Hvordan bryder vi tolvtals logikken?

Der er brug for et dannelsessyn, der kan udfordre karakterernes betydning

Tirsdag d.9. juni kl. 20.45 gav DR1 stemme til nogle af de piger, for hvem et tital er udtryk for, at man ikke har gjort sig nok umage. Programmet hed ”De perfekte piger” og jeg deltog selv med et par kommentarer. Jeg blev slået af den logik, som flere af pigerne udfoldede i programmet.  En slags tolvtals-logik, der ikke alene handler om deres holdning til uddannelse, men også definerer dem selv som mennesker. Som en af pigerne udtrykker det i programmet: ”Man er vel som en aktie, at man er den værdi, som man tillægger sig selv eller som man kan opnå… og hvis du får høje karakterer, så får du noget mere værdi…”

Tolvtals-logikken er, at jo højere karakterer jo mere værd er jeg som menneske, og jo mere bliver jeg værd i forhold til fremtidige studier og jobs.

Stadig flere unge falder i ”tolvtalsfælden”. De forveksler karaktersystemet med et dannelsessyn. De tror, at karakterer er det eneste sande udtryk for deres værdi som menneske, borger og arbejdskraft. Det er ikke de unges opfindelse, men det er dem, der er gået i fælden. En fælde der kan beskrives som to paradokser.

Det første paradoks vedrører de unges oplevelse af at have værdi. De unge fortolker deres egen værdi i en ”individuel standpunktstilkendegivelse”, der ikke siger noget som helst om et menneskes værdi. Det svarer til, at man står og råber ned i en ekkodal og oplever en bekræftelse i den høje lyd, der kommer tilbage. Hvad sker der, når de bliver trætte af at råbe, når de bliver udmattede? Når de ikke længere tror på, at de er noget værd ud over deres præstation? Citatet ovenfor viser, hvorfor de unge bliver fanget i dette paradoks. For det første bekræftelsen: De får at vide, at de skal være blandt de dygtigste for at komme videre på rejsen mod deres drømme. De oplever karakteren som en bekræftelse på, at de er på vej mod drømmen. For det andet belønningen: I gymnasiet er karakterer den primære belønning for gode præstationer, og som udsendelsen viser, så får disse unge høje karakterer. Paradokset er, at de unge belønnes for deres præstationer, men føler sig vurderet som mennesker. De unge har ret i, at de også bliver vurderet som mennesker, når søger arbejde. Netop derfor er karakterer ikke det afgørende.

Det andet paradoks vedrører de unges bestræbelser på at blive så dygtige som muligt. Helle Thorning Schmidt udtrykker en ambition, som hun deler med mange politikere: De unge skal være: Danmarks historiens bedst uddannede generation. Det er de formentlig allerede. Men det der menes er måske, at de skal opleve, at deres kompetencer og potentiale bliver udviklet optimalt. Netop her opstår det andet paradoks: Karakterernes betydning fremmer holdningen. ”Fuck samarbejde. Det handler om mig og om, hvordan jeg skal klare mig i fremtiden”, som en af de unge piger udtrykker det. De unge oplever, at samarbejde står i vejen for den gode karakter. Det er sandt, at flid er vigtigt for indlæringen, men det er i refleksionen og samspillet med andre, at indlæringen har mulighed for at nå sit højeste niveau. Prisen for de unges forståelse af hvordan man bliver dygtig er faktisk et lavere fagligt udbytte og ringere samarbejdskompetence.

Pigerne i programmet er opmærksomme på de mekanismer, de er fanget i: ”Det er åndssvagt… jeg er rigtig sur over det… jeg bliver nødt til at have et højt snit, for det ville være dumt, hvis jeg stod og ikke kunne komme ind på det jeg gerne ville læse…”

Det bedste modsvar til ovenstående paradokser er derfor ikke at sige til de unge, at karakteren ikke er alt. Det bedste modsvar er et dannelsesbegreb, der kan give meningsfulde svar på det, der rækker ud over karakteren – nemlig hvad, der skal undervises i og hvorfor. Den vægtning af karakteren og præstationen, som de unge er underlagt betyder, at svaret på dannelsens hvad og hvorfor er begrænset til: Der skal undervises i det, der bliver vurderet til eksamen med det formål, at de studerende kan få høje karakter.

Et egentligt dannelsesbegreb rækker ud over den næste præstation ved eksamensbordet. Vi må give de unge mulighed for at beskæftige sig med spørgsmål, der ikke kan evalueres gennem en karakter. Det er spørgsmål som: Hvilke væsentlige udfordringer og problemer står samfundet/verden overfor? Hvad vil jeg gerne bidrage med og sammen med hvem, vil jeg gøre det? Hvilke færdigheder og kompetencer skal jeg tilegne mig for at komme i gang med dette vigtige bidrag? Hvad driver mig – hvad er spændende og interessant?

Svarene på disse spørgsmål lader sig ikke vurdere i en karakterskala. De er ikke et opgør med karaktersystemet, men de er det nødvendige grundlag for, at de unge mennesker kan omsætte deres viden i handlinger, der bidrager til fællesskabet, samfundet og verden. De er en mulighed for, at flere unge får en tilgang til studiet, der også bidrager til deres egen trivsel.