Mange lærere undlader at udtale sig kritisk i offentligheden

Jeg tier stille og beholder mit job

Mange lærere undlader at sige noget kritisk på deres skole eller offentligt, selvom de mener, det er relevant, viser undersøgelse. Lærere fortæller, at frygten for at miste arbejdet holder dem tilbage. Der er dog stor forskel på skoler og ledere.

To medarbejdere er blevet afskediget på et gymnasium. Begge lærere havde flere gange kritiseret ledelsen for ikke at være konsekvent nok over for nogle elever på skolen.

“Nu er der ikke længere nogen, som er kritiske over for ledelsen,” fortæller en anonym gymnasielærer fra den pågældende skole.

En anden lærer fortæller, at en kollega blev irettesat af lederen, efter at hun havde skrevet en kritisk kronik. Efterfølgende gik læreren ned med stress.

De to historier fra virkelighedens skoleverden er eksempler på, at der ikke på alle skoler er gode vilkår for at sige sin mening hverken internt eller i det offentlige rum.

En ny spørgeskemaundersøgelse, som Gymnasieskolen har gennemført blandt landets gymnasielærere, bekræfter denne tendens.

35 procent af lærerne svarer, at de ikke kan sige deres mening over for ledelsen uden at være bange for konsekvenserne.

“Der er en stor forandring i forhold til for fem år siden og en naturlig frygt for, at man kommer i spotlight i en eventuel fyringsrunde,” skriver en lærer i en kommentar i undersøgelsen, som 482 lærere har deltaget i.

Andre lærere skriver også, at jobusik­kerhed og nedskæringer betyder, at de “ikke stikker næsen” for meget frem.

Tidligere åbnede jeg munden mere, men i dag er jeg bange for at blive afskediget, hvis jeg siger for meget, så jeg holder mig selv i kort snor.

Anonym lærer
 

 

Det samme bekræfter flere lærere, som Gymnasieskolen har interviewet. Lærerne ønsker at være anonyme, men de fortæller, at der på deres arbejdspladser har bredt sig en form for tavshedskultur og selvcensur.

“Tidligere åbnede jeg munden mere, men i dag er jeg bange for at blive afskediget, hvis jeg siger for meget, så jeg holder mig selv i kort snor,” siger en lærer.

Undersøgelsen viser dog også, at der er stor forskel fra skole til skole, og flertallet af lærerne mener, at de kan sige deres mening uden at være bange for konsekvenserne.

Tavshedskulturen breder sig
Det ændrer dog ikke ved, at der på nogle skoler er en større eller mindre tavshedskultur. Ikke kun internt, men også i forhold til at sige noget ­offentligt om ens arbejde eller arbejdsplads.

26 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de har undladt at ytre sig offentligt om forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde kende til.

“Jeg har været på et gymnasium, hvor rektor indkaldte til tjenstlig samtale, hvis nogen skrev i aviser … om livet som gymnasielærer,” skriver en lærer i undersøgelsen.

Andre lærere skriver dog også, at de mener, at kritik skal klares internt på skolen, mens andre skriver, at man ikke hænger det snavsede vasketøj til tørre offentligt.

Selvcensur
Pernille Boye Koch, der er jurist og lektor i offentlig ret på Center for offentlige og private ansattes ytringsfrihed på Roskilde Universitet, genkender billedet af, at nogle ansatte er bange for at sige deres mening offentligt, og derfor kan der opstå selvcensur.

“På mange arbejdspladser er der en forestilling om, at det vil få konsekvenser, hvis man offentligt siger noget om sin arbejdsplads eller sit arbejde. Selvom ledelsen ikke må reagere negativt over for medarbejdere, som bruger deres ytringsfrihed, så er der mange situationer, hvor det er sket alligevel,” siger Pernille Boye Koch.

Hun understreger, at offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed til at deltage i den ­offentlige ­debat. Du må for eksempel gerne fortælle om dine arbejdsforhold, også selvom de er negative.

Vi har en offentlig sektor, som er presset, og mange har oplevet, at kolleger er blevet afskediget.

Pernille Boye Koch, jurist og lektor
Center for offentlige og private ansattes ytringsfrihed på Roskilde Universitet

Offentlig sektor er presset
Selvom offentligt ansatte har vidt­gående ytringsfrihed, og ­deres rettigheder er meget klare, kan det være svært at forhindre, at der nogle steder kan opstå en tavshedskultur og selvcensur, mener Pernille ­Boye Koch.

“Vi har en offentlig sektor, som er presset, og mange har oplevet, at kolleger er blevet afskediget, og derfor er mange nok bekymrede for at udsætte sig selv for risiko ved næste fyringsrunde. Selvom vi har ret til at sige noget offentligt, så hjælper det i sig selv ikke, hvis kulturen på arbejdspladsen er, at der ikke bliver set med milde øjne på dem, som gør det,” siger Pernille Boye Koch, der understreger, at hun i denne sammenhæng taler om offentligt ansattes ytringsfrihed, som juridisk set handler om ytringer i det offentlige rum, og ikke dialogen internt på arbejdspladsen.

Mere tilbageholdende
I undersøgelsen svarer 38 procent af lærerne, at de i dag vil være mere tilbageholdende med at ytre sig offentligt om deres arbejdsplads i forhold til for fem år siden. Kun fire procent svarer, at de vil være mindre tilbageholdende i dag.

Knud Larsen, der er tillidsrepræsentant og formand for GL’s områdebestyrelse for erhvervsgymnasier, undrer sig ikke over tallene i undersøgelsen. Han peger på, at overenskomsten fra 2013, som gav ledelsen et større ledelsesrum, samt nedskæringerne, som skolerne er ramt af i disse år, kan have skubbet til udviklingen.

“Der er nok opstået en større tavshedskultur i dag. Det kan skyldes frygten for den næste fyringsrunde eller andre repressalier. Nedskæringerne påvirker i en negativ retning, og nogle steder kan der være tegn på, at man resignerer og ikke føler, det nytter noget at komme med kritik,” siger Knud Larsen.