Kognitiv dissonans i Moderniseringsstyrelsen

På det netop overståede repræsentantskabsmøde havde GL fint besøg. CFU-formand Flemming Vinther, topforhandler for de statsligt ansatte (herunder også GL) ved OK18, var inviteret til verbal duel med Moderniseringsstyrelsens direktør, Poul Taankvist. Emnerne var den betalte frokostpause, OK18 og den danske model, og indholdet af debatten er i store træk beskrevet i Gymnasieskolens dækning.

Et enkelt punkt som i vores øjne fortjener omtale er dog undsluppet Gymnasieskolens rapport. Taankvist erklærede på et tidspunkt, at Moderniseringsstyrelsen har stor  respekt for den danske model og de aftaler, som arbejdsmarkedets parter indgår, og at man ikke har nogle ønsker om at blande sig i, hvordan parterne på det lokale niveau får tingene til at fungere inden for rammerne af de centrale aftaler. Denne udmelding fra Taankvist affødte ikke overraskende en spredt latter fra salen, og udtalelsen var så bemærkelsesværdig, at det ene undertegnende medlem af GL’s hovedbestyrelse, Asger Wille  efterfølgende spurgte,om der i så fald var tale om en ny ”hands off”-praksis. Respekt for den lokale organisation af arbejdet var ikke ligefrem den oplevelse, vi sad med på arbejdstagerside tilbage fra OK13. Lad os lige opridse baggrunden for spørgsmålet:

Som bekendt indgik GL’s daværende formand en overenskomstaftale med staten tilbage i foråret ’13 – en aftale, som anviser to måder, hvorpå gymnasielærernes arbejdstid kan håndteres lokalt. Enten kan lærerne individuelt tidsregistrere deres arbejde, eller også kan de indgå lokale arbejdstidsaftaler hvor der afsættes tid til de opgaver, som lærerne pålægges. Begge muligheder er ligeværdigt til stede i overenskomsten. Det var, hvad parterne havde aftalt og sat deres respektive underskrifter på.

Spørgsmålet var så, om Moderniseringsstyrelsen udviste og udviser fuld respekt for overenskomsten? Sørme nej. Blækket på OK13 var knapt tørt før Moderniseringsstyrelsen sammen med Ministeriet for Børn og Unge havde udsendt en skrivelse til gymnasierektorer, direktører for erhvervsskoler og forstandere ved VUC – og deres bestyrelser – hvori man sort på hvidt og med fed skrift skrev: ”Der skal ikke indgås nye lokale arbejdstidsaftaler”, efterfulgt af en række ligegyldige søforklaringer om, hvorfor man ikke kunne lide den aftale, man lige havde indgået. Afslutningsvis blev det slået fast med syvtommersøm, så det stod såvel bøjet i neon som hugget i runer for selv den mest tonedøve skoleleder:

                      ”Det er således helt afgørende, at gymnasierektorerne, direktørerne ved erhvervsskolerne og VUC-forstanderne ikke indgår lokale aftaler eller andre former for bindende retningslinjer på skolerne, som genindfører en indskrænkning af ledelsesretten og dermed begrænser mulighederne for at anvende lærerressourcerne bedst muligt. Finansministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning forudsætter derfor, at I i forbindelse med planlægningen af det kommende skoleår ikke indgår sådanne lokale aftaler, som fraviger eller supplerer de nye centralt aftalte arbejdstidsregler.”

Men Moderniseringsstyrelsen nøjedes ikke med en skriftlig henstilling.  Det viste sig jo, at der faktisk var nogle ‘tonedøve’ rektorer tilbage i kongeriget, som insisterede på selv at kunne læse aftaleteksten og benytte deres ledelsesret til at handle, som de fandt mest ansvarligt ved at indgå lokale arbejdstidsaftaler. Disse rektorer fik i vidt omfang den særlige fornøjelse at blive indkaldt til samtale (i miljøet kendt som ”spanking-samtaler”), hvor det gennemgående tema efter sigende var, at man uanset samtalens forløb sendte skolelederne ud af døren igen med en henstilling om ikke at indgå lokale aftaler igen, dixi.

Nu skal Poul Taankvist naturligvis være undskyldt så langt, at han ikke var direktør for Moderniseringsstyrelsen tilbage i ’13, men det forhindrede ham nu ikke i på dette repræsentantskabsmøde at forsvare Moderniseringsstyrelsens opførsel. Skrivelsen  havde ikke noget med indblanding i lokale forhold eller manglende respekt for den danske model at gøre, lod han salen forstå – det var en ”helt naturlig” fremfærd. Det efterlader en afgrund af manglende forståelse mellem Taankvist og undertegnede af, hvad det vil sige at respektere aftaler. Der er tale om en direkte indgriben i den ledelsesret, man ellers i højstemte vendinger hævder at respektere og et udtryk for systemisk kognitiv dissonans. Man respekterer det lokale ledelsesrum, så længe de lokale ledelser gør, som Moderniseringsstyrelsen ønsker.

Moderniseringsstyrelsen har udvist en opførsel, som er en bandepakke værdig, og selv om der som nævnt var og er ledere, som fortsat ønsker at indgå aftaler med deres lærere, så må vi nok også erkende, at styrelsens gangstermetoder faktisk har haft en negativ effekt – selv om ingen skoleleder så vidt vides har oplevet værre repressalier fra statens side end en tur til København. Vi havde formentlig haft flere aftaleskoler i dag, og en mere åben og fri debat om, hvordan vi bedst indretter vores skoler, hvis en aftale med Moderniseringsstyrelsen faktisk var en aftale. Det synes vi, der er grund til at ærgre sig over, på vegne af såvel de danske gymnasieskoler som den danske model. Der er også ud fra disse erfaringer al mulig grund for fagbevægelsen til at opretholde presset på Moderniseringsstyrelsen for at udvise en opførsel, som andre end Moderniseringsstyrelsens egne kan se som respektfuld over for de offentligt ansatte og den danske model.

Moderniseringsstyrelsens brev kan ses her.

Asger Wille, medlem af hovedbestyrelsen i GL for Liste 2

Tomas Kepler, medlem af hovedbestyrelsen i GL for Liste 1