Ingen stress vel?

Det er efterhånden velkendt, at stress er en folkesygdom. At der er flere og flere, der bliver ramt af stress.

Før i tiden var det noget, der blev forbundet med travle direktører i smarte jakkesæt. Det gjorde jeg i hvert fald selv. Sådan er det ikke længere, alle kan rammes af stress. Stress er faktisk så udbredt, at flere og flere arbejdspladser har en stress politik, sender deres medarbejdere på mindfulness kurser og ansætter stress konsulenter – og det er alt sammen rigtig godt. Altså at arbejdspladserne forsøger at gøre noget ved problemet. Men det er desværre ikke kun, når man er i arbejde, man kan blive ramt af stress. Unge mennesker på en ungdomsuddannelse, bliver også ramt af stress. Desværre, i stigende grad.

Det kan måske synes underligt, at man kan blive ramt af stress i den søde gymnasietid. For her handler hverdagen jo kun om cafe latte, morgenfødselsdage og fredagsbarer – ik?

Nej, det gør den selvfølgelig ikke, hvis nogen skulle have glemt, er der ret meget arbejde i at gennemføre en ungdomsuddannelse, og der bliver stadigt stillet større og flere krav til eleverne.

Faktisk kommer det ikke bag på mig, at flere og flere elever rammes af stress. Som gymnasie-, handelsskole eller HTX- elev, skal du både have en plan for dit liv, skrive opgaver på et næsten akademisk niveau, klare dig godt i alle fag og have det rigtige studiejob, så der også kommer noget godt til CV’et. Samtidig med det tror jeg også, de fleste elever gerne vil være en god ven og være en del af det sociale også. Der er altså meget, man skal nå.

Jeg mener, vi skal stille krav til landets elever; vi skal stille krav om, at de hele tiden bliver dygtigere, og at de tager imod faglige udfordringer. Ingen tvivl om det.

Men når vi stiller så mange krav til eleverne, at de ligefrem bliver stressede så har vi et problem.

Jeg kan godt forstå, at man bliver en smule stresset af, oven i alt det andet man skal nå, allerede i 1g, at skulle bestemme, hvad man vil resten af sit liv. Hele tiden får unge mennesker at vide, at de har travlt, at de skal skynde sig igennem uddannelsessystemet. At de ikke skal holde nogen sabbat år og bruge tid på at finde ud af, hvad der egentlig ville gøre dem glade.  

Det er en stressfaktor for mange af eleverne, at de nærmest bliver tvunget til at vælge deres videre uddannelse indenfor to år.

Det føler de sig tvunget til det, fordi de ved, at hvis de starter indenfor 2 år efter endt studentereksamen, så kan de gange deres karakter 1,08. Det betyder ganske vist ja, at de kommer i gang hurtigere, men det synes jeg er ligegyldigt, når konsekvensen er, at eleverne bliver stressede eller vælger en uddannelse, de ikke er glade for.

Denne regel er med til at ligge meget stort pres på eleverne, fordi den holder adgangskvotienterne på de videregående uddannelser kunstigt oppe. Eleverne ved altså, at de skal søge ind ret hurtigt, ellers har de ikke en chance for at komme ind på drømmestudiet. Og sidste sommer så vi eksempler på elever, som valgte at udskyde nogle af deres eksaminer, fordi de simpelthen var bange for ikke at kunne præstere.

Vi skal altid forvente de bedste faglige resultater af eleverne, men vi kan og skal altså ikke forvente, at man allerede som 17–årig ved, hvad man vil. De, der ved præcis, hvad de vil, skal selvfølgelig bare have lov til at køre. Men denne gange regel er altså med til både at stresse eleverne og skubbe dem ud, som ikke med det samme ved, hvad de vil.

Jeg synes, vi skal lade de elever, der har behov for tage tingene en af dag ad gangen, gøre det.  Det betyder, at der skal være plads til at bruge lidt på at komme igennem sin ungdomsuddannelse, og at der skal være plads til at finde ud, hvad man vil, når man er færdig.

Hvis vi dropper det entydige fokus på, at man som ung har så travlt med at komme videre, tror jeg både, vi får nogle dygtigere og nogle gladere elever og studerende, og det er langt vigtigere end at blive hurtigt færdig