Ikke-vestlige mønsterbrydere i gymnasiet

”Hvis der kommer for mange elever fra uddannelsesfremmede hjem, så er det klart, at det kan påvirke det faglige niveau”, kunne man læse i Berlingske Tidende d. 11/6 2019. Det faglige niveau vil blive påvirket negativt, forstår man, når man læser hele artiklen, og man forstår også, at de elever fra uddannelsesfremmede hjem, som artiklen handler om, kommer fra ikke-vestlige lande. Der er m.a.o. tale om en dobbelt udfordring, idet eleverne både er fra uddannelsesfremmede og ikke-vestlige lande.

Vi ved, at stor koncentration af elever med anden etnisk baggrund kan påvirke det faglige niveau i gymnasiet negativt og kan medføre lavere karakterer og øget frafald blandt både danske elever og elever med anden etnisk baggrund. Det er et problem, der både kan og skal løses, og helst meget snart. Når vi diskuterer fordelingen af elever fra ikke-vestlige lande på gymnasierne, bliver vi imidlertid nødt til at tage tyren ved hornene og sige det, som det er: Elever fra uddannelsesfremmede familier med ikke-vestlig baggrund udgør en særlig udfordring i gymnasierne – og det gør de, fordi gymnasielærere ikke har de redskaber og den viden, der skal til, for at disse elever kan få samme udbytte af undervisningen som danske elever. Gymnasiet har simpelthen ikke tradition for at løfte denne opgave. Men i takt med at gymnasiernes elevgrundlag ændrer sig, bør tilgangen til det nye elevgrundlag vel også ændre sig, og en oplagt måde at håndtere den udfordring på, er at søge råd hos faggrupper, der allerede har erfaring med undervisning af ikke-vestlige elever. Lærere i dansk som andetsprog har den erfaring, som gymnasierne har brug for, og de vil både kunne vejlede tosprogede elever i at blive bedre til dansk, så de opnår højere karakterer, og deres lærere i at blive bedre til at undervise en ny, kulturelt mangfoldig elevgruppe.

Gymnasierne – både ledere og lærere – er klemt i den nuværende situation. Optaget af elever med anden etnisk baggrund er stigende – og dermed er udfordringen med at håndtere denne elevgruppe også stigende. Men lige nu diskuterer man, hvordan man skal fordele elever fra ikke-vestlige lande på gymnasierne, i stedet for at starte der, hvor udfordringerne er her og nu, nemlig ude i de enkelte klasser. Man udskyder problemet og skubber eleverne rundt uden rigtig at få taget hul på det, der er det egentlige problem, nemlig hvordan man underviser en kulturelt mangfoldig elevgruppe. Hvis man nu fik ansat nogle lærere i dansk som andetsprog mens vi venter på en fordelingsløsning, så kunne man allerede nu begynde at forbedre tosprogede elevers udbytte af undervisningen – og måske forebygge lavere karaktergennemsnit og stigende frafald.

Gymnasierne har før inkluderet nye elevgrupper, nemlig i slutningen af 1950’erne, da man begyndte at optage elever fra danske uddannelsesfremmede hjem. Da min far i 1950’erne ønskede at tage en studentereksamen for senere at studere medicin, blev han frarådet det med den begrundelse, at han kom fra et ikke-akademisk hjem. Han fik sin studentereksamen ad andre veje, og i dag kan ingen kan vel forestille sig, at man skulle foretage særlige tiltag for at fordele danske elever fra uddannelsesfremmede hjem på forskellige gymnasier for at undgå for stor koncentration. Udfordringen med uddannelsesfremmede elever i dag er, at en del af dem både kommer med en helt anden kulturel baggrund, nogle af dem har desuden utilstrækkelige danskkundskaber og viden om det samfund, de bor i – og nogle kommer endda fra både uddannelsesfremmede, kulturelt anderledes og problemfyldte hjem.

Jeg kan ikke se, hvordan – og hvorfor – gymnasierne skal løfte den udfordring alene. Jeg synes, det er på tide at inddrage andre faggrupper – i særdeleshed lærere i dansk som andetsprog som vejledere i gymnasiet.