”Køleskabet kommer ved lejlighed”-kulturen

Øv! I to dage har jeg siddet hjemme og ventet på at få leveret et køleskab, men det kom ikke …

Spild af tid (og så tilmed sur mælk).

Jeg ved ikke, om man ser specielt klart, når man sidder og spejder efter en fragtbil, men under alle omstændigheder ser jeg en parallel mellem min brudte køleskabsaftale og aftalekulturen i ungdomsuddannelserne.

Som gymnasielærere er vi om nogen med til at forme den kommende generation og herunder, hvordan aftaler respekteres. Hvilken aftalekultur ønsker vi? – En ”køleskabet kommer ved lejlighed”-kultur? Nej, vel?

I forbindelse med elevernes selvstændige skriftlige arbejder er der rigtig gode muligheder for at arbejde med aftalekulturen. Opgaverne har langtfra kun et fagligt sigte, men udvikler også elevernes evne til at disponere over egen tid og til at kunne overholde en aftale. Processen at færdiggøre en opgave inden for en fastsat tidsramme er således ét bidrag til at opfylde gymnasiebekendtgørelsens mål om at gøre eleverne studieegnede – tilmed er det værdier, som kræves på den del af arbejdsmarkedet, som vores elever gerne skulle indtage.

Flere skoler har indført ”skrivefængsler” som reaktion på, at eleverne mangler at aflevere skriftligt arbejde. Initiativet er sikkert indført i den bedste mening i håb om at hjælpe enkelte elever med at få struktureret deres arbejde og som et tilbud om at komme med igen efter en periode med sygdom eller lignende, men desværre hører jeg nu om ”helt almindelige” elever, som bliver indkaldt. Det bekymrer mig, for initiativet er dermed med til at legitimere, at aftaler ikke overholdes.

Der skal ikke herske tvivl om, at elever, som på grund af sygdom eller lignende i en periode ikke kan aflevere, skal have al den støtte, som vi kan give dem, for at komme med igen. Ovenfor tales om ”helt almindelige” elever.

Vi lærere påtager os gerne den vigtige opdragelsesopgave, som det er at skabe en selvstændig kommende generation, som evner at disponere over arbejdsopgaver og at respektere aftaler – MEN vi kommer længst med støtte fra vores ledelser og politikere.

At opdrage kræver beføjelser og vilje – eventuelt vilje til at henvise til andre, mere egnede undervisningstilbud, hvis det er bedst for den unge under uddannelse.

Kunne det tænkes, at ovenstående problematik hænger sammen med den politiske målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at denne målsætning har afledt et taxametersystem, som belønner kvantitet frem for kvalitet?

Jeg endte i øvrigt med at afbestille mit køleskab.