Hvordan forstår vi – og handler på det høje fravær?

Lige så længe jeg har undervist på HF, har kursisternes massive fravær været en væsentlig problemstilling. Jeg husker det, som at det altid har været et indsatsområde. Og det er det selvfølgelig fremadrettet på den skole jeg er ansat på nu.

Uden at have statistisk belæg for min påstand, vil jeg mene at problemstillingen viser sig med samme voldsomhed som da jeg begyndte som lærer for 10 år siden. Jeg har altid selv været meget optaget af at forstå hvad der betinger dette fravær og har forsøgt at nærme mig det på forskellige måder og fra forskellige vinkler. Jeg oplever at det også er noget der optager mine kollegaer, da det ofte er genstand for ophedede debatter på lærerværelset, når man bliver ramt af frustrationer over en situation, der både synes svær at forstå og svær at ændre på. Der er således en massiv bevågenhed på emnet og lyst til at forandre på dette triste faktum.

Jeg forestiller mig at fokus på fraværet er et indsatsområde som de fleste skoler tumler med og jeg har gennem årene hørt om mange spændende tiltag for at dæmme op for fravær, som jeg har været inspireret af, men uden at jeg selv i min egen undervisning er lykkes med at bremse udviklingen. Ofte har debatten handlet om motivationskriser, stigende udefrakommende pres om at gennemføre uddannelse,  men også mange andre perspektiver er i spil. Alt sammen noget man kan arbejde med som lærer og klasse og som jeg tror de fleste er levende optaget af. Alligevel står jeg år efter år overfor massive fraværstal. Jeg tror bestemt at dele af svaret er at finde i det tidligere nævnte, men qua problemets omfang og massive tilstedeværelse, forestiller jeg mig at det også må handle om noget mere strukturelt.

Noget slog mig, da vi(igen) talte om fravær til vores sidste PR møde, koblet til noget en kursist lige havde sagt til mig inden mødet: Vi havde i timen talt om at det var vigtigt at man kom til fremlæggelser af feltarbejde og dermed bakkede sine medkursister op i det store arbejde de havde udført og og kursisten sagde, –  at det ville vedkommende rigtig gerne deltage i, men det krævede lige at hun kunne få byttet en vagt på arbejdet, ellers var hun jo nødt til at prioritere arbejdet, da de ikke kunne klare sig uden hende i et travlt cafemiljø. Og nu måtte jeg ikke tage det personligt, det var jo hendes VALG!
Jeg blev optaget af at hun med største naturlighed kunne sige sådan og det førte mig tilbage til en interessant pointe fra min pædagogikumstid. På min tidligere skole, var vi så heldige at have besøg af den tyske sociolog Thomas Ziehe. Vi havde op til besøget haft en studikreds, hvor vi læste Ziehetekster og diskuterede hans pointer i forhold til gymnasieskolen. En interessant pointe var Ziehes fokus på den stigende individualisering, som han mener at man som lærer skal udfordre. Det er jeg meget enig i, men man har som lærer et problem, når individualiseringen kun forstås som et kulturelt fænomen, vi som lærere skal handle i forhold til, når det er tydeligt at individualiseringen også understøttes indefra, som en del af den institutionelle skolepraksis, altså når skolen og de omgivende samfundsmæssige sammenhænge selv tænker med i individualiseringen og arbejder gennem den. Her tænker jeg på at fravær i endnu højere grad, er blevet et individualiseret forhold, et anliggende mellem kursisten, (nogengange læreren som tutor) og studievejledningen. Man skal altså forklare sig overfor en studievejleder, når fraværet er for massivt. Her indgår kursisten så individuelle aftaler, alt efter situation og private anliggender og i den proces forsvinder fællesskabet og dermed fraværets betydning for klassefællesskabet og skolen fremmer – og bekræfter gennem denne praksis kursistens individualiserede tilgang til skolen. Og her er jeg tilbage til kursisten der skulle på arbejde. For i forhold til arbejdet, havde hun blik for et forpligtende fælleskab, hvor hendes fravær havde konsekvenser for andre, der ville få en svær dag uden hende.
Og ved PR mødet stod det klart for mig, at det jo er sådan kursisterne opfatter deres fravær – som et privat anliggende, og hvis det er massivt, som et anliggende mellem dem og studievejledningen, og sådan taler de det frem, helt i overensstemmelse med skolens praksis på området. Deres fravær, som jo har en enorm betydning for et velfungerende klassefællesskab og dermed dem selv, kan ikke længere italesættes som et fælles anliggende, da skolen har etableret en legitim praksis for individualiseret fravær, der skaber blinde vinkler for forståelse af fællesskabets betydning. Og det er helt klart og forståeligt at kursisterne taler som de gør om fravær. Det er ikke kun et udtryk for at de er individualiserede, men et udtryk for at det er sådan skolerne har organiseret sig omkring fravær og så er det selvfølgelig sådan kursisterne bruger det og tænker om det.

Når jeg som lærer fokuserer på kursisterne og min egen praksis i forsøget på at dæmme op for fravær, får jeg altså ikke alle de bestemmende forhold med, synes jeg.

Opløsningen af klassefællesskaber mod en mere atomiseret form for samarbejde i skolen, er jo ikke særligt for gymnasieskolen. Jeg kender undervisere der er ansat ved professionsuddannelserne og ved universiteterne og her er det samme mønster. De studerende oplever sig ikke som del af et forpligtende fællesskab, hvor undervisningen udvikler sig i et dialektisk sammenspil mellem deltagerne, hvor det har store konsekvenser for niveau, engagement, lyst og mod på gennemførelse, at nogen(mange) ikke føler sig forpligtet på at være med.

Når vi som lærere arbejder sammen med vores kursister om at etablere et forpligtende fællesskab, så er de  de institutionelle rammer for dette arbejde vigtige at tænke med. Mange af bestræbelserne på fastholdelse har netop udgangspunkt i en individualiseret tilgang til kursisterne og fremmer derfor også deres måde at tænke om skolens praksis på og udfordrer således i sidste ende bestræbelserne i det enkelte klasseværelse.

Jeg er en del af en forsøgslærerplan som arbejder med innovation. Mine kursister har selv været med til at skabe indholdet. Alligevel er fleres deltagelse så sporadisk, da deres fravær giver dem så massive huller i forløbet, at de reelt ikke kan blive en del af de grupper der trods alt arbejder. I evalueringen fra de arbejdende grupper, roser de arbejdsformen og indholdet og ønsker mere af den slags, men det ændrer ikke ved det massive fravær og at ivrige (lærer)tanker om at skabe en meningsfuld, vedkommende undervisning, der kan friste selv den mest motivationsdepraverede kursist udfordres af en samfundsmæssig praksis, der institutionaliserer individualisme og samtidig efterspørger udvikling der på mange måder er afhængigt af forpligtende fællesskaber. Jeg ser denne indbyggede modsætning som et problem, der fremadrettet vil bidrage til en høj fraværsprocent.  

Maya Thisted
Lektor, KVUC