Hvorfor ønsker GL’s Repræsentskab ikke at tage ved lære af sine fejltagelser før og under OK13?

Efter min opfattelse har GL’s Repræsentskab ikke taget ved lære af de alvorlige fejltagelser, som organisationen begik før og under OK13.Jeg rejser spørgsmålet om, hvorfor GL’s forsamling af valgte tillidsrepræsentanter tilsyneladende ikke er villige til at foretage en tilbundsgående vurdering af selve forløbet og hvorfor man ikke er parat til at øve selvkritik af sin egen manglende indsats og formåen.

At dømme efter referatet fra GL’s repræsentskabsmøde i Gymnasieskolen 21. marts tyder intet på,at GL’s valgte repræsentanter til fulde har forstået konsekvenserne af deres eget og GL’s nederlag ved OK13.Man kunne ellers have håbet på, at Repræsentantskabets medlemmer ville have drøftet det yderst mangelfulde resultat – dels på baggrund af en kritisk stillingtagen til hele overenskomstforløbet og dels have øvet selvkritik af sin egen mabglende formåen. Men nej, dette er ikke tilfældet!Måske er det fordi, disse to ting hænger sammen. Hvis man ikke erkender, at overenskomstresultatet er pauvert – for ikke at sige elendigt – er der heller ikke nogen grund til selvransagelse. Således fastholder Gorm Leschly, at han og GL ikke solgte aftaleretten. Den blev ham frataget af forhandlingsmodparten. Faktum er vel, Gorm Leschly, at aftaleretten er borte med blæsten. Er du indstillet på, at kæmpe den tilbage til dine medlemmer? Eller ansér du løbet for kørt?Hvis du ansér det sidstnævnte for at være tilfældet, hvad har du så tænkt dig at stille medlemmer i udsigt? Skal de nu være overladt til de lokale GL-tillidsrepræsentanters evne, vilje og styrke til at forhandle på de enkelte medlemmers vegne – i forventning om arbejdsgivernes gode vilje?Det er ikke nok at basere sin politik på modpartens gode vilje!Hvis ikke GL’s valgte tillidsrepræsentanter vil se nederlaget i øjnene (aftalerettens bortskaffelse og brud med centralt fastsatte arbejdstidsregler) og indrømme, at strategien burde have været anderledes end den GL valgte at følge før og under overenskomstforhandlingerne, kommer GL aldrig længere. GL burde tidligt i forløbet (allerede inden det var kommet til egentlige forhandlinger) have indset, at arbejdsgiversiden for enhver pris ønskede aftaleretten afskaffet. Der var alle tegn i sol, måne og stjerner (indtil flere fælles aftalepapirer mellem KL og de ansvarlige ministre), som godtgjorde dette. Arbejdsgiversidens (de statslige og kommunale) grundholdning var klar: Undervisningssektorens medarbejdere skulle underlægges de samme arbejdstidsregler som de øvrige offentligt ansatte.Hvis man i GL var i tvivl om dette, kunne man bare have skelet til f.eks. Professionshøjskolen Metropol, hvor ledelsen (bestyrelsen og rektor) siden 2011 har forsøgt at se bort fra de eksisterende arbejdstidsbestemmelser. Dette resulterede i arbejdsmiljørepræsentantens (Dansk Magisterforening) henvendelse til Arbejdstilsynet, som udfærdigede en rystende rapport om arbejdsforholdene på skolen. I dag slår GL og andre fagforeninger på, at den danske arbejdsmarkedsmodel er i fare, fordi de offentlige arbejdsgivere vil have den afskaffet. Dette er rigtigt!Men ikke blot den danske arbejdsmarkedsmodel (den gensidige forhandslingsret) er i fare. Hvis denne bortforhandles stilles lønmodtagerne langt ringere i deres forsvar for gode og acceptable arbejdsforhold. Offentligt ansattes forhandlingdret er draget i tvivl og sat på en alvorlig prøve. Hvis ikke fagforeningerne overfor sine medlemmer kan henvise til deres forhandlingsret – har de ganske simpelt ikke længere nogen eksistensberettigelse. (Hvis nogen synes, at dette er en overdrivelse, tager de fejl.)Fagforeningerne vil derfor være reduceret til rene ekspeditionskontorer for de offentlige myndigheders magtpåbud og diktater. Dette er i sig selv alvorligt nok. Værre er det, at GL’s tillidsrepræsentanter tilsyneladende ikke ønsker at tage ved lære af den totalt mislykkede strategi før og under overenskomstforløbet. GL begik her følgende eklatante fejltagelser: GL mistolkede arbejdsgiversidens klare signaler om et totalt opgør med aftaleretten på undervisningsområdet.GL mente fejlagtigt, at AC (Akademikernes Centralorganisation) – i et ikke nærmere specificeret omfang – ville være i stand til at varetage GL’s interesser i en bevarelse af de eksisterende arbejdstidsregler. GL skulle fra starten have gjort brug af sin klausul om at kunne udtræde af forhandlingsfællesskab, hvis GL fandt det opportunt.GL skulle selvfølgelig have forladt forhandlingsbordet efter de generelle AC-forhandlinger var overstået i erkendelse af, at AC ikke kunne eller ville stå fast på GL’s arbejdstidsregler. Dette var en eklatant og skæbnesvanger fejlvurdering, som GL’s medlemmer nu kommer til at betale prisen for. Jeg anklager derfor GL’s lederskab for ikke i tilstrækkeligt omfang at have taget bestik af de “faktiske forhold i jernindustrien” – for ikke at have gennemskuet atbejdsgivernes klare intentioner og principielle ønske om at ændre grundliggende på arbejdstidsreglerne. Jeg anklager endvidere GL’s lederskab for efterfølgende at forsøge at dække over sine egne fejlvurderinger og ikke i tilstrækkeligt omfang at ville tage ved lære af sine fejltagelser.Hvis GL skal være andet og mere end en “dikkende lammehale” til ministerielle påbud og magtdiktater er det på tide at udskifte GL’s valne holdning til sin modpart og erkende, at der består nogle fundamentalt modsatrettede interesser mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerne – herunder GL’s medlemmer. Hvis der ikke kommer andre boller på suppen, går GL som fagforening en trist fremtid i møde og det vil gå hårdt ud over medlemmernes daglige arbejdsvilkår.Det er fint, at GL omsider har indset, at det er nødvendigt – moralsk og økonomisk – at støtte andre grupper af offentligt ansatte ((Danmarks Lærerforening) i deres kamp for at bevare egne arbejdstidsregler. Men det lyder og virker unægteligt lidt hult i betragtning, hvor lidt GL’s lederskab udrettede under sine overenskomstforhandlinger og således overlod det til andre lønmodtagergrupper at agere spydspids i den kamp, som burde være ført – også af GL’s medlemmer. Men det er næppe nok til at kompensere for den manglende kampvilje, som GL’s repræsentantskab har udvist i forbedelserne til og under overenskomstforhandlingerne.