Italesættelsespolitik er en sag for GL

Ind imellem kan man undre sig lidt over GL’s passivitet i den offentlige debat. Særligt kunne man ønske sig, at der blev gjort flere anstrengelser for at fx pointerne fra temaet om lærernes arbejdstid (nr. 8, maj 2012) blev kommunikeret bedre ud i et bredere forum.

Der er en grotesk diskrepans mellem den måde, gymnasielærernes arbejdstid omtales på i medierne, og den reelle arbejdstid. Selv efter 6 år som gymnasielærer finder jeg det utrolig vanskeligt at undgå at lade arbejdet 'æde' én totalt. Skulle man undersøge lærernes arbejdstid ordentligt, burde man besøge vores hjemmekontorer om aftenen/natten og i weekenden.

Derfor er det ekstra tiltrængt at finde GL i en aktiv rolle, når det gælder vores arbejdsforhold. Her virker det tilsyneladende som om GL er uopmærksom og passiv i forhold de nyere udviklingstendenser på skolerne.

Som bekendt gør mange gymnasier/HF-institutioner sig umage for at profitmaksimere i forhold til taxameterordningen, hvilket afføder kreative tiltag for at opnå stadigt højere gennemførelsesprocenter. Repræsentanter fra Tønders HF-afdeling rejser energisk Danmark tyndt for at fortælle om Tønder-modellen, der ud over afskaffelse af lektier, reduceret pensum, morgenmad, morgenvækning m.m. indbefatter en italesættelsespolitik. I bedste socialkonstruktivistiske ånd, har man besluttet at ”ord skaber virkelighed”. Det betyder, at hvis gymnasielærerne taler positivt om HF’erne, så ER virkeligheden med HF’erne positiv. Omvendt betyder det så også, at hvis gymnasielæreren ikke opfatter virkeligheden med HF’erne som positiv, så må det jo være fordi gymnasielæreren ikke taler positivt om HF’erne (jf. den kausalitet, der fremsættes). Derfor bliver der indført et diskurspoliti på gymnasierne/HF-institutionerne, og de lærere, der giver udtryk for generelle frustrationer i arbejdet med HF’erne bliver irettesat.

Hvis man har blot en smule almindelig sund fornuft, så må man vide (om ikke andet så fra sin dagligdag med HF’erne), at den positive psykologi har sine begrænsninger. Man kan være nok så lalleglad, nok så varierende i sin undervisning, men lad os kalde en spade for en spade, og indrømme, at der er visse elever, der er uden for pædagogisk rækkevidde. Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig, så er der ikke megen lyst til læring at hente (det gælder bestemt ikke alle HF’ere, men desværre alt for mange). Kort sagt: det er ikke lærerens skyld.

Men når italesættelsespolitikken træder i kraft, individualiserer man et kollektivt problem: hvis det eneste tilladte udsagn er, at det går godt med HF’erne, og ingen må tale ærligt om problemerne, så må det nødvendigvis være lærerens egen skyld, at en større andel af HF’erne enten hænger i gardinerne (drengene) eller glor apatisk ud i luften (pigerne).

Konsekvensen af diskurspolitiets arbejde, bliver at fx unge lærere uden tilstrækkelig undervisningserfaring vil tro, at det dem, det er galt med, når alle de erfarne lærere sidder med falske smil og tier stille eller beretter om uproblematisk undervisning. Ja, man kan gå hjem til en tålmodig og venlig ægtefælle og læsse af, men hvem forstår mig bedre end mine kolleger, der lige har oplevet det samme for et par dage siden?

Desuden er der jo et tragisk paradoks i denne italesættelsespolitik: vi står i klasselokalerne og underviser i demokrati, medbestemmelse og åndsfrihed (ja, det er sågar formålet med den uddannelse, vi leverer, jf. bekendtgørelsen, kapitel 1, stk. 4 og 5), og så skal vi selv makke ret og mene/tænke/tale som diskurspolitiet dikterer!

GL må virkelig vågne op i denne sag, og forsvare gymnasielærernes ret til at tænke, tale og mene som de vil. Vi står her med et principielt arbejdsmiljøproblem, der er særligt problematisk i en tid, hvor institutionerne optager flere umotiverede – undskyld ”læringsudfordrede” – unge, hvor gennemførelsesprocenterne kun må gå opad, og hvor lærerens sanktionsmuligheder mange steder er fraværende.

Freja Schloss
Slagelse Gymnasium