Innovation og skrift i Japan

I det foregående indlæg nævnte jeg den lille bolle af ris – お握り(Onigiri) – der har fået en ny chance på de japanske butikshylder takket være en elegant indpakning.

Lysdioden, der netop indbragte tre japanske forskere Nobelprisen i fysik, har tilsvarende bidraget til, at de mange Konbini butikker fortsat kan holde åbent hele natten på trods af mangel på elektricitet fra atomkraftværkerne, der er sat på stand by. Men også de asiatiske skrifttegn har fået en ny opblomstring takket være teknologiske innovationer. Tekstbehandling og smartphones har fået brugen af asiatiske skrifttegn til at eksplodere de seneste år. Det er stik imod forventningen for 150 år siden. Dertil kommer, at det er lykkedes forskere at bryde koden for de ældste tegn, der stammer tilbage fra ca. 1500 år før vor tidsregning. Det er tidlig bronzealder, altså tiden for solvognen og Akhnaton i Egypten. Og det er et fascinerende verdensbillede, der åbenbarer sig og lever videre den dag i dag, på trods af glemsel, misforståelser og fejltolkninger.

Se for eksempel på tegnet 握, som vi bruges til at skrive Onigiri. Den højre side af tegnet er 屋, der kombinerer 尸 og 至. 至 forestiller en pil, der står med spidsen i jorden. Pilen er skudt af for at lade guderne – eller tilfældet – udvælge et sted. 尸 forestiller en dør. Tilsammen betyder 屋 et lille hus, der er rejst på et særligt udvalgt sted. I sin tid blev det brugt til at opbevare de afdøde inden begravelsen. I dag er betydningen abstraheret til at betyde et lille hus i almindelighed. F.eks. hedder en bager パン屋 (panya).

Den venstre side af 握 er en forenkling af 手, der forestiller en hånd. Tanken er, at når en hånd klemmes sammen, så bliver der trangt og indeklemt som i et lille hus. Derfor betyder 握 at klemme. Tegnet kan så kombineres med andre tegn og danne betydninger som at begribe – 把握 (haaku) – og håndtryk – 握手 (akusyu).

I det hele taget synes tegnet 手, der forestiller en hånd, at være ret centralt i det verdensbillede, som de asiatiske skrifttegn udtrykker. Det betyder en hånd, men det indeholder også en afledt betydning af et ønske om hjælp.

Omkring denne betydning udfolder de øvrige skrifttegn sig i fire semantiske felter. Det første felt styres af betydningen at spørge – 尋. Det andet felt styres af betydningen et sted – 土. Det tredje felt styres af betydningen at sige – 言. Og det fjerde felt styres af betydningen en ven – 友. Tilsammen giver det en forståelse af at opsøge guderne, at møde dem et helligt sted, at fremføre en bøn og at få hjælp.

For at antyde, hvordan dette hænger sammen, kan vi lige se på en kort forklaring af de to tegn for at opsøge og få hjælp.

Tegnet 尋 betyder at opsøge, at spørge. Det kombinerer 左 og 右.

左 kombinerer en forenkling af en hånd – 手 – og et magisk redskab – 工. Det magiske redskab blev brugt, når en gud skulle opsøges. Oprindeligt betød 左 at opsøge. Men da det magiske redskab blev holdt i venstre hånd, så er tegnet senere kommet til at betyde venstre (hidari).

右 kombinerer ligeledes en forenkling af en hånd – 手 – men med en skål med en bøn 口. Oprindelig betød 右 at fremføre en bøn. Men da skålen med bønnen blev holdt i højre hånd er tegnet senere kommet til at betyde højre (migi).

Tegnet 尋 betød således oprindelig at opsøge guderne og fremføre en bøn. I dag er betydningen abstraheret til at betyde at spørge i almindelighed.

Tegnet 友, der styrer det fjerde felt, betyder i dag en ven. Det forestiller to forenklinger af en hånd – 手. 友 refererer til opgaver, der ikke kan klares alene. Tegnet betød egentlig at arbejde sammen. Men da de, der hjælper en, er ens venner, så er tegnet siden kommet til at betyde en ven. Betydningen at hjælpe skrives nu i dag med tegnet 助. I stedet for at kombinere to hænder, så kombinerer det to markredskaber, nemlig en hakke og en greb.