Jo, den danske model ER truet

Kommentar til Gymnasieskolens artikel: Tidligere LO-næstformand: "Lovindgreb er centrale i den danske model"

Tidligere næstformand i LO (fra 1996-2007, i dag direktør for Kreativitet & Kommunikation, brancheforeningen for rådgivende kreative erhverv) Tine Aurvig-Huggenberger er i Gymnasieskolens artikel d. 9/4 citeret for, at hun synes, at ”den store, dramatiske fortælling om, at den danske model er truet, er fuldstændigt overgearet. Der har jo været politiske indgreb nærmest hver eneste gang, der har været storkonflikt”. Huggenberger tager udgangspunkt i storkonflikten i 1998, hvor den private sektor kæmpede for den 6. ferieuge, og hvor Folketinget efter de privatorganiserede medlemmers nej til LOs og DAs aftaleforslag og 11 dages konflikt afsluttede konflikten med et lovindgreb, som ophøjede forslaget til lov. 'Det klarede den danske model jo fint nok den gang, så hvad er problemet egentlig nu?', lader til at være Huggenbergers logik.

Huggenberger konstaterer, at ”lovindgreb er centrale i den danske model”. Min opfattelse er, at det er aftaleprincippet, som er det centrale i den danske model – det, at parterne anerkender hinandens eksistensberettigelse som aftaleparter, og at modellens formål først og fremmest er at producere aftaler, som begge parter kan se sig selv i. Med respekt for Huggenbergers lange virke i LO, så vil jeg påstå, at den danske model altså ER truet, endda i alvorlig grad, fordi de offentlige arbejdsgivere bevidst svigter dette formål.

Som bekendt er der mere balance i den danske model på det private område end der er på det offentlige. Det, som vi har set udvikle sig over de senere år, er en adfærd, hvor de offentlige arbejdsgivere med åbne øjne går efter at udnytte den ubalance til at omgå intentionen i modellen. Lærerkonflikten i 2013 er nok det mest eklatante eksempel, men vi har i det offentlige med oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen set denne undergravende tilgang til den danske model i flere udformninger, som også kommer til udtryk ved OK18, eks. i styrelsens luskede angreb på den betalte frokostpause. At Lars Løkke nu føler sig så presset, at han garanterer at føre sparede lønkroner ved en eventuel kommende konflikt tilbage til ”velfærden”, ændrer ikke på oplevelsen af, at strategien er at sabotere den danske model på det offentlige område. Det er en rød tråd, som går på tværs af skiftende regeringer, og som lader til at være dybt indlejret i centraladministrationens top.

Jeg vil altså vove den påstand, at det ikke giver nogen mening at forstå den aktuelle situation ud fra LO-konflikten i '98. Helt grundlæggende ser verden noget anderledes ud i dag på det offentlige område, end den vist gjorde tilbage i '98 på det private.
Den danske model er helt åbenlyst truet på livet, og som jeg også har sagt det på vores OK18-medlemsmøder her i foråret, så mener jeg, vi allerede nu kan være sikre på, at den VIL komme til debat efter OK18. Spørgsmålet er, hvad baggrunden for den debat skal være; en OK18-aftale, eller et lovindgreb? Det ved vi endnu ikke, men vi skal forsvare den danske model ved at kæmpe for en aftale til det sidste. Det altafgørende er, at vi står sammen i fagbevægelsen til det sidste, og om nødvendigt ud i en konflikt - også af hensyn til den efterfølgende debat om den danske model. I vores solidaritet tror jeg nemlig også, vi skal finde arbejdsgivernes motivation for bagefter at tale om den danske models fremtid med os og medlemmernes tro på, at fagbevægelsen kan vise vejen frem for de fælles løsninger på den lange bane.