Julefrokostsang om tidsregistrering
Måske kunne denne julefrokostsang om tidsregistrering starte en ny trend med GL-kærligheds- og -satiresange… her er i hvert fald et bud:
Kærlighed til tidsregistrering: TIR!
Mel.: Dengang jeg drog af sted
Min kærlighed til TIR
er livets eliksir,
når vi to har hinanden,
hvad skal jeg så med lir?
Jeg elsker at ta’ tid,
i sandhed: synlig flid,
og tjept som bare fanden fyldes hovedet med vid!
Når tiden registreres, slår hjertet som på speed,
og lektierne kreeres, for mig et megahit.
Så derfor siger jeg: Voila, her en min vej:
Tag tid, tag tid med flid!
Når tiden ta´s med flid,
så ved jeg, det er slid,
der er den sande mening,
før var det hid-og-did,
der styrede mit jeg,
jeg kendte ingen vej,
der snildt ku´ være gps og lærings-overjeg.
Nu lever jeg i lykke, for tiden: nul problem!
Jeg har min faste krykke, og TIR er mit emblem.
Jeg taster, jeg er stolt, når jeg har tiden holdt:
Hurra for TIR – og spir!
At penge, det er tid
har længe vær´t mit vid,
men nu står det så fast,
som at sneen den er hvid.
Jeg spilder nul sekund,
jeg kender godt og ondt,
og godt, det er at knokle, for jeg mærker, det er sundt.
Og ondt er noget andet, jeg husker ikke hvad,
men over GL-landet, der synger man så glad:
Mit arbejd’ gør mig fri fra fritids-tyranni:
Hæng i, hæng i, hæng i!!!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode