Indblik i en lærers dagligdag anno 2029?

Aarhus, 17. oktober, 2029.
I denne artikelserie mødes jeg med lærere på ungdomsuddannelsesinstitutioner rundt om i det ganske land i anledning af, at regeringen har bebudet at fortsætte besparelserne også efter 2030. Det er freelancearbejde, jeg har gang i, da der ikke er nogen af de store medier, der er interesseret i historien.
Det er en grå og kold efterårsmorgen. Jeg mødes med dagens lærer i et koldt indgangsparti på Aarhus Hf og VUC. Varmen bliver først tændt, når der er frostgrader udenfor.
God morgen, tak for at jeg må følge med dig rundt i en dags tid. Hvad er dagens program?
Vi starter inde i auditoriet. Her har jeg først en forelæsning for 5 psykologi c-hold om vigtigheden af kontakten til andre mennesker i spædbarnets udvikling, således at det kan udvikle empati og evnen til at kommunikere med andre. Da besparelserne jo er fortsat efter 2022, har ledelsen set sig nødsaget til at slå alle psykologihold sammen og lave undervisningen om til forelæsninger. På den måde har man sparet 4 kollegaer væk, for jeg har 150 kursister på én gang. Derefter har jeg tre autistklasser i engelsk. Omkring frokost er der 3 mentormøder med kursister, som har brug for ekstra støtte. Dagens sidste undervisning er engelsk fra 14-16 med en ordblindeklasse. Men som sagt: Jeg starter med en forelæsning i psykologi.
Kan du have øjenkontakt med kursisterne under sådan en forelæsning?
Jeg gør, hvad jeg kan, men nej. Jeg når kun dem, der måtte have spørgsmål bagefter. Der er ikke tid til spørgsmål undervejs. I det hele taget er der ikke tid til at opbygge en relation til kursisterne, Og ja, frafaldet er stort. Mange tør for eksempel ikke gå til eksamen.
Vi går ind i auditoriet. Meget bemærkelsesværdigt, er der et mønster i, hvordan kursisterne sætter sig. Jeg kommenterer på dette.
Ja, det er korrekt. Dem med social angst vælger bagerste række, så de er tæt på udgangsdøren. Som du kan se, er der mange tomme sæder. Der er jo dem, der ikke magter at dukke op til forelæsninger. Ude i begge sider sætter dem med ADHD sig, så de kan rejse sig op undervejs. Her forrest sætter de sig, som har det svært med uro og larm. Nogle af dem med generaliseret angst eller panikangst kan også godt finde på at sætte sig her. Inde i midten sidder mine mere robuste kursister.
Forelæsningen forløber stille og roligt over de næste 1½ time. Læreren forsøger at lægge brain breaks ind, så kursisterne ikke falder i søvn undervejs. Jeg undrer mig over, at de ikke bare tager kurset online. Jeg får at vide, at da man omlagde hovedparten af gsk-kurserne til online undervisning, faldt alt for mange kursister fra eller fik utilfredsstillende resultater, som forældre og andre blev sure over. Så med online-undervisning forsøger ledelsen nu at holde nede på et minimum.
Klokken er nu 10. Vi går videre til næste modul. Den med de tre autistklasser. Jeg undrer mig over, hvordan det er muligt, for autister kan ikke rumme mange mennesker ad gangen, og de har brug for en stram struktur.
Efter at vi mistede en stor del af AVU, da man indførte den ”nye” FGU-uddannelse, fik vi ledige lokaler. Dem har vi bygget om, så der ligger tre lokaler op til et fælles midterområde. Her har vi så sat de nye énvejstæpper op. De er ret smarte. De blokerer, så man ikke kan se mere end 2 meter bag tæppet. Jeg kan stå i midterområdet, og kursisterne i hvert klasselokale ser kun mig og de andre kursister ”i klassen”. Men jeg kan vende rundt og se alle tre klasser. Besparelserne i 2019 kostede ekstra dyrt for VUCerne. En del VUC’er overlevede jo ikke. Desværre! Det, kombineret med at besparelserne fortsatte efter 2022, er årsagen til, at vi var tvunget til at finde på nye måder at gøre tingene på, såsom at undervise flere hold ad gangen. Der blev fyret flere lærere…
Læreren får en opringning – kan hun tage et karrierelæringsseminar nu, da en kollega er blevet sygemeldt? Men da de tre kursister, hun skal mødes med, er frafaldstruet, melder hun pas. Jeg får ikke lov at være med til mentorsamtalerne, der dels finder sted i frokostpausen, dels en time efter. Jeg mødes med læreren igen kl 14, lige inden timerne i ordblindeklassen.
Vi skal ind i vores ene ordblindeklasse nu. De kan ikke rumme mere på denne tid af dagen, men vi kan ikke lægge timerne anderledes og tage hensyn til deres særbehov. Mange af dem kan ikke rumme så meget i deres auditive korttidshukommelse eller arbejdshukommelse som ikke-ordblinde. Så de er nødt til at finde sig i de lange dage. Vi skal i øvrigt arbejde med George Orwells ”1984”. Dagens fokus er newspeak og ytringsfrihed.
Læreren har ret, kursisterne magter ikke mere for den dag.
Ja, vi burde tage fat på dette emne igen næste gang. Men med de krav, der er i læreplanen, har vi ikke tid.
Læreren slutter af med at minde kursisterne om, at de skal aflevere deres kvartalsopgave den kommende fredag. Jeg undrer mig. Vi havde ikke kvartalsopgaver, da jeg selv gik i gymnasiet.
Rettereduktionen er barberet ned, så de skal aflevere en opgave hver tredje måned, det er hvad der er plads til. Det er ikke mig, der retter dem. Mange kollegaer har jo været lagt ned med stress og kan ikke holde til konfrontationstimer med så mange kursister. Så de sidder i lokaler bag ved, og retter opgaver i stedet for. De fleste ville nok gerne være fri for at arbejde på denne måde og helst ud af sektoren. Men flexicurity-systemet er dødt. Dagpengene er jo udhulet, så man kan ikke kan leve af dem; selv om mange er så relationsudbrændte, at de ikke magter at arbejde, så er førtidspensionen jo kun for dem, der er alvorligt syge. At skifte branche er ressourcekrævende, og det er der ikke mange, der magter. Vi overlever.
Skal du hjem og forberede dig til i morgen nu?
Forberedelse? Nej, det er der ikke tid til. Vi kører standard pensum på stort set alle hold. Så skal mine kollegaer og jeg ikke forberede os. Jeg skal bare læse og senere lire morgendagens forelæsning af, så vi kan sige, at vi har opfyldt alle krav. På den måde mener skolen, at vi sagtens kan undervise fra 8-16 næsten hver dag.
Vi siger farvel, og tak for i dag. På vej ud af døren undrer jeg mig over, hvor vi er nået til med uddannelse i dagens Danmark. Ingen synderlig lærer-elev kontakt, standard forelæsninger der er ens for alle, ingen tid til forberedelse, ingen tid til refleksion.

På vegne af Liste 2 spørger jeg: Er dette et scenarie vi ønsker? Er dette et scenarie, du ønsker?
På liste 2 vil vi kæmpe for, at vi får ordentlige arbejdsforhold, hvor der er tid til at forberede, planlægge og evaluere. Forhold, vi kan holde til at undervise og arbejde under. Forhold, der giver plads til motivation og faglighed, og som ikke tillader en livstruende stress. Vi vil kæmpe for en ambitiøs og visionær uddannelsespolitik, der støtter og fremmer kursister og elevers tilegnelse af viden og kundskaber, og som giver tid og mulighed for at opbygge de relationer, der er så afgørende for den vellykkede uddannelse, og hvor man ser og anerkender gymnasielærere som de professionelle.