Kom lad os brokke os – i det nye år!

Det bekymrer mig, at der på mange skoler tilsyneladende er ved at brede sig en kultur, hvor man ikke tør at sige, hvad man mener. Vi har i GL’s Hovedbestyrelse netop afsluttet en længere række af skolebesøg på gymnasier over hele Danmark. Det var en god oplevelse, for der er ganske meget at være glad for i øjeblikket på vores område. Eksempelvis er det lykkes at annullere omprioriteringsbidraget, og vi har fået en fornuftig overenskomstaftale i OK21-forhandlingerne. Desuden står gymnasielærerne stærkt i den offentlige bevidsthed efter at have leveret en kæmpe indsats i forbindelse med coronanedlukningerne.

Skolemøderne med Hovedbestyrelsen har imidlertid også givet stof til eftertanke. Jeg er bekymret på medarbejderdemokratiets vegne. Holder vi os i stigende grad tilbage fra at sige, hvad vi mener i udvalgsarbejdet og på PR-møderne? Jeg er bange for det.

Det er et kæmpe problem, hvis kritikken undertrykkes på skolerne. Den kritiske, konstruktive kommentar er ofte det guld, som i virkeligheden sikrer gymnasiernes udvikling – og det ved den kloge ledelse godt. I en ofte misforstået tro på eksklusive undervisningsplatforme og dyre koncepter har man glemt, at den bedste undervisning som hovedregel bygger på dygtige underviseres samarbejde og faglig sparring. Men dette værdifulde skolesamarbejde kan ikke næres i en angstpræget kultur uden ytringsfrihed og kritik.

Meget tyder på, at en farlig cocktail af presset økonomi på mange skoler, angsten for fyringer, og en ny generation af ledere, som er præget af New Public Management, rationel målstyring og top-down-ledelse har ændret kulturen på gymnasierne. Det skal vi med alle tænkelige midler kæmpe imod.

Det er nemlig vigtigt, at vi som lærere blander os. En skole skal ikke bare drives fra toppen – den skal udvikles i de faglige fællesskaber. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skal være en ledelse på en skole. Det er en misforståelse. Ledelsen skal skabe de gode rammer for undervisning og faglighed, og vi skal som undervisere – på samme vis som eleverne – også lade os forstyrre og provokere ind imellem. Jeg forventer faktisk af min ledelse, at de ser mig som lærer og som menneske, og jeg regner da også med, at de stiller rimelige og spændende krav til mig – det skulle bare mangle.

Men et stærkt medarbejderdemokrati, hvor lærerne sammen med ledelsen og eleverne skaber rammerne for det gode gymnasium og den gode undervisning, er en central forudsætning for høj kvalitet og trivsel.

En stærk skolekultur stiller imidlertid også store krav til os lærere. Vi skal turde og magte at ”vidensbelaste” vore ledelser med alle de gode ideer til, hvordan skolen skal være, og hvor vi skal hen med undervisningen, men det forudsætter, at vi bliver inviteret indenfor. På vores skolebesøg i efteråret blev det tydeligt for mig, at det er svært mange steder, og her er det centralt, at vi bliver endnu bedre til at udnytte vore valgte medarbejderrepræsentanter: tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten, bestyrelsesrepræsentanten, medlemmer af Samarbejdsudvalget, og henter hjælp hos GL centralt, når vi har noget på hjerte.

Vi har netop i disse dage været i gang med at indføre en obligatorisk whistleblowerordning på alle statslige arbejdspladser i Danmark. I mine øjne er det principielt set et skråplan. Det er udansk og potentielt skadeligt for vores demokratiske institutioner på arbejdspladsen. Jeg må dog også erkende, at som tingene er i dag, kan det give god mening at prøve ordningen af, hvis rammerne udformes ordentligt. I parentes bemærket er jeg dog kritisk over det ”elevmodul”, som ordningen også åbner mulighed for. Det bør man vælge fra, for vi har et veludviklet klagesystem allerede på skolerne, og ikke mindst studievejlederne er uddannede til at tage sig af den slags problematikker. (se i øvrigt en uddybning af denne kritik i mit og Peter Halls tidligere indlæg i Gymnasieskolen). 

På gymnasierne har vi en stolt tradition for at deltage i udviklingen af skolen og undervisningen – det må vi ikke glemme, og det skal vi værne om. Vi gymnasielærere er stærke som stand med en høj integritet og faglighed; det er vi fagprofessionelle, der leverer kerneydelsen på skolen. I al beskedenhed mener jeg faktisk, at det ikke bare er værd at lytte til os, det er faktisk i samarbejdet med lærerne, at fundamentet for den gode skole skabes.

Jeg synes, at det er et godt fortsæt for det kommende år, at vi i GL undersøger og dyrker medarbejderdemokratiet og ”retten til at brokke sig” – ikke kun for GL’s medlemmers skyld, men for hele gymnasieskolens skyld.