jeg har ikke mere tid tilbage, for forberedelsen til næste uges mange moduler ånder mig i nakken. Vi skal spare på tiden i tider med besparelser, men jeg håber, at vi husker at lære lidt på tværs. Tak, fordi du tog dig tid til at læse med. Jeg håber, at aflivningen af AT ikke kommer til at koste de umage fagkombinationer i SRP, for man siger, at lige børn leger bedst, men min oplevelse med tværfaglighed er, at umage par ofte er umagen værd.